20.498 ansøgninger om Julehjælp – størstedelen er fra familier med børn

Bag hver eneste ansøgning er et ægte menneske. Derfor gennemgås hver eneste ansøgning også af et menneske hos Frelsens Hær. Vi har set nærmere på hvilke em, der er bag dette års 20.498 ansøgninger om Julehjælp.

Af Regitze Bryld

Hos Frelsens Hær er der ingen krav til ansøgere, der beder om at få tildelt Julehjælp. Enlig, pensionist, børnefamilie eller enlig forsøger – alle kan søge, og alle får svar.

Alligevel udgør familier med 2 eller flere personer i husstanden næsten 70 procent af ansøgningerne i år.

”Vi får altid flest ansøgninger fra folk med børn. Julen er i manges øjne børnenes fest, men der er også enlige blandt modtagerne hvert år – også i år."

Hanne Wahl er præst og daglig leder i Frelsens Hærs lokale afdeling “Templet” på Frederiksberg Allé i København.

I Templet modtager man ansøgninger fra folk fra Frederiksberg kommune, Vesterbro, Vanløse og Kbh S. i Københavns kommune, samt fra Dragør og Tårnby kommune. I alt er der indløbet 1091 ansøgninger i år – det er mere end en fordobling fra sidste år.

”Det er tydeligt at se, at det er en langt større del af befolkningen, der har det værre i dag, end hvis jeg husker en ti-femten år tilbage. Der er mange tunge skæbner bag ansøgerne. Folk der er under afklaring til fx førtidspension i årevis, folk på integrationsydelse, der ikke kan få en fod ind på jobmarkedet, familier med sociale problemer gennem flere generationer og meget andet."

En skæbne bag hver ansøgning

Hun har som præst stor erfaring med at håndtere sjælesorg, og hendes mangeårige virke i Frelsens Hær gør, at hun ikke tager de mange tunge historier med sig hjem. Enkelte er dog sværere at slippe igen.

”Jeg ringer altid til folk, hvis der er noget i ansøgningen, der ikke stemmer. Så får jeg ofte deres livshistorie. De viser mig en enorm tillid ved at dele deres sorger og bekymringer med mig. Den tillid værdsætter jeg.”

Heldigvis er der også sjovere episoder mellem opkaldene. Fx da hun skulle ringe og tjekke, om en ansøger havde lavet en fejl, da hun noterede antallet af børn.

”Der var kun registreret ét barn i ansøgningen, men ansøgeren havde skrevet, at de havde otte børn. Så jeg ringede op for at være sikker, og kunne hurtigt høre på støjniveauet i baggrunden, at den nok var god nok,” siger Hanne Wahl og smiler.

Moderen havde da også helt styr på hvert barns oplysninger, så ansøgningen blev rettet til. Beløbet man modtager hjælp for bliver nemlig reguleret efter antallet af medlemmer i husstanden.

Snyd eller kaos?

Langt størstedelen af ansøgningerne er der ingen bemærkninger til. Her gennemgås oplysningerne, og det vurderes, om ansøgeren er berettiget til Julehjælp eller ej.

Det er ansøgerens økonomi, der afgør om det bliver et ja eller et nej. Dertil kommer, hvor mange penge der er samlet ind til årets Julehjælp. Derfor er der altid en vesteliste med folk, der ligger i den høje ende af puljen af godkendte ansøgninger. De får et ja til hjælp, hvis der samles penge nok ind.

Folk på ventelisten er alle ansøgere med meget små økonomier, forsikrer Hanne Wahl.

”Mange af ansøgerne har et månedligt budget, der ikke løber rundt. Hvor indtægterne ikke står mål med de faste udgifter. Selvom de ikke ”rutter” med noget. Den største del af ansøgerne har et budget, der kun lige løber rundt. Men med de stigende priser, vi har haft de seneste år, når flere i minus hver måned."

STØT VORES INDSAMLING TIL DETTE ÅRS JULEHJÆLP
– Udfyld formularen på vores hjemmeside (åbner i ny fane)
– SMS Julemad til 1217 for at donere kr. 200,-
– MobilePay til nummer 22656 – udfyld navn og cpr-nummer i kommentarfeltet, for at få skattefradrag.

En af fordommene Frelsens Hær mødes med hvert år er, at folk snyder i deres ansøgninger. Det kan Hanne Wahl ikke nikke genkendende til. I stort set alle tilfælde, hvor noget ser underligt ud i en ansøgning, er der tale om en fejlregistrering, oplever hun.

Selvom det digitale ansøgningsskema er udformet så brugervenligt som muligt, er der altid ansøgere, der støder på problemer med at udfylde det korrekt.

Derfor tilbydes der hvert år hjælp til at udfylde skemaet i de lokale Frelsens Hær afdelinger. På Frederiksberg Alle har mellem 30-40 ansøgere været på besøg for at få hjælp, mens mange flere har stillet spørgsmål på telefon og mail.

”Det er vigtigt at forstå, at mange af ansøgerne lever ret kaotiske liv. Nogle ved måske ikke engang, hvad de modtager af ydelser. Det hjælper jeg dem med at få styr på. Så viser det sig ind i mellem, at de har flere penge at gøre med, end de måske troede, og så er de okay med at få et nej til Julehjælp. For mig er det vigtigt, at alle føler, de er blevet set og hørt – også selvom det skulle ende med en afvisning."

I år har Hanne Wahl kunne klikke ’ja’ til Julehjælp hos 792 ansøgere, ud af de 1091 ansøgere i området. Det er over en fordobling af antallet af modtagere fra sidste år. Uddelingen af Julehjælp fra Templet, foregår i år på Frederiksberg Allé 9, onsdag den 20. december.

Fakta om dette års ansøgninger på landsplan

Antal børn under 18 år per ansøger:

1 barn = 5760 ansøgere
2 børn = 4055 ansøgere
3 børn = 1750 ansøgere
4 børn = 509 ansøgere
5 børn = 126 ansøgere
6 børn =  35 ansøgere
7 børn = 13 ansøgere
8 børn = 5 ansøgere
11 børn = 1 ansøger

Samlet antal i husstanden:

1 = 6581 ansøgere
2 = 6076 ansøgere
3 = 4144 ansøgere
4 = 2202 ansøgere
5 = 1007 ansøgere
6 = 340 ansøgere
7 = 71 ansøgere
8 = 26 ansøgere
9 = 10 ansøgere
10 = 3 ansøgere
11 = 2 ansøgere
13 = 1 ansøger

Alle beløb tæller. Tusind tak for din støtte.

Har du lyst og overskud til at hjælpe andre? Bliv en del af vores fantastiske team.