Det danske arbejdsmarked har ordnede forhold og overenskomster. Men der findes en underverden af underbetalt, og ofte sort, arbejde i Danmark. Det udføres ofte af fattige migranter, der er kommet til Danmark i jagten på et bedre liv. Men for mange ender den drøm med at briste, og de havner i et hårdt liv på gaden. Et projekt fra Frelsens Hær har haft succes med at få disse mennesker i gode jobs, og dermed et skridt ud af fattigdommen.
Solen skinner ned over Christianshavn i København. Alligevel er det bidende koldt på grund af den kraftige vind fra øst. Mens københavnere i alle aldre cykler til studie og arbejde, er en gruppe migranter på vej til Pakhuset – Frelsens Hærs værested i Wildersgade. Her serveres gratis morgenmad og frokost på alle hverdage fra klokken ni til kvart i to. I dag er dørene dog åbne en halv time tidligere. Pakhusets leder, Arno Steen Andreasen, har fundet penge i budgettet til at indkøbe jakker, der skal uddeles blandt gæsterne i dag.
“Det er desværre ikke tykke vinterjakker, men det er bedre end ingenting, nu når kulden er kommet igen,” siger han, inden han sludrer kammeratligt med gæster, der prøver jakkerne på. Nogle af dem er iført klipklappere, mens andre er i tyndslidte sportssko.
Ved et andet bord i det store lokale, sidder Maia i sin netop udleverede orange dunjakke. Hun er fra Rumænien, og er taget til Danmark for at skabe sig et bedre liv, efter en skilsmisse fra en “bad husband”, som hun siger. Hendes engelske er begrænset, og hun taler ikke dansk. Alligevel lykkedes det hende at finde rengøringsjob i en københavnsk restaurant. Men arbejdsforholdene var ikke i orden, og efter fem måneder, sagde hun stop. “Nu er jeg her,” siger hun og trækker på skuldrene med et smil.
Her er det EU-finansierede projekt Trin for Trin, der siden sommeren 2023 igen har givet Frelsens Hær muligheden for at hjælpe folk som Maia, med at komme i et godt job i Danmark.
“For at blive etableret i Danmark skal man have et sted at bo. Der er nødvendigt, for at få en adresse, som du skal bruge, for at få et sygesikringskort, der giver dig mulighed for at få lægehjælp. Det er dog først muligt at få, hvis du har et job. Og et job kræver en bankkonto, der kræver en adresse,” remser Arno Steen Andreasen op og påpeger, at den tur gennem det danske system kan være næsten umulig at gennemføre uden hjælp.
Derfor tilbydes alle gæster på Pakhuset en hjælp til jobsøgning. Men det var ikke nok, mente Arno Steen Andreasen, der har stået i spidsen for værestedet i syv år. Derfor skabte han projektet Trin for Trin, et jobtræningsprogram for migranter, som skal løfte folk ud af den fattigdom, der gør det nødvendigt for dem at benytte væresteder som Pakhuset.
“Hvis nogen påstår, at vi med dette projekt hjælper folk med at nasse på systemet, så kan jeg bare sige, at der ikke er et system, de kan nasse på. Disse mennesker har ingen rettigheder her i landet, så længe de ikke har et job. Tværtimod vil jeg sige, at vi løser et problem, da vi netop får folk ud i jobs, hvor de kan bidrage til den danske statskasse."
Arbejde uden rettigheder eller betaling
Overalt i Pakhusets sal høres forskellige tungemål. I hjørnet sidder fire mænd i 50’erne fra Polen og spiser havregrød, mens de får opladt deres telefoner. De har sovet på gaden i nat, igen.
“Vi arbejder i byggebranchen, men det er meget usikkert, og aldrig til at vide, om der er brug for os fra dag til dag,” forklare en af mændene, der kan en smule tysk. De er alle velkæmmede, da de har taget et varmt bad, som er en af de ekstra services, Pakhuset tilbyder for få kroner. Nu har flere af mændene også takket ja til en gratis jakke, og da de igen har strøm på mobilerne, drager de mod de københavnske byggepladser for at opsøge heldet.
“For at blive etableret i Danmark skal man have et sted at bo. Der er nødvendigt, for at få en adresse, som du skal bruge, for at få et sygesikringskort, der giver dig mulighed for at få lægehjælp. Det er dog først muligt at få, hvis du har et job. Og et job kræver en bankkonto, der kræver en adresse."
I den modsatte side af salen sidder to unge mænd fra Frankrig. De taler begge et godt engelsk og ligner nogle, du ville møde på en natklub og ikke på et værested med gratis mad.
“Vi er fra Alsace og er kommet hertil for at arbejde,” siger Enzo, der har været i Danmark i et år. Han er uddannet tjener i Frankrig, og fik da også et godt job, da han kom hertil. Lønnen blev bare aldrig udbetalt. “Jeg blev lovet, at den skulle komme, flere gange, men det gjorde den aldrig,” siger han. Månederne uden økonomi sendte ham på gaden, hvor han blev henvist til Frelsens Hærs Trin for Trin-program.
Trin for Trin er støttet økonomisk af Den Europæiske Socialfond (under EU) med næsten 7.5 millioner kroner frem til udgangen af 2025. Derfor er det kun EU-borgere, der kan få hjælp gennem projektet. Kort fortalt går hjælpen ud på, at man som deltager, får en fast seng at sove i, to daglige måltider og støtte til at få et job, på gode vilkår. Det vil sige et job med en underskrevet arbejdskontrakt, hvor både arbejdsopgaver, løn og timeantal fremgår.
“En af udfordringerne er, at vi ikke har minimumsløn i Danmark. Derfor er der et stort marked for underbetalt, og ofte sort, arbejdskraft. Så længe, der er desperate mennesker, er der folk, der vil udnytte den desperation. Derfor gør vi meget ud af at informere alle vores gæster om de overenskomstmæssige lønforhold her i Danmark.”
Nætter i en kendt seng, omgivet af fremmede
Klokken er halv ti om aftenen. Temperaturen er omkring de seks grader udenfor, men det føles endnu koldere i den tiltagende blæst. I en baggård på Hørhusvej i København står en gruppe mænd og venter i et sparsom lys fra en lygtepæl.
I modsætning til mange andre boligløse migranter i København, ved mændene dog, at der klokken otte vil stå en seng klar til dem, fordi de er deltagere i Trin for Trin.
“Hvis man skal kunne passe et arbejde, skal man ikke bekymre sig om, hvor man skal sove i nat. Man skal også kunne gå i bad og få vasket sit tøj. Derfor har alle deltagerne deres egen seng, mens de er hos os,” siger Arno Steen Andreasen.
I dag er det engelske Jacob, der har vagten i nat. Han låser den store jernport i baggården op og byder gæsterne indenfor i det beskedne lokale.
Trin for Trin er et nødherberg. Her er ingen enkeltværelser, som på et almindeligt herberg som Frelsens Hærs Hørhuset, der får langt større økonomisk støtte, og har andre krav til beboerne.
LÆS REPORTAGEN FRA HØRHUSET HER.
De 20 nuværende deltagere i Trin for Trin deles om ét rum med 20 enkeltsenge, to brusekabiner og et toilet til deling. Derudover et nyrenoveret køkken, hvor aftensmaden serveres klokken halv ni. Den daglige rengøring klarer de i fællesskab.
Stemningen er dog, som på Hørhuset, hyggelig og afslappet.
“Jeg har aldrig oplevet nogen konflikter, mens jeg har været her,” siger Jacob, mens han laver te og kaffe. Han hyggesnakker med alle der ankommer, og er særligt glad for at gense en mand fra Grønland.
“Han fik et stroke i sidste uge, heldigvis var han her, og min kollega fik hurtigt tilkaldt ambulancen. Så jeg er rigtig glad for at se ham i live i dag,” siger han med oprigtig omsorg.
Hver en seng i rummet er besat. De er placeret med en halv meters mellemrum og er markerede med et bogstav. Under sengen er et par skuffer, hvor de personlige ejendele kan bevares. Andet privatliv er der ikke. Den eneste dør, ud over hoveddøren, er den til toilettet.
Selvom forholdene ikke er prangende, er resultaterne af projektet imponerenden. Det er nu anden gang, at Trin for Trin gennemføres. Gennem første forløb kom over halvdelen af deltagerne i job.
Siden Trin for Trin startede op igen den 18. august i år, har der været 65 forskellige deltagere igennem, hvoraf 25 har fået job.
Med andre ord, indsatsen virker.
“Det værste, du kan gøre, er at blive overvældet af alle verdens problemer og ikke gøre noget, fordi det også bare kan være lige meget alt sammen. Jeg har det sådan, at så længe jeg, hver dag, har gjort et eller andet for at hjælpe folk, så er der håb. Personligt må jeg dog indrømme, at Trin for Trin giver mig større tilfredsstillelse, fordi vi ikke bare giver folk lidt mad, dag efter dag, men rent faktisk hjælper dem et skridt ud af fattigdom.”
I køkkenet i baghuset på Hørhusvej er nattevagten Jacob ved at klappe en feltseng ud. Klokken er næsten 23, og der er ro i sovesalen, som er adskilt fra køkkenet af et tungt, gråt gardin.
Inden sengetid har han hjulpet folk med jobsøgning, tøjvask og andre udfordringer, de står i.
Selv får han ikke megen søvn i nat. Klokken et i nat vender den tyvende deltager hjem fra job, og klokken fem i morgen tager en anden afsted på job. Det gør ikke Jacob noget at blive vækket. For det betyder, at deltagerne er på rette vej.
