Fransk håndsrækning til Danmarks udsatte

På Bastilledagen - Frankrigs nationaldag d. 14. juli - samler restauranten Ma Poule i København ind til Frelsens Hærs sociale arbejde.

Oui mademoiselle? Betjeningen hos Ma Poule i Torvehallerne ved Nørreport i København, foregår på en charmerende blanding af fransk og dansk. Lækkerierne i disken er dog udelukkende franske; foie gras, rillette og confit de carnard – alt tilbedredt med kyndig hånd.

Den 14. juli bliver lækkerierne også tilberedt med en hjælpende hånd, når overskuddet fra en velgørenhedsmiddag på den franske nationaldag går direkte til Frelsens Hærs uddeling af julehjælp.

Jeg går meget op i mad og gode råvare. Det vil jeg gerne andre mulighed for at få. Derfor støtter jeg Frelsens Hærs julehjælp. – indehaver af Ma Poule, Edouard Cazazian.

Pop og petanque

Bastilledagen fejres ved Torvehallerne med et udendørs marked med franske delikatesser og levende musik. Når Torvehallernes butikker lukker klokken 18, gøres der klar til den særlige velgørenhedsmiddag i et telt på pladsen. Sidste år blev de 100 pladser revet væk, og resulterede i en flot check til Frelsens Hær på næsten 20.000 kroner. I år er teltet større, men der bliver rift om de 130 billetter, mener Edouard Cazazian:

Det føles godt at hjælpe andre. Samtidig serverer vi rigtig lækker mad den aften. Det skal nok tiltrække en masse folk.

Menuen står på helstegt lam med bagte kartofler til hovedret og ostebord og chokolademouse til dessert og der kan købes billetter til festen lige her.