Østergade 69 i Tønder er en mondæn ejendom med forårsgrøn forhave og hvide bondehusruder. På den glasindfattede indgangsdør står der imidlertid hverken Hansen, Jensen eller Møller på skiltet. Det er nemlig ikke et typisk familiehus.
Trods livlig aktivitet og et mylder af børn og voksne, huser det stilige hus midt i byen slet ingen familie. Alligevel er det på kort tid blevet et frirum for mange af grænsebyens familier. Sårbare familier, der søger netværk, relationer og hjælp til hverdagens sociale og økonomiske udfordringer.
Sådan har det været, siden stedet under navnet ‘Familieværkstedet’ i januar slog den stilfulde fordør op for første gang – og samtidig indledte et tæt partnerskab mellem Frelsens Hær og Tønder Kommune, generøst støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond med 10,7 millioner kroner.
”Princippet kaldes ’samskabelse’ og er et koncept, hvor offentlige og private aktører indgår i et ligeværdigt samarbejde,” forklarer projektlederen, kaptajn Astrid Christensen, mens hun energisk viser rundt i de indbydende 400 kvadratmeter familievenlige lokaliteter.
En labyrint af hyggerum, samtalerum og møderum, suppleret af mindre afsnit med sofahjørner, bogreoler og legetøj. Overalt smagfuldt indrettet i glade farver – præcist som i et hjem.
Netop sådan er det også tænkt, som et trygt mødested og et fleksibelt bindeled mellem offentlig og privat socialindsats. Et sted, hvor familier kan få hjælp til at bearbejde og bryde med fastlåste livssituationer – og i sidste instans blive i stand til at magte et optimalt familie- og arbejdsliv.
”Vi har sat ret ambitiøse og konkrete mål for, hvor langt vi tror, vi i fællesskab kan rykke,” fortæller Astrid Christensen og nævner en række parametre, der især handler om at hjælpe familierne tættere på et liv i uddannelse eller job.
”Konkret er det målet, at 25 procent af deltagerne skal komme i beskæftigelse, at 75 procent af de unge skal hjælpes i gang med et job eller en uddannelse, og at mødestabiliteten for skolebørnene skal stige til 85 procent.”
Midlet til at nå målene er blandt andet samtaler, samvær, mentorordninger, gruppeforløb, fællesspisning og et væld af tilbud til særlige målgrupper såsom kvinder og teenagere.
Netværk, sjov og fællesspisning
Den guidede tur slutter i en lys møde- og spisesal, hvor sporadisk ‘drop in’ og smalltalk kombineres med kaffe og saftevand ved corona-opdelte borde. Her er en håndfuld familier i mellemtiden mødt op til et tilbud, der ligesom projektet hedder ‘familieværksted’.
Tilbuddet har plads til 30 deltagere og finder sted hver tirsdag. Det er dog kun anden gang, det afholdes, så stemningen minder lidt om første skoledag. Med en positiv og spændt forventning – på én gang både reserveret og nysgerrig.
Med tiden er det målet, at den gensidige tillid vil vokse og udvikle sig til værdifulde relationer, hvor man kan dele hverdagens- og familielivets dilemmaer og udfordringer med hinanden, ligesom der på sigt vil være tilbud til børn parallelt med de voksne.
Foreløbigt er der dog blot lagt op til en aften med hygge, leg og fællesspisning. Derfor fortsætter samværet i et tilstødende lokale, hvor familierne fordeler sig i en rundkreds. Mens man stadig ser lidt afventende på hinanden, byder Astrid Christensen velkommen med nogle raske ‘ice-brakers’.
”Er der nogen, som er gode til at bygge?” spørger hun, efter at navne- og selskabslege som blandt andet ‘frugtsalat’ yderligere har løftet stemningen, sænket paraderne og sat navn og alder på store som små.
Det retoriske spørgsmål lægger op til, at man i de inddelte familiegrupper skal dyste om at bygge det højeste tårn af spaghetti og skumfiduser. En konkurrence, der ikke alene munder ud i tårnhøj ingeniørkunst – men hvor der upåagtet også opbygges tillid og relationer.
Socialt samvær og studiedrømme
Netop dette er også, hvad Regina, mor til syvårige Alexander, håber at få ud af sin deltagelse i familieværkstedet. Sammen med sin søn deltog hun også første gang, det blev afholdt, og hendes forhåbninger til udbyttet er store.
”Det er rigtig dejligt at komme her og få mulighed for at møde andre mennesker. Her kan min søn lege med andre børn, og da jeg heller ikke selv har så mange omkring mig i min hverdag, er det sociale også noget, jeg har savnet,” siger hun.
Kombinationen af at stå uden for arbejdsmarkedet og samtidig være underlagt coronarestriktioner har yderligere forstærket følelsen af isolation. Derfor drømmer Regina nu om på et tidspunkt at kunne tage fat på en uddannelse.
”Jeg har haft nogle vanskeligheder, der har gjort det svært at komme i job. Derfor er jeg nu på kontanthjælp,” siger den 33-årige alenemor. Hendes deltagelse i familieværkstedet skyldes dog ikke så meget den stramme økonomi som behovet for socialt samvær med andre i samme situation.
Selvom Frelsens Hær kun har været i til stede i byen i kort tid, er organisationen ikke fremmed for Regina. Hun har således tidligere søgt julehjælp og været på udflugt til Legoland med Hæren.
”Faktisk er der andre deltagere i projektet, som jeg har lært at kende på sådan en udflugt, så jeg har længe håbet på, at Frelsens Hær ville komme her til Tønder,” fortæller hun.
Den åndelige dimension
Efter fællesleg og konkurrencer samles familierne igen i spiseafdelingen. Snakken flyder let hen over bordene, og alt generthed er for længst glemt. Efter en børnevenlig bordbøn serveres aftenens menu: tomatsuppe med suppehorn og brød.
Astrid Christensen fortæller, at elementer som bøn og andagt indgår naturligt i projektet, ligesom hun oplever, at den åndelige dimension efterspørges af brugerne.
”Selvom vi ikke har egentlige gudstjenestetilbud, er det ikke usædvanligt, at samtaler berører det åndelige, eller at jeg personligt bliver mødt med spørgsmål om tro,” siger projektlederen og peger på en whiteboard-tavle, hvor en kvindegruppe har skitseret, hvad de ønsker, skal indgå i deres samvær. Her er et af punkterne ‘meditation og bøn’.
Astrid Christensen tilføjer, at Familieværkstedet også lægger op til samvær og godt samarbejde med byens øvrige kirker, hvilket ligeledes vil være en styrke for det kristne værdigrundlag.
”Vi har faktisk allerede på forhånd en god kontakt, idet Frelsens Hær i mange år har fået lov at benytte Tønder Frikirke ved uddeling af julehjælp,” siger hun og oplyser, at omkring halvdelen af de 30 familier, der foreløbigt er tilknyttet projektet, er tidligere modtagere af julehjælp, mens en tilsvarende del er henvist af kommunen.
Stor opbakning til samskabelse
Efter cirka tre måneder som ‘tøndringer’ oplever Astrid Christensen, at byen har taget rigtig godt imod det nye familietilbud. Samtidig oplever hun det som en fordel i en mindre by, at ‘der er stor mulighed for at arbejde på tværs af organisationer’, som hun udtrykker det.
Foruden den kommunale forvaltning er fundamentet da også allerede lagt til et frugtbart samarbejde med andre af civilsamfundets aktører såsom Mødrehjælpen, Røde Kors, KFUM og Broen.
Ligeledes er ’tilflytterne’ i det mondæne familiehus blevet mødt med både varme og velvilje af lokalbefolkningen, hvilket endda er kommet ret håndgribeligt til udtryk.
”Vi har åbnet en ‘byttebiks’ med tøj og sko, hvor vi har oplevet, at folk har doneret utrolig meget skønt tøj, babyudstyr og spil. Desuden har en syrisk bager, Khaled Mala, flere gange doneret pizza til vores events og bagt lækre ‘blomsterkager’ til os.”
At ‘samskabelse’ på ingen måde er et luftigt begreb, bekræftes også af, at en halv snes frivillige allerede stiller deres tid og evner til rådighed i Familieværkstedet.
”Det betyder meget for et team på fire ansatte og gør os i stand til at være medvandrere i familiernes liv,” siger Astrid Christensen og nævner som eksempel en frivillig, der er dygtig til madlavning og en anden, som er uddannet socialrådgiver.
”I takt med at arbejdet udvides, håber vi, at antallet af frivillige vil vokse til 50-60,” tilføjer hun med smil og overbevisning i stemmen.
Rundt om ved bordene sænker aftenfreden sig efterhånden over forsamlingen. En flok, der for et par timer siden knapt vidste hvem hinanden var, er nu tilknyttet et netværk. Hjælpen i det rummelige familiehus er nemlig også den hjælp, man er for hinanden.
Fakta om Familieværkstedet i Tønder
- Familieværkstedet er et partnerskab mellem Frelsens Hær og Tønder Kommune som et tilbud til sårbare familier med fokus på familieliv, trivsel, uddannelse og job.
- Familieværkstedet er indrettet i ’Vajsenhuset’, Østergade 69 i Tønder og har åbent mandag til torsdag med tilbud som blandt andet rådgivning om sociale og økonomiske spørgsmål, socialt samvær, fællesspisning, mentorordninger og gruppeforløb. Hertil kommer initiativer som tøjbyttebiks, udflugter og andre events.
- Teamet består af kaptajn Astrid Christensen (projektleder), Katja Quilty (mentorkoordinator), Trine Grøn Sørensen (familie- og jobkonsulent) og Dorte Weissert (social projektkoordinator). Hertil er tilknyttet et påskønnet hold af frivillige.