Født under bombardement, nu i sikkerhed i Italien

Af Regitze Bryld

Lille Kirill var bare 21 dage gammel, da han krydsede grænsen fra Ukraine til Rumænien med sine forældre, på flugt fra krigen.

I byen Siret fik den lille nye familie hjælp af frivillige fra Frelsens Hær, som de fortalte deres historie til.

Kirill blev født i en beskyttelseskælder under et sygehus i den nordlige del af Kyiv den 2. marts 2022, mens bomberne faldt over byen.

”Noget af det første Kirill hørte, var lyden af missiler, der ramte byen,” fortalte Valeria på 29.

Samtidig kom fire andre ukrainske borgere til verden i kælderen.

Det nyslåede forældrepar, Valeria og Iurii, valgte at flygte fra hovedstaden få dage senere. De fandt ly i deres forældres hjem, men krigen rykkede tættere på, og Iuriis søsters hjem blev ødelagt under et bombardement. Parret valgte derfor at forlade Ukraine.

Mænd mellem 18-60 år må ikke forlade Ukraine, men da Iurii har et handicap, var han undtaget fra reglen. Den 23. marts kunne familien derfor sammen krydse grænsen.

I Siret hjalp frivillige fra Frelsens Hær den lille familie med fornødenheder og transport videre til Italien, hvor Iuriis bedstemor bor. Dagen efter kom der besked fra Valeria, Iurii og Kirill – de var nået sikkert frem til bedstemoren i den italienske by Pescara.

Den 2. april kunne Kirill derfor fejre 1-månedsdag i sikkerhed.

Fotos: Marius Tudor

Alle beløb tæller. Tusind tak for din støtte.

Har du lyst og overskud til at hjælpe andre? Bliv en del af vores fantastiske team.