Med fokus på det favnende og forpligtende fællesskab indbød Frelsens Hær til risengrød og ’dele-jul’ // 05-12-2017

Den 1. december forvandlede Frelsens Hær igen i år Hovedbanegården til et spisested med opfordring til at dele øjeblikket, fællesskabet og et gavmildt bidrag af sine midler. Under slagordet ’dele-jul’ indledtes samtidig indsamlingen til julehjælpen.


Dele-jul!’ De store julerøde bogstaver på det snehvide roll-up banner flankerer de frivillige, som rundhåndet serverer dampende portioner risengrød under uret på Københavns Hovedbanegård. I lighed med tidligere år er julegrøden tilberedt og anrettet af beboere på Frelsens Hærs herberg, Hørhuset i København.

Den indbyggede opfordring på banneret giver umiddelbart associationer til tidens omsiggribende ’deleøkonomi’. En bæredygtig trend, der rummer alt fra samkørsel over byttebutikker til ShareFood-tjenester.

Måske kan ’dele-julen’ ikke helt placeres i denne kategori - eller måske kan den netop det?

 

Del økonomisk

Eventen, der indleder Frelsens Hærs indsamling til julehjælp, rummer i hvert fald ingredienser, der falder i smag hos de fleste - og er allerbedst, når de deles: Måltidet, musikken og de økonomiske midler.

Opfordringen til at dele økonomisk bliver da også uden omsvøb overbragt af Frelsens Hærs informationschef, Lars Lydholm, som åbner gæstebuddet. Hans håb er, at giverglæden blandt danskerne i løbet af julemåneden vil indbringe de cirka syv-otte millioner kroner, det koster at uddele julehjælp.

Med knap 12.000 ansøgninger synes behovet for ’dele-jul’ i år større end nogensinde.

 

Del fællesskab

Foruden det økonomiske aspekt er hensigten med at omdanne Hovedbanen til et interimistisk spisested imidlertid også at indbyde til at dele fællesskab. Ligesom julen er måltidet et af de væsentligste samlende fællesskaber i samfundet, og håbet er derfor, at folk vil sætte sig, spise sammen og indgå i et fællesskab omkring måltidet.

Mange takker ja til traktementet og tager med fyldte tallerkner plads ved de lange borde. Mens smagsløgene bliver forkælet, kommer tungerne snart på gled og snakken går. Her sidder børn og voksne, velklædte og vejrbidte, indfødte og fremmede side om side. En sammensat skare, som spontant tager en fælles pause og deler øjeblikket.

 

Del med andre

Mens hornmusikanterne trakterer såvel de spisende som forbipasserende med julens lyd, repeteres opfordringen til ’dele-jul’ taktfast ved hjælp af Frelsens Hærs medbragte indsamlingsbøsser.

Julegrøden serveres gratis. Men en grundforudsætning for alt det man er fælles om, er gavmildhed og giverglæde. Alt det, der kan deles: Mødesteder, musik, måltider og midler. Alt det, der gør julen til en fællesoplevelse - og gør julehjælpen til en vigtig del af tidens ’deleøkonomi’.

At dømme efter køen ved de store gryder og kredsen af tilhørere omkring musikkorpset, er et favnende og forpligtende fællesskab også denne jul klar til at dele med andre.

 

Støt Frelsens Hærs ’dele-jul’

Det er muligt at støtte Frelsens Hærs ’dele-jul’ ved at sende en sms til 1231 med teksten: fhjul. Så støtter du med 100 kroner. Bidrag modtages også med tak ved at klikke her.

 

 

 

 





Videoer


Ferieoplevelser
BonBon-Land
Sted at bo
 

BIDRAG | MÅNEDSBLAD

Frelsens Hær | Informationsafdelingen | Frederiksberg Allé 9 | 1621 København V | Tlf: 3331 4192 | post@den.salvationarmy.org