Scenefotos: Cirkusrevyen/Henrik Petit.
——
Under de lune huer var forsamlingen ligeledes iklædt varme vinterfrakker og flyverdragter, der gav en autentisk totaloplevelse af at befinde sig under de samme kølig himmelstrøg, som banden af nisser og bysbørn i Holme-Olstrup på scenen.
Helt ekstraordinært havde manden bag de folkekære Nissebande-julekalendere, som forestillingen bygger på, valgt et særligt publikum til at befolke de plysrøde sæder i det i øvrigt opvarmede scenerum under teltdugen, nemlig en samfundsgruppe, for hvem kulturoplevelser er både dyre og sjældne fornøjelser.
”Jeg har bedt Frelsens Hær stå for invitationen til familier, som har modtaget julehjælp, og det er altså de fleste af jer,” lød det gemytligt fra Flemming Jensen, da han bød velkommen til det veloplagte publikum, som i løbet af aftenen kvitterede med både bifald og spontant brød ud i fællessang.
På forunderlig vis lykkedes det ikke bare at fremføre en hel julekalenderfortælling på en teaterscene. Det lykkedes heldigvis også for pigen Puk, sammen med nisserne Lunte, Gemyse, Skipper og Mortensen, at redde julen og den gode julestemning i løbet af de to timer inklusive pause, forestillingen varede.
Det er nok så meget sagt, at teateroplevelsen også reddede julen for deltagerne. Men for mange var det en skøn overraskelse at kunne dele med deres børn. Det gjaldt blandt andet Mette Christensen, der så forestillingen sammen med sin 13-årige datter, Lærke, og Mai-Britt Hansen, der nød oplevelsen fra første parket sammen med døtrene Matilde på 12 år og Maja på 10 år.
“Det var en dejlig fællesoplevelse, og bag de sjove optrin, var der faktisk også en del stof til eftertanke, lød det således fra Mette Christensen, der er i fleksjob, mens hendes mand er på førtidspension. En indtægt, der gør det svært at holde trit med udgifterne til både hverdag og jul.
Også Mai-Britt Hansen kaldte teaterbesøget for ’et lyspunkt i en krisetid’. Personligt har hun således netop mistet sit job, mens budgettet er udfordret af høje el-udgifter. Som alenemor til to med udsigt til en jul på dagpenge var familieforestillingen, derfor en juleoverraskelse, hun var meget taknemmelig for.
Ligesom der i aftes blev skruet op for temperaturen i teltet på Bakken, opfordrer Frelsens Hær også til, at skrue op for hjælp og hjertevarme i julen. Der kan du gøre her:
’Nissebanden i Julemandens land’, som kan ses frem til 18. december.