Både på hverdage og højtidsdage er Frelsens Hærs plejehjem, Aftensol, præget af nær- og hjemlighed. For Berit Ankerkilde er aftenvagten i julen således mere en gave end et offer.
Af Levi Giversen
Juledans om træet kan knibe lidt, hvis man er usikker til bens eller benytter rollator og kørestol. Men bortset fra det fejres julen på Frelsens Hærs plejehjem, Aftensol, i København med samme hygge og julestemning som i et hvert andet hjem.
Der er tale om et forholdsvist lille plejehjem, men med plads til fem etagemeter høj julestemning – svarene til antallet af etager – i den stilrene ejendom, der med sit vinterkølige aluminiumslook skuer ud mod Lundtoftegade på Nørrebro.
Indenfor breder julehyggen sig for alvor i december. Her er fællesområderne pyntet, hyggebelysningen tændt og arrangementer som julemusik, juleteater og julebanko sætter sit særlige præg på det lille bofællesskab, bestående af 43 beboere.
Ved julemånedens højdepunkter som adventssøndage skrues der ekstra op for julestemningen. Her mødes beboere og pårørende til juleklip, mens duften af gløgg og æbleskiver giver en forsmag på det, der venter, og på luciadag besøger luciabruden med sit optog fra Frelsens Hærs børnehave, Solgården, alle husets etager.
Lille plejehjem med stor nærhed
En af dem, der med lyttende ører og varme hænder bidrager til den gode atmosfære, mens hun tager sine runder på første sal, er social- og sundhedshjælper Berit Ankerkilde. Hun nyder at kunne gøre en forskel som aftenvagt – også juleaften, som hun i år for anden gang skal tilbringe på Aftensol.
– Jeg har været social- og sundhedshjælper i 25 år, så for mig er det helt naturligt at fejre juleaften på min arbejdsplads, typisk hvert andet år, smiler den 62-årige kvinde, som kom til Aftensol for få år siden, da det plejehjem, hvor hun arbejdede før, skulle lukke.
I lighed med Aftensol var dette også et mindre plejehjem, og for Berit Ankerkilde var det netop en afgørende forudsætning for sit skifte til Aftensol, at der ikke var tale om en kæmpeinstitution, hvor den enkelte beboer og ansatte let risikerer at forsvinde i mængden.
– Jeg valgte helt bevidst det her sted, fordi det er et lille plejehjem, hvor der er plads til nærvær og samvær. Her møder jeg dagligt min leder og kender både mine kolleger og beboerne – også dem, der ikke bor på min etage, forklarer hun, mens hun viser rundt i de harmoniske rammer.
Selv etagens opholds- og spisestue, der ligger i naturlig forlængelse af det åbne køkken, er præget af nær- og hjemlighed, blandt andet i form af talrige blomster og blomsterstiklinger, som nogle af beboerne selv passer og planter ud i en lang række af potter.
– Det går de meget op i, og det giver ekstra liv til fællesrummene og er også med til at skabe et personligt præg, siger Berit Ankerkilde, mens den lave aftensol i passende samklang med stedets navn svømmer vinterblegt ind ad de store vinduer og dekorerer rummets lyse vægge.
Frelsens Hær synlig tilstede med samvær, sang og samtaler
Udover hjemlighed og tryghed er Aftensol også præget af sit udspring i Frelsens Hær. En dimension, aftenvagten oplever som positiv, og som blandt andet kommer til udtryk ved en kapellantjeneste, der udføres af kommandør Eva Marseille, som også er bestyrelsesformand på Aftensol.
– Det er noget, de ældre sætter stor pris på. Typisk en gang om ugen kommer hun på ‘kapellantjeneste’, hvilket er et tilbud om besøg og samtale, forklarer Berit Ankerkilde, der også selv af og til får sig en snak med den besøgende frelsesofficer.
Et andet sted, Frelsens Hær sætter sit præg på plejehjemmet, er fredag eftermiddag, hvor der som oftest indbydes til samvær i fællessalen, ‘Pusterummet’, og hvor gæster fra Frelsens Hær jævnligt står for programmet med oplæg, sang og musik.
Det er ligeledes en fast tradition, at gæster fra Frelsens Hær besøger Aftensol den 24. december. Her foregår besøget imidlertid allerede om formiddagen, hvor julen synges ind, og juleevangeliet bliver læst.
En højtidelighed, der rundes af med lækkert julebag og kaffe.
Der afholdes også julegudstjeneste, men den finder sted lillejuleaftensdag og ledes af en af de lokale sognepræster, Thomas Høg Nørager, fra Stefans Kirke på Nørrebro. Både han og andre lokale præster er ligeledes hyppige gæster på hjemmet, hvor en del beboere jo har rødder i folkekirken.
Julefejring med mad og gaver
Tidligere har der også været tradition for, at beboerne fra de forskellige etager mødtes i ‘Pusterummet’ i stueetagen til fælles julemiddag med and og flæskesteg. Men for nogle skaber denne forandring fra normalen større forvirring end julefryd.
Berit Ankerkilde fortæller, at man derfor i stedet spiser julemiddagen i spisestuerne på de enkelte afdelinger, mens alle, som ønsker det, efterfølgende mødes til kaffe, sang og hygge i stueetagen, hvor beboerne desuden får en julegave fra Aftensol.
Uanset om man fejrer fælles jul i stuen eller foretrækker de velkendte rammer på afdelingerne, er der naturligvis rigeligt af julens ingredienser i form af frugt og julegodter, ligesom der er juletræ på alle etager.
– Men julemaden laver vi ikke selv. Den leveres af Københavns Madservice i Brønshøj, og vi varmer den så op og anretter den – helt som vi gør til hverdag, fortæller den rutinerede julevært, der nyder den hjemlige atmosfære, der på en særlig måde forstærkes af den højtidelige anledning.
God tid til at hygge og lytte
På Aftensol består aftenteamet i tidsrummet klokken 15.00 til 23.00 af fem aftenvagter, der hver har ansvar for en etage – dog med mulighed for at hjælpes ad på de respektive over- og underetager. Sådan er det hver aften året rundt, og den 24. december er ingen undtagelse.
Berit Ankerkilde, der således primært tilbringer juleaften blandt de ni beboere på første sal, fortæller, at selvom den 24. december er arbejdsdag, gør aftenvagterne meget ud af at have god tid til at hygge om beboerne.
– Nogle af de beboere, der kan magte det og har mulighed for det, tilbringer jo juleaften hos deres familier, så der er ikke altid fuldt belagt hele aftenen, fortæller hun og tilføjer, at der modsat også er nogle, der foretrækker at blive på hjemmet og takker nej, hvis de får en indbydelse, fordi de ikke kan overskue det.
Noget af det, hun nyder, er at tale med de ældre om, hvordan de selv i tidens løb har fejret julen og eventuelt har af juletraditioner, og hvis nogle gerne vil have julepyntet deres boliger, giver hun også gerne en hånd med.
– Især hvis noget skal op i højden, er det en god idé at hjælpes ad, lyder det muntert, mens hun tilføjer, at mange familiemedlemmer også er flinke til at komme på besøg på plejehjemmet op mod jul eller i juledagene, så den praktiske hjælp kommer fra flere sider.
Julevagten lægger ingen dæmper på juleglæden
Normalvis er der rigeligt med opgaver på en aftenvagt. Lige fra den første runde, hvor man skal høre, om nogen har brug for hjælp. Det er der som regel. Siden går turen til køkkenet for at tilberede aftensmaden, og når måltidet er spist, venter nye runder for til sidst at hjælpe beboerne i seng.
Stort set samme rutine gælder naturligvis også for juleaften, men her er hovedprioriteten blot at give de ældre en hyggelig og højtidelig aften. En variation, Berit Ankerkilde beskriver som både ‘meningsfuld og givende’.
– Jeg nyder mit arbejde både på hverdage og højtidsdage, siger hun og understreger, at julevagten mere føles som en gave end et offer og på ingen måde lægger en dæmper på juleglæden. Fra familien er der ligeledes fuld opbakning til hendes ‘skæve arbejdstider’ og søn- og helligdagstjanser.
– Mine børn og børnebørn har for længst vænnet sig til det. Det er de jo vokset op med. Så holder vi bare lidt familiejul en anden dag, smiler hun.
—
Fakta om plejehjemmet Aftensol
- Frelsens Hær har i mere end 50 år drevet plejehjemmet, Aftensol på Nørrebro i København. Plejehjemmet har 43 boliger fordelt på fem etager.
- Aftensols værdigrundlag er et kristent menneske- og livssyn. Det betyder, at der lægges vægt på rummelighed, næstekærlighed og omsorg for hele mennesket.
- Plejehjemmets personale arbejder målrettet på at imødekomme beboernes ønsker til en god hverdag. Det skaber gode rammer for et aktivt og indholdsrigt liv, der tager udgangspunkt i, hvad der har værdi for den enkelte beboer.
- Aftensol er særlig kendt for at respektere og forstå mennesker med religiøst tilhørsforhold uanset, hvilken trosretning man tilhører.
- Frelsens Hær bidrager blandt andet med besøg, aktiviteter og kapellantjeneste.
- Yderligere information på https://boligertilaeldre.kk.dk/aftensol
Hjælp os med at hjælpe. Støt årets juleindsamling her: