Vedtægt for Frelsens Hær i Danmark

Præambel

Frelsens Hær er et kristent trossamfund, der udfører evangeliserende og social virksomhed med det formål at få mennesker til at overgive deres liv til Gud og modtage frelsen ved troen på Jesus Kristus.

Frelsens Hær er en del af den internationale Frelsens Hær (The Salvation Army) stiftet i 1865 med hovedsæde i London, England. Øverste myndighed er den i London bosiddende General for The Salvation Army.

1.  Navn og stiftelse
Trossamfundets navn er: Frelsens Hær 
Trossamfundet er stiftet den  8. maj 1887.

2.  Hjemsted
Hjemsted er den kommune, hvori Hovedkvarteret er beliggende.

3. Struktur
Trossamfundet er opbygget med en hierarkisk struktur og ledes af Landslederen, der udnævnes af  General of Salvation Army.

4.  Medlemmer og organisation
Medlemskab af trossamfundet kan opnås af personer, der enten optages som soldater og underskriver soldatererklæringen eller personer, som optages som civile medlemmer. Grundlaget for og beslutningsprocedure om medlemsoptagelse fastlægges i retningslinier fastsat af trossamfundets daglige ledelse.
Trossamfundets arbejde udføres centralt, i lokale afdelinger, institutioner eller i korps. Trossamfundets daglige ledelse udarbejder retningslinier gældende for de forannævnte arbejdsområder.

5.  Arbejdsmetode
Trossamfundets evangeliske og sociale arbejde består i at engagere medlemmer og andre i undervisning og forkyndelse af Biblens budskab i ord og handling.
Arbejdet er forebyggende og afhjælpende og tager sigte på at imødekomme menneskers fysiske, materielle og åndelige behov; at yde praktisk og medmenneskelig bistand til kriseramte, og i det hele taget at lindre nød hvor den findes.
Arbejdet udføres gennem korps, institutioner og lokale afdelinger.
Arbejdet udføres af trossamfundets medlemmer, ansatte og frivillige eller gennem udpegning af repræsentanter for trossamfundet til udvalg, bestyrelser eller ledere af det til trossamfundet knyttede arbejde.

6. Økonomi
Trossamfundets økonomiske grundlag hviler på bidrag, løbende ydelser, gaver, indsamlinger, kollekter, arvebeløb, offentlige tilskud, driftsoverenskomster og andre donationer fra medlemmer, private og andre.
Trossamfundet driver direkte og indirekte virksomhed ved handel, udlejning og servicevirksomhed med det formål udelukkende at anvende indvundne gevinster til opfyldelse af trossamfundets formål.
Trossamfundets regnskabsår følger kalenderåret.

7. Daglig ledelse
Landslederen udpeger og Generalen godkender medlemmerne af et Territorialt Strategi- og Forvaltningsråd bestående af ikke færre end landslederen, chefsekretæren og finanssekretæren.
Trossamfundet tegnes af to medlemmer af det Territoriale Strategi- og Forvaltningsråd i forening, hvor en skal være landslederen eller chefsekretæren.
Udpegning af medlemmer indføres i trossamfundets protokol.
Trossamfundets daglige ledelse udpeger medlemmer af bestyrelser og ledelser samt ansætter forstandere for de til trossamfundet knyttede aktiviteter og fastlægger retningslinier for rapportering og daglig administration heraf.

8. Årsrapportering
Landslederen er ansvarlig for, at trossamfundet er organiseret på en hensigtsmæssig måde og påser, at årsberetning for trossamfundets drift og at revideret årsregnskaber foreligger godkendt af den daglige ledelse inden udgangen af maj måned.
Årsberetningen udgives til offentliggørelse inden udgangen af juni måned.

9. Revision
Det Territoriale Strategi- og Forvaltningsråd udpeger en statsaut. revisor, der forestår den eksterne revision af trossamfundets årsregnskab med status og de til trossamfundet knyttede selvstændige, økonomiske aktiviteter.

10.  Vedtægtsændringer og beslutning om opløsning
Forandringer i præambel og denne vedtægt og beslutning om trossamfundets opløsning har kun gyldighed, når et forslag herom – efter vedtagelse i det Territoriale Strategi- og Forvaltningsråd – er godkendt af Generalen.

11.  Opløsning
Ved en eventuel opløsning af trossamfundet skal et likvidationsprovenu eller økonomisk overskud overføres til anden evangelisk, social virksomhed i Danmark efter godkendelse af medlemmerne af det Territoriale Strategi- og Forvaltningsråd.



Video indlæg


Juleuddeling

Suppe på Kulturnatten

Others

 

BIDRAG | MÅNEDSBLAD

Frelsens Hær | Informationsafdelingen | Frederiksberg Allé 9 | 1621 København V | Tlf: 3331 4192 | post@den.salvationarmy.org