Frelsens Hær hjælper børn født i Kyivs undergrundsbane

På trods af svære omstændigheder, arbejder Frelsens Hær stadig i Ukraine. Blandt andet i hovedstaden Kyiv, hvor befolkningen opholder sig under jorden i mange af døgnets timer på grund af krigen.

Særligt bliver byens undergrundsbaner benyttet som beskyttelsesrum, hvor tusinder stimler sammen, herunder gravide.

Vores kolleger i Kyiv fortæller således, at de har hjulpet 22 kvinder, der alle har født i undergrundsbanen, siden krigen brød ud.

Fødsel i beskyttelseskælder i Ukraine
Billeder fra hospitalets Facebook

”Kvinderne har ofte født før tid, på grund af det stressniveau de er under. Vi har hjulpet dem med bleer, modermælkserstatning og andre hygiejneprodukter,” fortæller en af de lokale fra korpset i Kyiv.

På byens hospitaler føder kvinder også under svære omstændigheder. Ifølge byens borgmester Vitali Klitschko er 400 børn kommet til verden alene i Kyiv efter den russiske invasion. Hvor mange er dem, der er født for tidligt, er der ikke oplysninger om.

Frelsens Hær i Danmark samler lige nu ind, for at støtte hjælpearbejdet i Ukraine og de omkringliggende lande.

Vil du give et bidrag?