Frelsens Hær Grønland søger en person, der vil bruge et år af sit liv på at hjælpe udsatte personer i Grønland // 06-07-2017

Giv et år af dit liv, oplev en spændende anderledes kultur, og vær med til at hjælpe udsatte personer, dele evangeliet og starte ungdomsarbejde op i Frelsens Hær i Grønland.


”Giv et år-medarbejder” hos Frelsens Hær i Grønland

Frelsens Hær har arbejdet i Nuuk siden efteråret 2012 og i dag 5 år senere, arbejder vi i stor udstrækning med hjemløse og andre udsatte og sårbare mennesker.

Der er så mange muligheder for udvikling af arbejdet i Nuuk og vi drømmer om udover ovennævnte arbejde at få mulighed for at imødekomme det behov, der er for at arbejde blandt børn og unge.

Vi er et travlt hus med mange ugentlige aktiviteter. Fire dage om ugen har vi åbent i Williams Café fra kl. 12.00 – 16.00 og her finder i gennemsnit mere end 75 personer inden for dørene, hvor vi tilbyder mad, varme, hygge, tv, seng, bad, tøjvask og personlige samtaler samt forbøn. To dage om måneden har vi kvindecafé.

Vi holder Gudstjeneste med efterfølgende fællesspisning to søndage om måneden. Og et par gange om ugen holder vi andagt, bøn og stilhed. Hver anden uge indbyder vi til Bibeltime (en lille gruppe).

Arbejdsopgaver

Arbejdsopgaverne vil bl.a. omfatte:

  • Tilberede mad, vaske op, rengøring og andet forefaldende arbejde
  • Deltage i Gudstjenester, aflægge vidnesbyrd samt involvering i og (måske) lede bibelstudier. Tilbyde forbøn og evt. tale/prædike.
  • Skrive en blog om arbejdet her i Nuuk, der kan være til information for (især) folk i Frelsens Hær i Danmark.
  • Hjælpe med at undersøge mulighederne og at udvikle Børne- og Ungdomsarbejdet/Familiearbejdet sammen med korpslederne.
  • Når det er nødvendigt – repræsentere Frelsens Hær ved særlige begivenheder.
  • Støtte alle områder af det arbejde der udføres og som vil blive udviklet.

Vi leder efter følgende kvalifikationer

  • Kan lide at have travlt
  • Udholdenhed og gå på mod
  • Kan lide at lave mad og andet husligt relateret arbejde
  • Vilje til at være langt væk hjemmefra og til at klare en lang vinter med sne, kulde og mørke.

Vi ser gerne, at du har et tilhørsforhold til Frelsens Hær og at du har erfaring fra kristent børne- og ungdomsarbejde.

Det er af stor betydning, at du har et personligt ønske om at dele evangeliet med de mennesker, som du får kontakt med under dit arbejde hos os.

Vilkår

Der er tale om en volontørstilling, hvor vi forventer af dig, at du ønsker at engagere dig i et delvist frivilligt arbejde, som er baseret på kristne værdier. Vi forventer også, at du ønsker at få kendskab til et andet lands kultur og befolkning, som du selv i en periode skal være en del af.

Den forventede arbejdstid er på 40 timer pr. uge eksklusiv pause. Du skal være indstillet på en fleksibel arbejdstid med skiftende dag-, aften- og weekendarbejde.

Foruden ud- og hjemrejse betaler Frelsens Hær en løn til dig. Lønnens størrelse ligger de første måneder på ca. 11.400 kr. og herefter på ca. 13.500 kr. pr. måned. Den udbetalte løn modregnes betaling for kost og logi. Du skal bo på Sømandshjemmet i Nuuk.

Vi forestiller os, at du kan starte den 1. september 2017 (eller så hurtigt som muligt derefter) og at du bliver der frem til 30. juni 2018.

Nærmere oplysninger om arbejdet m.v. kan fås ved henvendelse til Kurt Pedersen på mail kp@fhmail.dk.

Er du den person vi søger, så hører vi meget gerne fra dig senest den 1. august 2017. Din ansøgning skal sendes til den-personalechef@fhmail.dk. Ansøgningen bedes mærket Grønland i emnefeltet.

Læs mere her





Videoer


Ferieoplevelser
BonBon-Land
Sted at bo
 

BIDRAG | MÅNEDSBLAD

Frelsens Hær | Informationsafdelingen | Frederiksberg Allé 9 | 1621 København V | Tlf: 3331 4192 | post@den.salvationarmy.org