Fra ældrebyrde til ældrestyrke – Frelsens Hærs seniorarbejde

Om tre årtier vil antallet af mennesker over 80 år være fordoblet i forhold til i dag. Den udfordring, det kan blive for velfærdsstaten, er blevet kaldt en ældrebyrde. Men i Frelsens Hær insiterer vi på at møde seniorerne som en ældrestyrke.

Glasdøren til Frelsens Hær i Valby har ikke stået åbent i mange minutter da de første gæster gør deres entre til Åbent Hus. Der er et par timer til, at frokosten serveres. Men i forhallen er kaffen sat frem.

– Hej Bente. Har du lyst til et stykke brød til din kaffe?

Tenna Jamrath er på fornavn med de allerfleste af de besøgende. Også denne torsdag, hvor alle hun møder får en varm hilsen med på vejen. Mens brødet serveres taler de om et nylig hofte- og rygbrud, som Bente er kommet sig godt over. Det er tydeligt at høre, Tennas interesse og bekymring for gæsten er ægte.

"Jeg gør meget ud af, at alle der kommer her får et smil og en hilsen med på vejen. Hver og en bliver de anerkendt og lagt mærke til. Det tror jeg, er vigtigt."

Tena Jamrath er ansat i Valby korps til at stå i spidsen for Åbent Hus. Et tilbud om at komme indenfor i den lokale Frelsens Hær-afdeling, til et gratis måltid mad og lidt fællesskab, tre gange om ugen. 

”De fleste af dem, der kommer her, har selv råd til at spise frokost. Men de kommer her, fordi de danner relationer til hinanden. Vi har mange, der kommer tre gange, hver uge. Så er der en del, der har en eller to faste dage, og så er der dem, vi ser i perioder,” forklarer hun, da jeg fanger hende på kontoret inden frokosten skal serveres.

I dag er hun næsten alene på pinden. Den deltidsansatte kok er på ferie, og kollegaen John Wahl, der er leder af Valby korps, har andre gøremål. Alligevel giver Tenna sig god tid til at tage imod og svare på spørgsmål. 

Det kommer ikke bag på nogen, siger Jytte, der sidder og får en kop kaffe i forhallen, inden frokosten serveres. 

”Tenna er skabt til dette job. Hun er så hjertevarm og god til at se og tale med alle mennesker.”

Jytte har arbejdet mange år som sygehjælper. Nu er hun pensioneret, og kommer her, to gange om ugen, for at spise frokost. Hun tager turen fra Taastrup, trods en dårlig hofte der gør, at hun må støtte sig til en krykke. På de tre måneder, hun er kommet i huset, har der kun været serveret lækre retter, understreger hun. Men det er ikke måltidet, hun kommer for. 

”Det er dejligt at tale med de mennesker, jeg møder herinde. Jeg bor alene, og kan ikke holde ud at sidde derhjemme og kukkelure hele dagen,” siger hun. 

Ved et andet bord i forhallen sidder Frank og Sven Erik og morer sig. Sven Erik er kommet til Åbent Hus siden 2008, og efter et par år fik han overtalt Frank til at prøve det. Siden har de mødtes her hver eneste tirsdag, onsdag og torsdag.

– Mindst! Udbryder Frank, og griner.  

”Vi kender hinanden fra et værested i nærheden, men vi holder meget af at komme til frokost her,” siger Frank. ”Ja!” supplerer Svend Erik, og så griner de begge to igen. 

Ensomme ældre hjælper hinanden 

Ensomhed blandt ældre er et faktum. Den nationale sundhedsprofil viste i 2021, at næsten 600.000 danskere oplever ensomhed, heraf er 100.000 af dem over 65 år gamle. Mere end halvdelen af disse, nemlig 55.000 oplever svær ensomhed. 

Problematikken er ikke ny. Derfor har Frelsens Hær i årevis arbejdet med og for seniorer. I dag er der ugentlige tilbud til ældre mennesker i de fleste af Frelsens Hærs 23 korps/lokalafdelinger. 

Men der er også en positiv vinkel, påpeger Maj-Britt Lysgaard-Madsen, der er ansvarlig for Frelsens Hærs seniorarbejde på landsplan. Hun oplever nemlig ofte, hvor gode de ældre er til at gøre noget ved følelsen af ensomhed. 

”Især kvinder er gode til at finde sammen i grupper, fx over interessefællesskaber. Men min erfaring er, at mændene også gerne vil et fællesskab. De kan bare have lidt sværere ved at indgå i et.”

Herrefrokost i tavshed 

Da klokken nærmer sig 12 i korpset i Valby, åbner Tenna Jamrath dørene ind til spisesalen, hvor der er dækket pænt op på bordene. Inden maden, serveres en lille historie og et Fadervor. I dag læser Tenna historien om den lille kanin, der gerne ville være en giraf. Kaninen kommet så grueligt galt afsted, men ender med at redde livet og indse, at det er bedre at forblive en kanin. 

– Det er ligesom os her i dag. Vi får det også bedst, hvis vi bare er os selv. Vi skal heller ikke prøve at være noget, vi ikke er, slutter hun historien af med at konstatere.

De fleste gæster har faste pladser. I hjørnet til højre for døren står et stort bord, dækket op til ti, men med ni stole. Det er mandebordet, forklarer Tenna, mens hun gør maden klar til servering. Pladsen uden stol bliver hurtigt besat af en mand i kørestol. Tenna og de to frivillige, Ella og Jørgen, der hjælper med borddækning og servering, kender deres gæsters behov. 

Ella har været frivillig i Frelsens Hær i 11 år. Hun er også på fornavn med de allerfleste gæster. Alle får et smil og en frisk bemærkning med, når dagens ret serveres tallerkenvis ved bordene. I dag står menuen på frikadeller med brun sovs og kartofler. De kogte grønsager ryger også ned, og tallerkenerne bliver hurtigt tømte ved mandebordet. Livlig samtale er her dog ikke. Måltidet indtages næsten i stilhed.  

”Det betyder ikke, at de ikke hygger sig,” understreger Tenna Jamrath mellem første og anden servering.

”Jeg ved de holder øje med hinanden, og bekymrer sig, hvis en af dem pludselig ikke dukker op. Det viser mig, at det, vi gør her, er rigtigt og vigtigt."

Ved andre borde går snakken lystigt. Bente, der netop er kommet sig over ryg- og hoftebruddet, får hjælp til at skære maden ud, da hendes gigtplagede hænder har svært ved at håndtere kniv og gaffel. I stedet får hun en ske at spise med.

– Det er jo lige før, du selv kan løbe ud og hente den hurtigere end mig nu, siger Jørgen med et smil til Bente. Han har været frivillig i et årog har også helt styr på navne og livshistorier blandt dagens gæster.

Flødeskum på kagen blev til varige relationer 

Inden jobbet som seniorkonsulent for hele Frelsens Hær, stod Maj-Britt Lysgaard-Madsen i spidsen for seniorarbejdet i Frelsens Hær på Nørrebro i København, gennem otte år. Da hun ankom, var der 13 medlemmer af korpsets seniorklub, da hun forlod posten sidste år, var der 60 medlemmer, og mange af dem er mænd.

I begyndelsen sad en ejendommelig sammensætning af mænd, som Maj-Britt kærligt beskriver dem, altid ved samme bord til frokosten. Men ingen sagde et kvæk til hinanden. Indtil en arv på 500.000 kroner, fra en tidligere mandlig frokoststamgæst, gjorde det muligt at etablere en herreklub med det ene formål at skabe muligheder for gode fællesoplevelser, for mænd.

”Testatoren havde specifikt skrevet, at pengene skulle bruges til flødeskum på kagen, og kun måtte bruges på mænd. Så flokken kom afsted på 3-4 hotelophold og nogle udflugter for de penge. Det gjorde en stor forskel for snakken om frokostbordet."

Det er netop her, de ældre er en kæmpe ressource, påpeger Maj-Britt Lysgaard-Madsen. Mens velfærdssamfundet mangler varme hænder, og mange familier har for travlt til at hjælpe deres egne ældre, oplever hun igen og igen, at de ældre er gode til at hjælpe hinanden. 

”Hvis en af dem er nervøs for at skulle til tandlægen, tilbyder en af de andre at tage med. Jeg kender også flere, der er begyndt at rejse sammen, efter at have mødt hinanden til frokost hos os. De bliver på den måde en kæmpe ressource i hinandens liv."

Ligeledes er de ældre også en ressource for korpsene. De fleste nye seniorer kommer forbi på opfordring fra en ven, der allerede kender til Frelsens Hærs tilbud, forklarer Maj-Britt Lysgaard-Madsen.

Derudover har mange seniorer også både vilje og evner til at give praktisk hjælp i korpset, hvis man spørger dem, siger hun:

”Selvom man er oppe i årene, og ikke kan finde ud af at bruge mitID, så har man stadig en masse at byde på. Det er vigtigt, vi har øje for det. På Nørrebro viste det sig, at to af de mænd, der kom til frokost her uge, var pensionerede malere. De påtog sig med glæde og stolthed opgaven at slibe og male alle vores havemøbler. Det gik de og hyggede sig med nede i kælderen over en hel vinter."

Fællesskab kræver medansvar

I Valby var det også nogle af Jyttes venner, der introducerede hende til Åbent Hus. Det tog hende alligevel tre forsøg at tage mod til sig, og gå ind ad døren, for ‘Gad at vide, hvad de er for nogle derinde,‘ tænkte hun dengang.

Lige siden har hun dog nødigt ville undvære en frokost. Heller ikke når hendes venner, der som i dag, ikke kan komme. “Der er jo altid andre at tale med,” siger hun med et skuldertræk.

For Tenna Jamrath er det en fornøjelse at se, hvordan relationer dannes på tværs af frokostbordene. Sidste år valgte fem enlige kvinder at holde jul sammen, efter de havde mødt hinanden i korpset, fortæller hun. Derfor prikker hun gerne lidt til folk om at opsøge venskaber.  

”Jeg tror det handler om, at vi gør meget ud af at se og anerkende hinanden her i huset. Ved at vise, at DU betyder noget for mig, og for fællesskabet, bliver det tydeligt, at vi alle er ansvarlige for det gode fællesskab. At se folk med selv få ressourcer, tage del i det ansvar, er rigtig stort."

Fællesskabet trives i hvert fald i Frelsens Hær i Valby. Hver uge kommer omkring 80 gæster til frokost fra tirsdag til torsdag.

I dag har 28 personer velvilligt opsøgt hinandens fællesskab for nogle timer. En sammensætning af mennesketyper, man ellers ikke ofte ser i hinandens selvvalgte selskab.

”Det er de færreste af vores gæster, der ikke selv kan betale for frokost, men der er nogle, der lever på kanten af samfundet. At se dem sidde og spise frokost og samtale med en fin dame fra Valbys pæne kvarter, det er noget særligt. Det er derfor, jeg siger, jeg har verdens bedste job.”

Efter dagens frokost serveres frugt til dessert. Nogle af gæsterne går med det samme, mens andre bliver hængende. Fællesskabet bliver serveret, ganske gratis, igen på tirsdag.

Alle beløb tæller. Tusind tak for din støtte.

Har du lyst og overskud til at hjælpe andre? Bliv en del af vores fantastiske team.