Artiklen er skrevet af nu afdøde Harry Motor, og blev bragt første gang i 2001
Christianshavn er et hyggeligt område mellem København og Amager, og da jeg for nogle år siden vendte hjem til Danmark, besluttede jeg mig for at bosætte mig der. Jeg lejede en lejlighed på toppen af et nyistandsat hus i Wildersgade, og satte mig til at slikke mine sår.
Slikke mine sår?
Ja, mine hidtidige 78 år havde været præget af en lang stribe forretningsmæssige succeser – og en lang stribe private fiaskoer. De sidste smertede. Tre kuldsejlede ægteskaber med fire børn og fire børnebørn, som alle var lige så fremmede for mig, som månens bagside er for de fleste.
Det er jo fuldstændig idiotisk. Man får fire børn og fire børnebørn i det eneste liv man formentlig har her på jorden, og man kender dem ikke. Har intet fælles med dem, og – måske lidt skuffende – de klarer sig fint uden ens hjælp.
Hvad var gået galt? Det, der næsten altid sker for energiske mænd: De har så travlt med at gøre karriere, at de glemmer de mennesker, der rejser med dem gennem livet. I mange år havde jeg så travlt med at se Manchester United og Vejle og Aalborg score på tv, at jeg glemte at gå ind og kysse min store søn og noget yngre datter godnat og fortælle dem, at jeg elskede dem! Og jeg glemte at dele mine daglige gøremål, mine hobbyer, mine drømme og mit liv med dem, og derfor havde de glemt mig, da jeg havde brug for dem.
Telefonen var tavs
Nu sad jeg i midten af december 1999 og stirrede på brevsprækken. Jeg havde fortalt alle om min nye adresse. Og det var snart jul.
Der kom ingen familiebreve, og telefonen ringede ikke. Og da juleaften oprandt den 24. december, havde jeg ikke fået en eneste invitation eller hilsen fra mine børn og børnebørn. Hen på eftermiddagen tændte jeg de ni lys på mit lille juletræ. En rød glaskugle, tre små dannebrogsflag på en rød snor og en engel, der havde brækket den ene vinge, havde fulgt mine juletræer fra jeg var barn. De var der. Og nedenunder lå tre små pakker, det var julegaver fra mig til mig. To par sokker fra Netto, seks bløde blyanter til at løse kryds og tværs, og et viskelæder.
Jeg tændte for fjernsynet for at se julegudstjenesten, men da jeg så de mange forventningsfulde barneansigter, fjernede jeg billedet og lyttede kun: ”Vi var i nød så længe, dog hørte han vor bøn…”
Jeg gik hen og kiggede ud ad vinduet. Nede på gaden, skråt tilbage havde Frelsens Hær et køkken og mødelokale. I mørket anede jeg nogle skikkelser, der strømmede ind gennem døren, og det slog mig: Ja, hvorfor ikke? På med læderjakken, sluk og lås og ned ad trappen.
Der var kø, og en alvorligt udseende dame kontrollerede billetter.
”Jeg har desværre ingen billet,” sagde jeg brødebetynget.
”Har du ikke tilmeldt dig,” spurgte hun. De omkringstående trak sig lidt væk fra mig.
”Nej, desværre,” mumlede jeg.
”Vi er helt fyldte,” sagde hun, ”desværre må du gå igen!”.
Men så skete der noget. En hvidklædt meget fyldig mand i baggrunden, masede sig frem, kiggede venligt på mig og sagde:
”Kom bare ind, vi finder nok en plads til dig. Der er rum i herberget!”.
Og så sad jeg der på kanten af samfundet med 70-80 andre hjemløse og sang de gamle julesange, hørte kloge ord fremsat med varme og indlevelse, spiste vinunderlig julemad og kiggede under juletræet, hvor der lå små pakker.
Senere fik jeg min julegave. Det var en proptrækker! Jeg kiggede på mine medpassagerer ind i denne rejse til barndommens jul. De var der alle sammen fra samfundets laveste etager. Fattige, syge, lidende, udtørrede og nogle med hårde ansigter. Men fælles for dem alle var, at de havde varme øjne.
En pige med et meget skamferet ansigt, havde sat en rød julestjerne i sit tjavsede hår. Og vi dansede rundt om juletræet, og vi sang. Det lød sikkert ikke godt, men ordene kom fra vore hjerter. Vi var i godt selskab. Med mennesker, der mente det: Glædelig jul, kammerat.
Truttende musikanter
Frelsens Hær er en ganske særlig institution. Fra barnsben mindes jeg de sortklædte musikanter, der truttede og spillede på kirketorvet i Vejle. Pigerne havde ejendommelige, gammeldags kysehatte på, og foran gruppen stod et mærkeligt tre-ben med en gryde hængende nedenunder til pengebidrag. Og de truttede, og vi børn lyttede, og vores mor gav os et par mønter, som vi lidt generte kom i gryden og derefter skyndte os tilbage til mor. Musikanterne truttede, og i pauserne smilede de til os.
Hvor end jeg har været i verden, har jeg altid haft den allerstørste respekt for Frelsens Hær. De bygger på den kristne kirke, og arbejdet er baseret på den klogeste og mest købte bog i verden, Biblen. Frelsens Hær hjælper alle mennesker i nød, og denne juleaften hjalp de en gammel fyr til et sted, hvor han kunne hvile sit trætte hoved.
Giv dem en hjælpende hånd, kære læser, hvis du kan. Måske du en dag får brug for deres hånd? Da jeg senere på aftenen kom ud i Wildersgade igen, havde jeg mit sædvanlige gode humør tilbage.
”Ja, ja Harry, der er muligt, at nogle i familien har glemt dig, men der skal ikke forhindre dig i at tænke på dem, forsøge at forstå og være der, hvis de har brug for dig.”
Akkurat som Frelsens Hær.
I år afholder Frelsens Hær juleaften i Valby, Sønderborg og Nakskov. Arrangementerne er åbne for alle og kræver tilmelding.
Se mere hos de tre lokale korps:
