Et nødhjælpshold fra Frelsens Hær fra Bacău, Rumænien, stødte på lastbilchaufføren Marin og hans unge familie ved Siret-grænseovergangen. Efter at have tjekket deres fysiske og psykiske tilstand, forsynede holdet dem med vand på flaske og nødvendige informationer. Dette sammen med snacks til den næste fase af deres besværlige rejse – og balloner for at give lidt farve til børnene. Det fik faderen Marin til at dele sin historie med David Giles, et af de frivillige teammedlemmer fra Frelsens Hær.
”Jeg hedder Marin, og her er min familie… tre piger…,” Marin foretager en hovedoptælling, som om det har været en rutinemæssig del af rejsen fra deres landsby i Ukraine. ”En, to … og der er endnu en af vores!”
Han smiler. Hele familien er samlet endnu. Noget der ikke er tilfældet for langt de fleste af de flygtninge, der krydser ind i Rumæniens relative sikkerhed, på flugt fra krigen i hjemlandet Ukraine.
“Vi besluttede os for at lede efter en bedre fremtid for vores børn,” forklarer han. Familien kommer fra en lille landsby tæt på grænsen mellem Ukraine og Rumænien. Selvom der endnu ikke har været kampe i deres lokalområde, er det ”trist at se, hvad der sker med hans land og hans medukrainere,” siger han.
”I Ukraine var jeg lastbilchauffør,” fortæller han med en vis stolthed i stemmen. ”Jeg kører frem og tilbage mellem Rumænien og Ukraine… eller, det gjorde jeg.”
På det seneste har lasten i hans lastbil været humanitær hjælp til alle dem, der ikke er i stand til eller villige til at forlade Ukraine.
“Jeg har kørt humanitær hjælp fra Siret til Kam’yanets’-Podil’s’kyi,” forklarer han med henvisning til en by i det centrale Ukraine, der er kendt for sin historiske gamle bydel og middelalderborg med en fæstning og flere originale tårne.
Marin har tydeligvis været glad for sit arbejde, og selv mens vi taler, udveksler han hilsner med flere andre lastbilchauffører, der kommer kørende forbi. Alligevel valgte familien at flygte fra Ukraine.
”Vi besluttede os for at se efter en bedre fremtid for vores børn.” Han kigger kærligt på hver af dem, mens han taler. ”Jeg ved ikke, hvornår det ender, og hvordan det ender. Det er der ingen, der gør…”
Marin var på landevejene med sin lastbil, da krigen brød ud. Fra byen Zhytomyr, 150 km vest for Kyiv, til hjembyen tæt på grænsen til Rumænien mødte krigens realiteter ham.
”En motorvej, der normalt består af to kørebaner med trafik i hver retning, var blevet til én masse af langsomt kørende køretøjer, der brugte alle fire baner til at køre i samme retning – væk fra kampene. Det tog mig næsten to dage at køre de 200 kilometer hjem,” fortæller han.
Han fortsætter: ”Det var, som om alle var bange, alle prøvede at kæmpe for, jeg ved det ikke, for deres … vej ud.” Og for nogle chauffører, desperate efter at komme til et sikkert sted, blev det åbenbart for meget. “De trak våben,” siger Marin, “alle prøvede at kæmpe for deres liv.”
Marin ventede derfor, til situationen var lidt roligere, før han besluttede sig for at trække sin familie ud af landet. Nu overvejer han, hvad familiens næste skridt skal være.
”Vi har familie i USA og i Vancouver (Canada), så vi prøver at nå dertil. Det er en lang tur gennem Mexico, men med Guds hjælp, klarer vi det. Vi klarer det.’
Henvisningen til det guddommelige kommer spontant, men inderligt. Marin ser sig omkring på de forskellige hjælpeorganisationer, der har slået lejr ved Siret-grænseposten og fortsætter:
”Det er fantastisk. Jeg takker alle, der hjælper, uanset hvad I laver – det sætter vi virkelig pris på.’
Han standser igen og vælger sine ord omhyggeligt. ”Jeg kan se, at der er en Gud der … gør vores hjerter en lille smule blødere. Ja, det er det, der er fantastisk.”
Ud over den håndgribelige lettelse over, at han og familien med succes har krydset grænsen, er der også en klar bekymring for alle de efterladte.
“Der er så mange flere mennesker som ikke kan passere grænsen. Det er så trist. Det er så trist,” gentager han opgivende.
Mænd mellem 16 og 60 år må ikke forlade landet, medmindre de har en særlig dispensation. En af disse dispensationer er for mænd med tre eller flere børn, sådan en som Marin.
Marins ældste datter har brug for noget faderlig opmærksomhed, og afbryder interviewet. Hun klemmer sig ind i et lille rum på bænken ved siden af sin far. ”De vil alle sammen sidde ved mig!” udbryder han. ”Det er mine tre piger og min smukke kone, der fik mig hertil,” siger han glad.
Marin gentager sin påskønnelse af de beskedne forsyninger, Frelsens Hær har kunnet levere. De små kufferter og bæretasker, der omkranser familien, viser de omstændigheder, som Marin og hans kone har pakket under, og den begrænsede hjemmekomfort, de har været i stand til at tage med sig. Jeg takker for interviewet og vores veje skilles.
Lidt senere på dagen popper en besked op på min telefon med en besked fra Marin. ‘Tak Gud, alt er godt – vi er i Bukarest lufthavn,’ står der. Det er betryggende, at evakueringsplanen i det mindste er gået godt for denne familie. I de små timer den følgende morgen kommer endnu en besked fra familien: ‘Vi nået til Mexico. Tak for din støtte og det, du gør i denne hårde tid,’skriver han.
I løbet af de sidste måneder er der blevet sagt meget om den formidable ukrainske ånd, så jeg vil overlade de sidste ord til Marin.
”Det vil ende. Fred vil komme.”
