Stilhed er skønt! – men ikke 365 dage om året
Nogle gange længes man bare efter stilhed. Særligt hvis man har en hverdag med en fyldt kalender og en kimende telefon. Det er der mange af os, der har. Vi snakker, ringer og socialiserer. Ikke bare på jobbet, men også i fritiden. Flere af os plejer kontakter med familie og venner næsten døgnet rundt. Men forestil dig lige, hvis du kun havde dig selv at snakke med 365 dage om året. Hvad nu hvis ingen sagde ”god morgen” til dig eller lige ringede for at høre, hvordan du har det?

Sådan er hverdagen desværre for flere og flere mennesker her i Danmark. Mange rundt omkring i landet har nærmest kun os i Frelsens Hær at snakke med og tage hen til. Men det er desværre ikke nogen selvfølge, at vi er her. Det er derfor, vi nu beder om din økonomiske støtte, så vi kan fortsætte vores arbejde blandt Danmarks socialt udsatte.

Men hvad er egentlig social udsathed her i 2021?
I Frelsens Hær oplever vi den sociale udsathed på mange måder blandt de mennesker, der kontakter os. Nogle lever på gaden og mangler et måltid mad og en seng at sove i. Andre kæmper med at komme ud af et misbrug eller mangler støtte i en sygdomsperiode. Andre igen døjer med psykisk sårbarhed, skrøbelige
familieforhold, arbejdsløshed og gæld. Og flere og flere er ualmindeligt ensomme. Vi oplever rigtig mange – unge som ældre – der ikke har nogen at snakke med, ingen venner at være sammen med – ingen at være noget for.

De er sat uden for fællesskabet og har praktisk taget kun en sporadisk tilknytning til Frelsens Hær som netværk. Men en time eller to hos os er jo ikke nok i længden, selvom vi gør vores bedste for, at alle føler sig set, hørt og velkommen. Og dybest set er vi jo heller ingen selvfølge, man bare kan tage for givet. Vi er 100% afhængige af frivillige bidrag for at kunne være noget for de mange, der har behovet.
Den lange nedlukningsperiode under Corona-pandemien har bestemt ikke gjort situationen bedre. Hverken for økonomien eller ensomheden. Derfor er mit håb, at du vil give et bidrag til gavn for de mange udsatte, der ikke bare har brug for konkret social hjælp, men måske blot trænger til en kop kaffe og en at tale med om livets op- og nedture. De har nemlig et lille, begrænset frirum her hos os, når du støtter os med et beløb.

Modsat hvad mange måske tror, nøjes vi i Frelsens Hær ikke kun med at være aktive ved juletid med sang og uddelinger. Vi har dørene åbne året rundt og arbejder landet over for at skabe bedre forhold for alle de socialt udsatte, der kontakter os. Vi driver blandt andet institutioner, væresteder og herberg, hvor vi gør alt, hvad vi kan for at støtte de mange, der befinder sig i en trængt situation. Men vi har som bekendt langt fra økonomi og kapacitet til at hjælpe alle. Vi må dagligt tage bestik af den aktuelle situation og prioritere, hvem der har størst behov.
Den lange nedlukningsperiode under Corona-pandemien har bestemt ikke gjort situationen bedre. Hverken for økonomien eller ensomheden. Derfor er mit håb, at du vil give et bidrag til gavn for de mange udsatte, der ikke bare har brug for konkret social hjælp, men måske blot trænger til en kop kaffe og en at tale med om livets op- og nedture. De har nemlig et lille, begrænset frirum her hos os, når du støtter os med et beløb.

Derudover arrangerer vi gældsrådgivning, familieværksteder, sommerlejre og endagsudflugter. Ikke kun for udsatte og mindrebemidlede familier. Men også for enkeltpersoner, der savner nogen at være sammen med. Samlet set hjælper vi næsten 160.000 voksne og børn rundt omkring i Danmark 365 dage om året.
Så derfor, kære bidragyder: Doner gerne et beløb allerede i dag. For kun takket være dig og din økonomiske hjælp kan vi holde gang i vores aktiviteter og fortsætte med at hjælpe de mange socialt udsatte, der kontakter os. De har nemlig ikke kun behov for din og vores støtte i juledagene, men også de 362 andre dage om året.
Jeg ønsker dig et godt efterår og siger på forhånd tak for din hjælp!
Lars Lydholm
Informations- og forvaltningschef
