Frelsens Hærs 21. general er valgt

Frelsens Hærs nummer to blev nummer et. Sidst på dagen, torsdag, blev det meddelt fra højesterådet, at Frelsens Hærs nuværende stabschef og næstkommanderende, kommandør Brian Peddle er valgt som Hærens næste general og verdensleder.

Valget, der gør den canadiske officer til Hærens 21. general, fandt sted i London, hvor Frelsens Hærs højesteråd siden den 17. maj har været samlet. Rådet, der består af samtlige aktive kommandører og landsledere uanset rang, havde fra Danmark og Grønland territorium, oberst Hannelise Tvedt som deltager.

En anden dansker, kommandør Birgitte Brekke-Clifton, der er Frelsens Hærs internationale sekretær for program og ressourcer, havde som præsident for højesterådet med egne ord fornøjelsen af at præsentere den nyvalgte general og hans kone, kommandør Rosalie Peddle som verdenspræsident for Hærens kvindeorganisationer.


 

 

 

 

 

 

 

Gæster Danmark i juni

Parret, som fra den 3. august skal stå i spidsen for den internationale Frelsens Hær, er særligt interessant set med danske øjne, idet de vil være hovedtalere ved Frelsens Hærs kongres i København, som finder sted den 7.-10. juni.

Elsker den internationale Frelsens Hær

Den nyvalgte general har i knap tre år bestridt posten som stabschef, hvorfor det internationale fokus er velkendt for dem – eller som han udtrykte det ved præsentationen i London: ”Vi elsker allerede den internationale Frelsens Hær, og det vil ikke være vanskeligt for os at omfavne dens mangfoldighed og de mennesker, der er knyttet den i mange lande.”

At opgaven, som står foran ham og hans kone er stor, er de til gengæld fuldt bevidst om. Derfor appellerede han til, at salvationister verden rundt vil stå bag dem med såvel støtte som forbøn.

Den nyvalgte general har i 41 år gjort tjeneste som officer i både sit hjemterritorium, Canada og Bermuda, i New Zealand, Fiji og Tonga territorium, i det britiske territorium, samt som international sekretær for Amerika og Caribien, indtil han i 2015 blev Frelsens Hærs næstkommanderende.

Gense offentliggørelsen af valget

Den 61-årige general Brian Peddle efterfølger general André Cox, når denne ved midnat den 2. august 2018 pensioneres.

Præsentationen af den nye verdensleder blev livestreamet og kan genses ved at klikke her.