Irina Samoilenko flygtede fra det østlige Ukraine, med hjælp fra Frelsens Hær, til sin søn der er bosat i Polens hovedstad Warszawa, efter moderens hus blev ødelagt af russiske bombardementer. Her fortæller hun og sønnen Oleg om deres oplevelser af krigen i Ukraine.
Af Regitze Bryld
De smiler, som de sidder der i sofaen, mor og søn, side om side.
Men alvoren lyser også ud af deres ansigter. For få uger siden blev deres liv, som så mange millioner andres, vendt op og ned, da russisk militær gik i krig mod deres hjemland, Ukraine.
”Jeg har endnu ikke fundet ro. Mine hænder ryster, og jeg får et kæmpe chok, hver gang jeg hører en høj lyd,” forklarer Irina Samoilenko, mens sønnen Oleg nikker bekræftende.
Fra frivillig for internt fordrevne, til flygtning
Irina Samoilenko arbejdede inden krigen, som frivillig i Frelsens Hær i Kharkiv, med internt fordrevne i Ukraine. Folk på flugt fra oprørsgrupperne i Donetsk-regionen. I dag er hun en af de over 3 millioner ukrainske flygtninge, der har forladt deres hjemland.
Oleg Samoilenko er født i Ukraine, hvor han har været del af Frelsens Hær siden 1999. I 2015 rejste han til Polen, hvor han senere blev polsk gift. I dag er han og hustruen Dominika officer i Frelsens Hær i den polske hovedstad Warszawa.
Der var her han sad, da meldingen om den russiske invasion kom den 24. februar.
”Det var nærmest umuligt for mig at koncentrere mig derefter. Jeg sad med nogle ældre borgere her i Warszawa og drak kaffe, eller organiserede noget ungdomsarbejde, men mine tanker kredsede konstant var om, at der i dette øjeblik kunne falde en bombe over min mors hus i Ukraine,” fortæller Oleg over et videolink fra hans hjem i Warszawa.
Sønnens hjem, hvor mor Irina nu er flyttet ind. Små 1300 km fra hendes eget hjem i den ukrainske millionby Kharkiv, der ligger blot 30 km fra den russiske grænse.
”Vi bor i udkanten af Kharkiv, i den del af byen, hvor russerne først rykkede ind. Så fra krigens første dag, måtte vi søge ned i beskyttelsesrummet for at komme i sikkerhed. Vi var cirka 40 mennesker samlet – mange af dem små børn. Når bomberne faldt, kastede vi os ned på gulvet, de voksne oven på børnene, og med madrasser øverst. Børnene skulle ikke komme noget til. Det var det vigtigste,” fortæller Irina om dagene i kælderen under hendes hjem.
Der skulle gå ti dage, flere af dem uden at få mad, før Irina, hendes mand og søster kunne komme op fra beskyttelsesrummet. Som nogle af de sidste i området, besluttede de sig for at tiden var kommet til tage flugten.
”Den dag bombede de vores hus, og vi følte ikke længere, det var sikkert at blive i kælderen. Derfor forsøgte vi at komme væk,” forklarer Irina.
På flugt uden manden
Alene at komme væk fra hjemmet i Kharkiv var et problem, da ingen taxier turde hente dem. Løsningen blev et familiemedlem, der kørte dem til byen Dnipro cirka midt i Ukraine.
Som så mange andre ukrainske kvinder, måtte Irina efterlade sin mand, da mænd mellem 18-60 år ikke må forlade landet.
”Flugten tog tre dage. Jeg var for chokeret til at kunne huske detaljer fra turen. Det jeg husker mest var, at der var ukrainsk militær overalt,” fortæller Irina.
I Dnipro blev Irina og hendes søster indkvarteret hos det lokale Frelsens Hær korps. Dagen efter gik flugten videre mod vest til byen Lviv. Her var det igen Frelsens Hær, der tog imod, før de blev kørt til en lille grænseovergang til Polen, hvor sønnen Oleg tog imod.
”Da jeg så Oleg, begyndte jeg at græde. Jeg var så taknemmelig,” fortæller Irina.
Fra fortvivlelse til handling
For Oleg var det forløsende at få sin mor i sikkerhed. Siden krigen brød ud, havde han følt sig som en zombie.
”Jeg kunne ikke finde ud af, hvordan jeg bedst kunne hjælpe. Skulle jeg tage til Ukraine for at kæmpe? Det gav mig dårlig samvittighed at kunne ligge i en seng og sove trygt om natten. At kunne vælge mellem, hvad jeg ville have at spise, vel vidende at mine landsmænd ikke var i sikkerhed,” forklarer han.
Landsmændene hjælper han nu dagligt, i korpset i Warszawa hvor tusinde er flygtet til. Mange flygtninge har her fået de basale behov i orden, som mad og midlertidig overnatning. Men føler sig, helt forståeligt, fortabt.
”Det er derfor, jeg virkelig ser et stort behov for os i Frelsens Hær. Vi kan give dem så meget mere end bare en pose mad og en brochure om Polen. Vi kan give dem sjælelig hjælp. Det er det, de har brug for lige nu,” siger Oleg Samoilenko.
Fremtiden er dog usikker, både for Olegs mor og da mange andre, der er flygtet. Warszawa er fyldt til bristepunktet. Mange lokale har åbnet deres hjem for flygtninge, men det er ikke en holdbar situation i længden. Derfor er der behov for økonomisk hjælp – også på den lange bane.
”Ingen ved, hvor længe flygtningene skal blive her. Hvornår min mor kan tage tilbage til Ukraine. Måske aldrig. I hvert fald har hun intet hus at vende tilbage til. Hun er bogstavelig talt blevet hjemløs på grund af krigen,” slutter Oleg Samoilenko.
