”Nej, hvor er I gode!” … ”Jeg kan kun høre min egen stemme.”

Maria Larsen øver med børnegospelkoret i Nakskov. Skiftevis med opmuntringer og mild pisk. Det er sidste gang før sommerferien – og sidste øvelse før, de skal synge i børnekirken om søndagen.

Det var også sidste øvelse med Maria som korleder, for hun rejste godt en uge senere til London, hvor hun skal være frem til begyndelsen af juli.

 

Maria Larsen har arbejdet fuldtids i Frelsens Hær i Nakskov siden august 2009. Det har været et år, hvor hun har ønsket at forberede sig til tjeneste i Frelsens Hær på fuld tid.

- Jeg har søgt ind på officersskolen, og derfor ville jeg gerne have et år, hvor jeg kunne prøve det i praksis. For jeg er en af dem, som lærer bedre ved at stå med det i hænderne end at læse det i en bog.

- Det har været fantastisk. Frem til jul gik meget af tiden med at lære det hele at kende, og efter jul er det bare gået så stærkt. Nu er der 12 dage tilbage, og det kan jeg næsten ikke overskue. For jeg er blevet så glad for det hernede.

- Jeg ville ikke have været det foruden. Jeg syntes godt nok, at Nakskov var langt væk, da jeg kom herned, men jeg har fået så megen erfaring. Jeg er blevet mere grebet af det, og det er jo godt.

 

- Det er mit kald. Det er det, Gud har sagt, jeg skal bruge mit liv på.

- Jeg tror egentlig, at det hele kom på en gang. Men det var en stor mundfuld, og jeg havde brug for tid til at fordøje det, så jeg blev klar over, hvad det var, jeg overhovedet var kaldet til. Det var Gud, der sagde: ”Maria, nu må du stoppe med det pjat. Kom her. Du skal være en af mine.” Så begyndte jeg på undervisningen for at blive soldat i Valby Korps. Efter 14 dage fik jeg en overbevisning om, at det ikke stoppede med det, men at der var mere, siger Maria, som blev indviet som soldat i Frelsens Hær den 8. februar 2009.

- Nej, det har det faktisk ikke. Det, man giver afkald på, er det mindste problem. Før jeg blev soldat, var jeg rejseguide, og jeg vil gerne indrømme, at man der gik ud og festede. Men det at give afkald på alkohol, virkede pludselig som noget ganske simpelt. Jeg satte mig ned og tænkte: Det er jo i virkeligheden ikke andet end noget væske. Så jeg synes ikke, at det har været svært på nogen måde.

- Det er jo det, at man bliver tilgivet. Mit liv blev vendt på hovedet, og man vinder så meget mere i forhold til det, man giver afkald på. Det kan slet ikke sammenlignes og stilles op over for hinanden. Det at vide, at der er noget, som er større end mig selv, som faktisk har en plan for mig... Jeg tror ikke rigtig, at det er gået op for mig, hvor privilegeret jeg egentlig er ved at have det sådan. Jeg behøver ikke at bekymre mig, for det hele er under kontrol. Gud ser hele billedet, og der er en plan med alt, hvad der sker. Han er med mig.

- Jeg tænker også, at hvis nu jeg ikke bliver optaget på officersskolen, så er der nok også en plan med det og en grund til det. Selvfølgelig vil jeg være ulykkelig til at starte med. Det vil være løgn at sige noget andet. Men jeg tror, at det hurtigt vil gå over igen, hvis det sker. For så stoler jeg på, at Gud har en anden plan for mig.

 

Maria Larsen begyndte at komme i Frelsens Hær, da hun var ti år.

- Jeg var med min mor til en lørdagscafé i Valby Korps, hvor jeg så Valby Børnegospel optræde. Jeg fik lyst til synge med i koret, så jeg spurgte min mor, hvad man skulle gøre for at komme med. Det vidste hun ikke, men foreslog mig at tale med dirigenten. Jeg fik at vide, at jeg kunne være med, hvis jeg kom til øvelserne. Så jeg begyndte at komme til øvelserne, og så var jeg med.

I de seneste år er Maria selv gået ind i dirigentrollen. Først i Valby Børnegospel, og nu i Nakskov. I de seneste år har hun også sammen med Ulla Larsen fra Valby stået for børnegospel på landslejren i Svendborg.

 

I Nakskov har Maria prøvet kræfter med alle dele af Frelsens Hærs arbejde – lige fra børne- og familieaktiviteter, gudstjenester til det sociale arbejde i værestedet og herberget.

Engang om måneden holder Frelsens Hær børnekirke. Det er en gudstjeneste, som særligt henvender sig til børn og deres forældre. Det foregår med drama, dans, sang og musik. Her medvirker også det børnegospelkor, Maria har startet op. I løbet af et lille års tid er det vokset til omkring 15 piger. Det begyndte med, at en af pigerne, som kommer i Børnekirken, tog sin veninde med, og det har bredt sig, så alle klassens piger efterhånden er kommet med.

De håber, at koret fortsætter efter sommerferien. Men det er usikkert, for der står ikke en anden person klar til at tage over efter Maria.

Maria står også for småbørnsrytmik en gang om ugen, og hun er med til at holde familieværksted. Her kommer der så mange, at man har været nødt til at dele gruppen op i to hold, som så mødes på skift hver anden uge.

- Aktiviteterne hænger godt sammen. De børn, der synger i børnegospel, kommer i børnekirken en gang om måneden. Det gør mødrene fra familieværkstedet og fra småbørnsrytmikken også. Så det er et brag af en fest, hver gang der er børnekirke. Det er noget af det sjoveste, jeg nogensinde har oplevet. Det er simpelt hen så skægt.

 

I midten af juni rejste Maria Larsen til England for at deltage i en konference sammen med de andre, som har søgt optagelse på Frelsens Hærs officersskole i London. Her bliver det endeligt afgjort, om hun bliver optaget.

Når dette blad udkommer, er Maria i gang med et særligt to ugers program med undervisning og besøg i nogle af Frelsens Hærs institutioner i London. Det foregår under overskriften ”Time to be holy”. Her deltager i alt 26 unge, der er udvalgt fra forskellige lande.

Gruppen kommer i begyndelsen af juli til Danmark, hvor de først skal deltage et par dage på landslejren i Svendborg. Derefter deles de op i mindre grupper, som sammen med en gruppe fra Congo-Brazzaville skal de ud i korps fem steder i landet, hvor de skal deltage i lokale aktiviteter sammen med korpset. Det slutter den 14. juli, hvor de alle rejser videre til Sverige for at deltage i Frelsens Hærs verdensungdomskongres, som holdes den 15.-18. juli i Stockholm.