Et meningsfyldt liv i venteposition – Ukrainske flygtninge på Baggersminde

Flaget vajer i flagstangen, der tårner sig op over de små røde barakker, der udgør Baggersminde feriekoloni. Det er ikke rødt og hvidt, men en farvekombination, der gennem det sidste år er blevet lige så let genkendelig. Det er blåt og gult.

”Jeg læser en masse om Ukraine, og fandt ud af, at den 24. august er Ukraines uafhængighedsdag. Det gav mig ideen til at hejse det ukrainske flag i den anledning,” fortæller Benny Hansen, der er vicevært på stedet.

Flaget blev indkøbt, og en af de ældre mandlige beboere fik æren af at hejse det til vejrs. Siden har det blå-gule flag vajet i andre festlige anledninger som fest- og fødselsdage.

”Jeg kan se, at det betyder meget for beboerne, at det hænger der. De kommer ud flere gange i løbet af dagen for at kigge på det, når vi har det oppe.”

En ualmindeligt medmenneskelig udlejer

De ukrainske flygtninge er genhuset af Dragør kommune, der har lejet Baggersminde af Frelsens Hær.

Men Frelsens Hær er ikke en helt almindelig udlejer. Det er Benny Hansen et tydeligt bevis på. Han er ansat af Frelsens Hær som vicevært, på deltid, men udgør en social viceværtstjeneste på døgnbasis, man kun kan tage hatten af for. 

”I går aftes var jeg hjemme ved ti-tiden, efter at have kørt en beboer til akuttandlægen. Hun havde en tandbyld af en størrelse, jeg aldrig før har set, men hun peb ikke. De er seje de ukrainere,” fortæller Benny ganske frimodigt.

Benny Hansen bor selv i et af de røde huse, og klarer ofte meget andet end en defekt mikrobølgeovn, for sine ukrainske naboer. 

Fx en nat det bankede på hans dør, og han endte med at agere fødselshjælper for en højgravid nabo.  

”Jeg er selv far til fem, så da jeg så hende, kunne jeg godt se, at vi måtte skynde os afsted til hospitalet. Vi nåede det – næsten. For lige før det sidste lyskryds, sagde det 'svup' omme fra bagsædet, og jeg vidste, at barnet var ude."

Barnet havde navlestrengen om halsen, og trak derfor ikke vejret. Men med et snuptag fik Benny den løsnet og rystet liv i den lille spæde dreng, der senere blev døbt Benni, efter sin redningsmand.

 ”Så fik jeg da en klump i halsen. Det er jo kæmpestort at få et barn opkaldt efter sig,” siger han. 

I dag er lille Benni næsten blevet et år. Hans familie bor fortsat på Baggersminde. De taler ikke meget dansk, eller engelsk, men har stor glæde af en nyanlagt urtehave, som de kommunikerer med Benny om via tegn og fagter.

Alle beboerne er på fornavn med Benny. Han er deres anker og guide i det danske samfund.

”I Frelsens Hær er vi stolte af Bennys store indsats. Han er ansigtet på den medmenneskelige udlejer, vi bestræber os på at være. Jeg håber og beder til, at krigen slutter i morgen, men så længe vores beboere har behov for at være på Baggersminde, lige så længe skal de være velkomne."

En meningsfuld ventetid

Mens kolonien er udlejet til Dragør kommune, må Frelsens Hær finde andre steder at gennemføre lejre for udsatte familier, der normalt afholdes på feriekolonien, men det ekstra arbejde gøres gerne, påpeger Lars Lydholm. 

”Disse mennesker har måttet forlade alt, uden at vide om de nogensinde vil se deres hjem og ejendele igen. Det mindste, vi kan gøre, er at forsøge at gøre deres ophold her så tåleligt som muligt. Vi ønsker, at de vil få et meningsfyldt liv her, selvom de er i venteposition.”

To af dem der er stålsatte på at bruge ventetiden meningsfyldt, er Olya og sønnen Emin. De kom til Danmark i foråret 2022 efter at være flygtet fra deres hjem i Kyiv.

Olya kastede sig over det danske sprog med stor ildhu, og taler og skriver i dag et flot dansk. Det har givet pote. Hun har fået et job som delikatessemedarbejder i en supermarkedskæde.

”Jeg laver smørrebrød, salater, sandwich og frikadeller, og så betjener jeg kunderne. Hvis der er noget, jeg ikke forstår, hjælper mine kolleger,” fortæller hun.

Sønnen Emin på 19 år er begyndt i Taarnby Gymnasium. Han drømmer om at uddanne sig inden for IT.

Hjerterum, men ikke megen husrum  

Baggersminde blev sat i stand inden de ukrainske flygtninge flyttede ind. Det er dog fortsat små forhold, beboerne lever under. Hver familie har et værelse, og deler køkken, bad og toilet med andre beboere. 

Derfor drømmer Olya og Emin om at finde noget andet inden længe.

”Det største problem er, at jeg har svært ved at sove, fordi væggene er tynde og man kan høre alt det, naboerne laver. Men vi er så glade for Benny, og alt han gør."

Udearealerne er rummelige. Her er legeplads, boldbaner, swimmingpool og meget mere, samt et stort fælleshus, hvor Benny Hansen, i samarbjede med kæresten Conny Frederiksen, arrangerer aktiviteter og fællesspisning.

Der har i det halvandet år, der er gået siden de første ukrainere flyttede ind, således været udflugt til havnerundfarten i samarbejde med Templet, der er Frelsens Hærs korps på Frederiksberg Alle. Julefest med gaver til alle børnene. Pizzaaften med råhygge. Fastelavn med tøndeslagning og meget mere. Næste arrangement er fællesspisning til Mortens aften.

Dertil kommer alle de små og store oplevelser og gode gerninger, som især Benny Hansen står bag hver eneste dag på Baggersminde.

Alt sammen for at give beboerne et afbræk fra en hverdag, de ikke selv har valgt at befinde sig i.

Alle beløb tæller. Tusind tak for din støtte.

Har du lyst og overskud til at hjælpe andre? Bliv en del af vores fantastiske team.