En bankkonto til alle

hånd taster på hæveautomat
Selvom det længe har været lovbestemt, at alle EU-borgere, skal kunne åbne en bankkonto, har realiteten ofte været en anden for især hjemløse herhjemme. Det skal et nyt samarbejde mellem Erhvervsministeren og blandt andre Frelsens Hær nu lave om på.

Kontanthjælp bliver, som de fleste andre offentlige ydelser, udbetalt til den såkaldte NEM-konto, som alle borgere i Danmark bør kunne oprette i en bank. Sådan er praksis dog ikke altid, især blandt Frelsens Hærs hjemløse brugere.

"Vi hører ofte om folk, der er blevet afvist af banken i forbindelse med ønske om oprettelse af en bankkonto. Det kan være fordi, vedkomne ikke har en folkeregisteradresse,"

“Vi hører ofte om folk, der er blevet afvist af banken i forbindelse med ønske om oprettelse af en bankkonto. Det kan være fordi, vedkomne ikke har en folkeregisteradresse,” forklarer Lars Lydholm, informationschef hos Frelsens Hær, og fortsætter:

“Uanset hvad forklaringen er, så er det et stort problem for den enkelte, der bliver afvist af banken, for uden en bankkonto, kan man ikke modtage sine offentlige ydelser, og så er det nemt at regne ud, at ens eksistensgrundlag bliver forringet.”

På baggrund af denne udfordring har erhvervsministeren derfor kontaktet blandt andet Frelsens Hær for at få råd og vejledning i, hvor problemet opstår, og hvordan det kan løses.

Frelsens Hær var indbudt af ministeren sammen med Finans Danmark, KL, Hus Forbi, Stenbroens Jurister, SIND, Rådet for Socialt Udsatte, Gadejuristen og SAND.

“Vi er glade for at sidde med ved bordet. Det er vigtigt, at den løsning, vi finder frem til, får en reel indvirkning på problemet. For på trods af at lovgivningen længe har været på plads, er virkeligheden en anden, og det kan vi ikke være bekendt som samfund,” siger Lars Lydholm.

"Retten til en basal betalingskonto er indiskutabel, og det gælder også for hjemløse og andre socialt udsatte borgere. Derfor er jeg glad for, at vi nu har fået udfordringerne på bordet, og i fællesskab arbejder på en holdbar løsning, som skal ligge klar snarest muligt. For det er afgørende, at vi beskytter socialt udsattes rettigheder uanset, hvor i landet man befinder sig,”

I en pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet siger ministeren:

“Retten til en basal betalingskonto er indiskutabel, og det gælder også for hjemløse og andre socialt udsatte borgere. Derfor er jeg glad for, at vi nu har fået udfordringerne på bordet, og i fællesskab arbejder på en holdbar løsning, som skal ligge klar snarest muligt. For det er afgørende, at vi beskytter socialt udsattes rettigheder uanset, hvor i landet man befinder sig,” siger Morten Bødskov.

En basal betalingskonto er en konto, hvor en man kan indsætte penge, hæve kontanter samt udføre og modtage betalingstransaktioner, anvende betalingsservice, få tilknyttet et betalingskort og få adgang til netbank. Ifølge loven har alle EU-borgere som udgangspunkt ret til at få en basal betalingskonto i en dansk bank.