Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Frelsens Hærs familiecafé på Nørrebro tilgodeset med 50.000 kroner

Velliv Foreningens nyoprettede uddelingsudvalg støtter lokale projekter til fordel for den mentale sundhed. Det har Frelsens Hærs familiecafé på for sårbare familier på Nørrebro nydt godt af. Andre projekter kan ansøge om støtte medio august – se link.

Frelsens Hær på Nørrebro modtog den 19. maj 50.000 kroner fra Velliv Foreningen til opretholdelse af deres familiecafé for sårbare familier. Cafétilbuddet har eksisteret i fem år og vil med donationen kunne fortsætte endnu et år.

I caféen mødes cirka 20 sårbare familier hver torsdag omkring forskellige aktiviteter som eksempelvis fælles madlavning og fællesspisning. Formålet er blandt andet, at deltagerne får hjælp til at opbygge et netværk og stærke relationer, der kan løfte dem igennem en sund udvikling.

Familiecaféen drives ved hjælp af frivillige mentorer, der også står klar med tilbud om individuelle samtaler og praktisk hjælp. Dette kan eksempelvis være i form af gældsrådgivning, retshjælp eller hjælp til jobsøgning.

Foruden dette står Frelsens Hær på Nørrebro også bag en række andre aktiviteter, såsom foredrag og IT-café, som typisk samler mellem 45-50 deltagere.

Flere familier ind

I forbindelse med donationen fra Velliv Foreningen, er der produceret en kort video, hvor Lissi Olsen, der er daglig leder for Frelsens Hærs retshjælp og gældsrådgivning på Nørrebro (billedet øverst), fortæller om projektet, ligesom hun med indbygget opfordring informerer om den nye støttemulighed, fra Velliv Foreningen.

”Familiecaféen for socialt udsatte familier på Nørrebro har været en succes, og derfor vil vi gerne brede projektet ud til en bredere kreds og få nogle flere familier ind, som vi kan gøre en forskel for,” siger hun blandt andet og beskriver ansøgningsproceduren og samarbejdet med Velliv Foreningen som ’nemt og godt.’

 

Støttekroner til lokale projekter

Velliv Foreningens nyoprettede uddelingsudvalg har siden sit første møde i april bevilget 1,4 millioner kroner til i alt 33 lokale projekter, hvis fælles mål er at styrke den mentale sundhed. Udvalget behandler ansøgninger om donationer til lokale formål, hvor der kan ansøges om op til 50.000 kroner. Næste ansøgningsfrist for lokale donationer er den 17. august 2021.

 

Links: