Der er lagt op til dage fyldt med inspirerende events, udfordrende forkyndelse og berigende samvær, når Frelsens Hær i Danmark og Grønland samles til kongres den 8.-10. juni i København.
Med ordet ‘gå’ som centralt omdrejningspunkt understreges således håbet om, at den territoriale sammenkomst må få følger i den enkeltes personlige liv og tjeneste. Temaet: ’Gå ind i Guds nærvær – Gå ud og vær nærværende’ udfoldes i en række konkrete opfordringer som: ‘Gå med glæde,’ ‘Gå i kærlighed,’ ‘Gå med fred,’ ‘Gå sammen’, ‘Gå i tro’ og ‘Gå ud i verden’.
Som hovedtalere vil man kunne opleve kommandørerne Brian og Rosalie Peddle, der er henholdsvis Frelsens Hærs stabschef og verdenssekretær for arbejdet blandt kvinder – og som fra august vil stå i spidsen for hele den internationale Frelsens Hær.
På kongressen vil man også få mulighed for at møde tre personer, som har valgt at sætte helhjertet handling bag ordene, nemlig de tre danske kadetter, Benny og Ingrid Munk, samt Joséphine Münch.
De dimitterer fra Hærens officersskoler i henholdsvis Norge og England og vil under kongressens møder søndag blive ordineret og udnævnt til officerer i Frelsens Hær. Officerer og kadetter fra de respektive skoler deltager i kongressen.
Søndagens afsluttende kongresmøde, vil under overskriften ‘Gå ud i verden’ også være en sidste anledning til at sige ‘tak og på gensyn’ til landsleder, oberst Hannelise Tvedt, der til august overtager ansvaret for Frelsens Hærs hollandske territorium.
‘Jesus Theater’ og Melvin Kakooza
Med det erklærede mål at sprede glæde på tværs af generationer byder kongressen også på et besøg af den kristne komiker, Melvin Kakooza, der sidste år vandt DM i standup. Han kan opleves lørdag aften, hvor evangeliet i det fælles aftenprogram også bliver præsenteret gennem en dramatisk fortælling, ‘Jesus Theater.’
Når han herefter går fra scenen kan de 13-30-årige se frem til fortsat selskab af ‘Danmarks sjoveste mand’ ved ungdomskongressens aftenprogram, ‘To Stay – Late Night feat’.
Se det fulde program for børn og unge herunder.
Gå ind – gå ud…
Rammen omkring kongressens møder vil være Templet på Frederiksberg Allé 9. Herud over vil budskabet også blive udtrykt ved march og koncerter i det fri, ligesom der lørdag eftermiddag afholdes koncert i Københavns Domkirke.
Som det fremgår, formidles kongressens gå-tema’ i en handlingsorienteret form. Med overskriften in mente kan denne tilføjes en tilsyneladende passiv opfordring: Gå ikke glip af dette…
Se kongresprogram for alle aldre herunder.