Inflationshjælp til pressede tilbudsjægere

Da energipriserne og inflationen gik amok sidste år, udløste det en voldsom stigning i antallet af ansøgere om julehjælp. Med støtte fra Socialministeriet har Frelsens Hær siden, i både første og andet halvår af 2023, uddelt inflationshjælp til de mest pressede modtagere af julehjælp.

Af Levi Giversen

D 30. oktober uddelte Frelsens Hær i Odense indkøbsnet fyldt med kolonial- og basisvarer til 100 økonomisk udsatte familier fra et lagerlokale hos Rema 1000 på Rugårdsvej i centrum af byen. På landsplan har cirka 2000 familier modtaget en tilsvarende hjælp i løbet af efteråret.

Major Lone Hertz, der sammen med kaptajn Strange Christensen, leder Frelsens Hærs arbejde i Odense, fortæller, at hjælpen, som udgør en værdi af 750 kroner til hver familie, er målrettet den gruppe, som vurderes at have størst behov. En udvælgelse, hun beskriver som ‘svær’.

"Det har været en meget svær prioritering. I januar og februar havde vi mulighed for at uddele inflationshjælp til 400 familier. Den her gang er der kun midler til at hjælpe 100 familier, selvom behovet jo er uændret."

Frelsens Hærs inflationshjælp gives med støtte fra regeringen på tre millioner kroner, hvilket kun rækker til et udsnit af julehjælpsmodtagerne. Modtagerne udvælges derfor af Frelsens Hær blandt de mere end 11.000 familier, som i fjor fik julehjælp.

Opsøger Hærens øvrige tilbud

Lone Hertz står ved indgangen til lageret og byder velkommen til det stadige flow af børn og voksne, der er kommet i betragtning til hjælpen. Mange mødes med et genkendelsens smil, hilsen og kram, mens de guides videre til et bord, hvor frivillige sidder klar til at krydse dem af på listen.

Hun forklarer, at et positivt udslag af den løbende forbindelse til familierne har været, at flere er begyndt at frekventere Frelsens Hærs øvrige tilbud i den fynske hovedby. En relation, der giver mulighed for at møde andre behov end blot økonomiske, eksempelvis et bredere netværk.

- Nogle af dem, der har modtaget jule- og inflationshjælp, er siden begyndt at komme i både vores familieværksted og kvindecafé, og enkelte er også blevet venner og er begyndt at ses privat. Så på den måde rummer hjælpen et bredere perspektiv end blot det økonomiske, siger hun.

Varer, der normalt ikke er råd til

Når uddelingen trods dette ikke finder sted fra Frelsens Hærs lokale, men fra et supermarked, skyldes det rent logistisk, at en lokation centralt i byen tæt på letbane, bybusser og banegård gør det lettere for modtagerne at transportere varerne hjem.

Den betænksomhed er alenemoren Sarah taknemmelig for. Mens hun fordeler nogle af sine varer i en medbragt rullekuffert, der letter hjemtransporten, fortæller hun, at hjælpen falder på et meget tørt sted.

"Det var virkelig en positiv overraskelse at komme i betragtning til den her hjælp. Jeg er alene med min datter på 13 år, og det betyder meget at kunne tilbyde hende en sjælden variation i det, der sættes på spisebordet. Meget af indholdet i de her indkøbsnet, vil vi normalt ikke have råd til at købe."

Den 36-årige har en indkomst bestående af kontanthjælp, der hverken følger prisudviklingen eller inflationen. Hun oplever derfor de høje priser ekstra hårdt.

"Når man befinder sig uden for arbejdsmarkedet, mærker man ikke meget til, at inflationen skulle være faldet. Det er i hvert fald ikke slået igennem i priserne, hvor en liter mælk højest koster en krone mindre end sidste år."

Tilbudsjægere og ‘skraldere’

Samme omstændighed genkendes af 37-årige Johnny, der afhenter de fyldige indkøbsnet sammen med en af sine tre sønner. Han fortæller, at pengene er små, da han selv er på kontanthjælp og hans kone på elevløn.

"Selvom vi konsekvent går efter de billigste varer, oplever vi ikke, at priserne er faldet - i hvert fald ikke til samme niveau som før. Det er en meget presset situation, som har gjort os til tilbudsjægere og i perioder også til skraldere (folk der finder mad i fx supermarkedets affaldscontainere red.)."

Samtidig har familien været ramt af inflationsreguleringer i form af ekstraregninger på vand og varme, hvilket har gjort husholdningsbudgettet yderligere stramt og gjort det nødvendigt at bede om henstand på det uventede prishop.

– Hvordan skulle vi lige finde 4000 kroner ekstra, spørger familiefaren, der var nødt til at ringe til boligselskabet for at få lov at dele ekstraregningen op i flere dele, indtil det lykkedes at få den betalt.

Udsatte familier rammes hårdere

I hele landet møder Frelsens Hær mange familier, der som disse mærker følgerne af inflationen hårdere end andre.

Mens 4000 familier på landsplan fik inflationshjælp i januar og februar, var det i efteråret muligt for Frelsens Hær at uddele hjælp til 2000 – heraf til 100 hjem i Odense, der modtog varer for 75.000 kroner.

Alle beløb tæller. Tusind tak for din støtte.

Har du lyst og overskud til at hjælpe andre? Bliv en del af vores fantastiske team.