Familiehygge, forlystelser og fødselsdagsfest i Fårup Sommerland // 12-09-2017

Op mod 900 glade børn og voksne nød en skovtur ud over det sædvanlige i Fårup Sommerland, da Frelsens Hær i lørdags inviterede til udflugt i den nordjyske forlystelsespark.


Da de svenskrøde træporte til Fårup Sommerland åbner sig klokken 10.00, er de første børnefamilier allerede klar til at tage hul på en skøn skovtur med forlystelser og familiehygge. Fra skjulte højtalere ved indgangen skrues yderligere op for forventningen, da det klassiske Povl Kjøller-hit flyder ud over pladsen: ’Der er så fuld af sjov inde i en skov.’

Fra en voksende kolonne af hvide busser for enden af den store parkeringsplads, strømmer det stadigt til med familier, der har valgt den nordjyske forlystelsespark som lørdagens udflugtsmål. Helt præcist tæller de busrejsende op mod 900 glade børn og voksne fra hele Nordjylland, som sammen med Frelsens Hær er taget på udflugt.

Der er tale om et tilbud til familier, som har modtaget julehjælp af Frelsens Hær og også har søgt om feriehjælp. Parallelt med turen til Fårup Sommerland afholdes således også en udflugt for 2850 børn og voksne i BonBon-Land. I alt har cirka 8000 børn og voksne i år været på udflugt eller lejr med Frelsens Hær - tilbud, der er sponsoreret af Arbejdsmarkedets Feriefond.

 

En enkelt dag betyder alt

I Fårup Sommerland er dagens deltagere velsignet med blå himmel og høj sol over de grønne trækroner. Iført sommerligt antræk defilerer de rundt ad snoede skovstier til de mange forlystelser, mens hverdagens bekymringer fordrives for en stund.

En af forlystelserne hedder meget passende ’Skovsuset’ og er et trækplaster for både små og store med lyst til fart over feltet.

Blandt dem er Janni Pedersen fra Aalborg og børnene, David og Rebecca på fem og syv år. Hun fortæller, at de to har hoppet, danset og talt dagene, siden hun for en uge siden fortalte dem, at de skulle med på årets udflugt.

- Det er første gang, vi er med, og når man er på kontanthjælp, kniber det med at få råd til den slags oplevelser. Så bare det, at vi kan komme her op og hygge os sammen en enkelt dag, betyder alt for os, smiler den 29 årige kvinde.

Hun fortæller, at især indførslen af kontanthjælpsloftet for knapt et år siden har sat store begrænsninger på familiens økonomiske råderum.

- Vi klarer os, men er gået en del ned i indtægt. Så selvom jeg prøver at spare lidt op, går det meste til mad, og det er meget begrænset, hvad vi har været på af ture som familie. Derfor er det ekstra dejligt, at vi kan komme af sted i år, siger hun, inden de tre gør sig klar til at opleve skovsuset.

 

Fantastisk fællesoplevelse

Et andet sted glæder én familie sig over den lune sensommerluft, som hurtigt tørrer tøjet efter en fugtig raftingtur ad skovens bølgende floder. Det er Ditte på ni år, der har lokket sin far, Allan Brønnum Jørgensen, med på den vippende sejltur.

Skumsprøjt og bølgegang er imidlertid ikke fremmed for familien, der har adresse i henholdsvis Ringkøbing og Hvide Sande.

Moren, Jette Brønnum Jørgensen, fortæller, at parret er skilt, men har en god og tæt relation og ønsker at give datteren en rigtig familieudflugt.

Mens han arbejder som buschauffør, er hendes og datterens husholdning baseret på kontanthjælp, hvilket lægger en dæmper på udfoldelsesmulighederne.

- Havde vi ikke haft mulighed for at være med i dag, ville vi nok bare have hygget os derhjemme, eller gået en tur langs fjorden. Det er de gratis glæder, som vi heldigvis har inden for rækkevidde, siger hun og kalder det en fantastisk overraskelse at kunne dele en fællesoplevelse i Fårup.

 

En ’ret cool’ fødselsdagsfest

Ved et træbord i restaurant Oasens hyggelige gårdhave har endnu en familie fra Vestkysten fundet sig en plads i solen. Foruden forældrene, Line og Jakob på 38 år består forsamlingen af Mathilde og Rasmus på henholdsvis ni og seks år.

Familien bor i Thisted, og også for dem ville alternativet til skovturen til den nordjyske forlystelsespark have været en tur til stranden derhjemme eller et besøg til den lokale legeplads.

Selvom Jakob er i arbejdsprøvning og Line er førtidspensionist, rammes de af reglerne for gensidig forsørgerpligt, hvilket gør det økonomiske udbytte beskedent.

- Vi har en ret lav indkomst. Reelt tjener vi nok cirka det samme som én ville tjene, forklarer Line, der af samme grund er ’voldsomt glad’ for, at de er kommet i betragtning til en oplevelse ud over det sædvanlige.

Faktisk er turen i år særlig speciel, fortæller hun. Det er nemlig kun en uge siden Rasmus fyldte seks år, så derfor fejrer de i dag hans fødselsdag i det fri. Så snart de fire er færdige med frokosten, som er en del af turen, mødes de derfor med nogle familiemedlemmer, der selv har taget turen til Fårup for at fejre dagen med kage og kaffe.

- Vi er 11 i alt, så det synes han er stort. Han har gået rundt i skolen hele ugen og fortalt, at han skulle holde sin fødselsdag i Fårup Sommerland. Det er ret cool, smiler hun, mens familien gør klar til at udforske buffeten nærmere.

 

Fælles oplevelser bliver til fælles minder

For Frelsens Hær er et mål med udflugten netop at gøre dagen minderig og give børnene en oplevelse, de kan fortælle om i skolen. Af samme grund står frivillige fra Frelsens Hær efter frokosten klar med souvenirs, der som et nyttigt minde om dagen består af smarte turtasker, produceret i Bangladesh som en del af Frelsens Hærs ’fair trade’ koncept, Others.

At dømme efter de mange glade og smil og lyse stemmer i det nordjyske familieparadis, bliver der da også rigeligt at snakke om, når skovtur senere afløses af hjemtur - og fælles oplevelser bliver til fælles minder.

 

Fakta

Frelsens Hær står bag tre årlige udflugter til danske forlystelsesparter. Deltagerne er familier, der har modtaget julehjælp fra Frelsens Hær, og udflugten er tænkt som et pusterum og en sjov fælles oplevelse i en hverdag, hvor fornøjelser som dette er sjældne.

I forsommeren går turen til Legoland, mens det i sensommeren er Fårup Sommerland og BonBon-Land. I alt kommer cirka 8000 børn og voksne i år på udflugt og lejr med Frelsens Hær, sponsoreret af Arbejdsmarkedets Feriefond.




Video indlæg


Juleuddeling

Suppe på Kulturnatten

Others

 

BIDRAG | MÅNEDSBLAD

Frelsens Hær | Informationsafdelingen | Frederiksberg Allé 9 | 1621 København V | Tlf: 3331 4192 | post@den.salvationarmy.org