Genbrug går nye veje – med tak

I februar åbnede Frelsens Hær to nye genbrugsbutikker. Med mærketøj i et storbycenter og sommertøj blandt turister afprøves kontrastfulde koncepter og nye kundegrupper. Begge med samme gode formål og navn – TAK.

Af Levi Giversen

Da de lørdagshandlende den 16. marts ankommer til Tarup Centeret i Odense, bliver de ved indgangen budt velkommen af et fristende lyseblåt skilt med teksten ’byt til nyt.’

En opfordring, der giver stor travlhed på centertorvet. Her står Eva Madsen og Line Stenmann Hawthorn fra Frelsens Hær Genbrug nemlig klar til at modtage kundernes brugte tøj.

Dagens event giver næsten flashback til en måned forinden. Her åbnede Frelsens Hær nemlig den 15. februar sin første genbrugsbutik i et indkøbscenter. Et tilløbsstykke, der blev indledt med 25 meter kø ved dagens begyndelse og sluttede af med 42.000 kroner i kassen.

Helt så meget ’run’ er der ikke her en måned senere. Men interessen for at donere brugt tøj i bytte for en rabatkupon til dagens shopping er alligevel et positivt tegn på, at centret i det vestlige Odense og dets kunder har taget vel imod den nye butik.

Samtidig viser eventet, at genbrug fint ‘blender ind’ i samspil med de øvrige butikker i det tætbefolkede indkøbsmekka.

– Centret har taget rigtig godt imod os, og perspektiverne ser umiddelbart meget positive ud, lyder det da også fortrøstningsfuldt fra Frelsens Hærs genbrugschef, Gert Pedersen, for hvem butiksåbninger næsten er blevet rutine på det seneste.

Koncepter i hver sin ende af skalaen

Foruden centerbutikken i Odense slog Frelsens Hær således i februar også dørene op til en ny genbrugsbutik Nørregade 11 i Vemb i Vestjylland, hvor åbningstiden er fleksibel og ekspeditionen sker med scan-selv og høflig selvbetjening.

De to butiksåbninger illustrerer som en sigende detalje et bevidst fokus på at afsøge nye muligheder og koncepter i et marked, hvor man konstant er nødt til at differentiere sig i håb om at appellere til såvel kunder som frivillige.

Med de to butikker afprøver vi to koncepter i hver sin ende af skalaen. I modsætning til Odense er Vemb jo en by med blot 1300 indbyggere, så der var køen knapt så lang, da vi bød de første kunder indenfor.

Satsningen i det vestjyske er dog med forventning om et blomstrende sommer-salg, da butikken ligger i tæt på flere sommerhusområder, hvor indbyggertallet vokser betragteligt i turistsæsonen.

– Sommersalget kommer til at vise, hvad potentialet er. Så når turisterne sætter kursen vestpå, håber vi at sælge en masse sommertøj, siger han og forklarer, at der i de lune måneder afgår busser fra turistområderne til Vemb, som også har et par attraktive specialforretninger.

Kreativ, hurtig og innovativ

En anden forskel på de to butikker, er, at man i Tarup Centeret primært sælger såkaldt ‘high-end’ tøj, mens man i Vemb finder det brede udvalg i ‘low budget’. Altså både en butik med mærkevarer til de kræsne og en butik med almindeligt tøj til de fleste.

– Der findes kunder til begge butiksformer. Men hvorvidt vi åbner flere af dem, afhænger af, hvordan de hver især udvikler sig. Tanken er helt klart at ekspandere på butiksområdet. Vi skal bare finde ud af, om det skal være selvbetjeningsbutikker, centerbutikker eller en kombination.

Gert Pedersen forklarer, at for en mindre aktør på genbrugsmarkedet som Frelsens Hær må man hele tiden optimere de styrker, man har. Det betyder, at man er nødt til både at tænke kreativt, være hurtig og innovativ.

Vi må hele tiden forsøge at tænke nyt og være et skridt foran de konkurrenter, der har større kapacitet end os. Derfor har vi blandt andet været ret hurtige til at åbne selvbetjeningsbutikker, som ikke afhænger af, om vi kan skaffe 25 frivillige, men som kan drives ved hjælp af mindre teams.

For kunderne rummer selvbetjeningsbutikkerne den fordel, at man kan shoppe alle ugens dage mellem 08.00 og 20.00. En butiksform, der nu udgør halvdelen af Frelsens Hærs genbrugsbutikker.

Når det gælder genbrugsbutikker med ‘high-end’ mærker på hylderne, har Frelsens Hær aktuelt to af disse, som begge er relativt nye og meget velbesøgte. Den ene ligger på Store Kongensgade 74 i København og den anden i Tarup Centeret i Odense.

Alle butikker hedder TAK

Trods kontraster mellem koncepter, kundegrupper og geografiske satsninger, er der imidlertid også tydelige fællesnævnere. Alle steder går overskuddet af salget ubeskåret til Frelsens Hærs sociale arbejde, og alle steder mødes man med et velment TAK.

I foråret 2024 har Frelsens Hær Genbrug således besluttet, at både logo og navn på butikkerne skal være ens, hvorfor der fremover står TAK på samtlige butiksfacader og tøjcontainere – sammen med den velkendte parole: ‘Genbrug med hjertet’.

Det handler især om, at vi gerne vil sige tak til vore donorer, kunder og trofaste frivillige. Samtidig vil vi gerne gøre op med, at vore butikker hidtil har heddet lidt forskellige ting. Med navnet TAK får vi en tydelighed, ligesom vi skiller os ud på en positiv måde.

En kundegruppe, der på en særlig måde bliver mødt med taknemlighed, er dem, der melder sig ind i den nye ‘kundeklub’. Her optjener man fem procent kontant bonus på alle køb og bliver desuden indbudt til særlige events.

Ligeledes tilbydes unge – i stedet for den hidtidige studierabat – nu en særlig ‘ungdomsrabat’. Det betyder, at de ligesom medlemmer af kundeklubben, afhængigt af deres alder, kan optjene bonus, som kan bruges ved det næste besøg i butikken.

Fordelen ved flere butiksformer

Ved lørdagens ‘byt til nyt’-event i Tarup Centeret uddeles på tilsvarende vis kontante rabatter, mens tøjbunken på centertorvet vokser. Få skridt derfra giver fremstødet også et godt flow af kunder i genbrugsbutikken.

For Gert Pedersen bekræfter det, at en lokalitet med mange folk giver en god basis for salg – særligt i et center, hvor vejret er godt året rundt. Butikschefen, Eva Madsen nikker, men indskyder, at solskinsvejr uden for centrets mure desværre også kan være en stærk konkurrent i sommertiden.

Begge forudsigelser vil løbende blive vurderet, mens man i Frelsens Hær Genbrug samtidig kan glæde sig over fordelen ved flere sideløbende butiksformer. I det vestjyske må den samme sommersol nemlig gerne trække mange kunder til Vemb.

To sorte containere til donationer, påtrykt TAK med store hvide bogstaver

Tilmeld nyhedsbrev

Alle beløb tæller. Tusind tak for din støtte.

Har du lyst og overskud til at hjælpe andre? Bliv en del af vores fantastiske team.