Det er fredag eftermiddag. Solen stråler ned på det sorte etagebyggeri på Hørhusvej i København, der huser 65 kvinder og mænd, som alle er ramt af mere end hjemløshed.
I døren ind til køkkenet er Pia Myrthue i gang med at servere aftensmaden. Burger med pulled pork – eller kylling. Hun har aftenvagten på herberget i dag.
’Det dufter godt, jeg er sulten!’, siger en mandlig beboer, og beder om at få ekstra kød, så Pia fylder godt op på tallerkenen. Maden kan spises i fællesskab eller alene på værelset. Det er op til beboerne, hvor sociale de vil være.
”Vi beder i forvejen om meget stor tolerance fra vores beboere. De har eget værelse, men der er lydt i huset, og du deler toilet og bad med andre. Dertil kommer, at flere af beboerne har svære psykiske udfordringer og misbrug, så deres overskud er i forvejen ikke stort.”
Alligevel er Hørhuset kendt for at være et trygt og roligt sted. Denne fredag, hvor vi er på besøg, er stemningen god. Stilheden brydes kun af småsnak, og pippen fra den store voliere ved indgangen, hvor omkring tyve parakitter holder til.
En beboer sætter sig ved klaveret og spiller nogle bløde toner. ’Jeg har aldrig lært at spille klaver, jeg har bare øvet mig lidt, efter jeg kom her,’ fortæller han.
Pia Myrthue er alene på arbejde og går rundt uden overfaldsalarm.
”Jeg føler mig slet ikke bange for at gå rundt mellem beboerne. Vi har meget få voldelige episoder, og dem, der er, sker mellem beboerne. Jeg er sikker på, at hvis en af de ansatte blev truet, ville flere af de andre beboere hurtigt komme til hjælp."
Har jeg ramt bunden nu?
I køen til aftensmad står Carina. Hun har boet på Hørhuset i snart to måneder efter et hårdt liv med hurtige penge. I ti år har hun kæmpet med et stofmisbrug, der til sidst var med til at sende hende på gaden.
”Da jeg kom her, tænkte jeg, NU har jeg ramt bunden. Så kan man ikke komme længere ned,” fortæller hun, da vi sidder ved et lille bord på hendes værelse. Hendes nye hjem.
”Der gik ikke lang tid, fra jeg kom, til jeg følte mig hjemme her. Nu har jeg indrettet mig med nogle af mine møbler og fotos, de er vigtige for mig,” siger hun.
Rummet er rent og ryddeligt. Enkeltsengen er redt, på sofabordet og i vindueskarmen lyser led-stearinlys. Køleskabet er fyldt, og ved vasken står skønhedsprodukter. Kun tv’et mangler en reol. Indretningen er hyggelig og feminin. Vigtigst er dog døren. Den kan låses, og kun Carina har en nøgle.
”Jeg var enormt heldig, at jeg kunne bo hos venner og familie, da jeg mistede mit hjem. Men jeg var hele tiden stresset af, at jeg ikke ville trænge mig for meget på. Jeg sørgede for at overnatte lidt forskellige steder, for ikke at gå nogen på nerverne. Frygten for at blive smidt ud stressede mig meget, og gjorde det enormt svært for mig at holde mig fra mit misbrug.”
I sommer fik hun plads på Hørhuset. Et stabilt hjem, der nu gør det muligt for hende at koncentrere sig om sin afvænning.
”Jeg er blevet taknemmelig for de små ting i livet. Før kunne jeg slet ikke forestille mig, at jeg ville havne uden et hjem. Når jeg mødte hjemløse, tænkte jeg, at de på en måde selv var skyld i det. Men i dag er jeg klar over, det ikke er tilfældet,” siger Carina, og fortsætter:
”Ingen har selv valgt at stå på gaden uden et hjem. Men det, jeg har lært af min tid på Hørhuset, er, at det ikke er bunden. Det her er min nye begyndelse."
Fleksibilitet og medmenneskelighed
Carinas nye begyndelse sker med støtte fra en medarbejder fra Hørhuset. En uddannet ansat, der som kontaktperson følger beboeren under hele opholdet.
”Vi går ture og taler sammen. Jeg kan godt have det svært med at sidde ned og tale sammen, mens man kigger hinanden i øjnene. Det lurede min kontaktperson lynhurtigt, så vi taler om tingene, mens vi går,” fortæller hun.
Kontaktpersonen kan hjælpe med praktiske ting, som kontakt til kommunen. Udfyldelse af diverse ansøgninger, til at genoptage kontakt til familie og venner, eller til at være en fortrolig samtalepartner.
Det forklarer Pia Myrthue, da aftensmaden er serveret og vi sidder på et kontor.
”Beboerne har en ugentlig aftale med deres kontaktperson, og hvad den tid bruges på, er op til de to i fællesskab. Det er beboerens behov, der kommer først,” forklarer hun.
Pia Myrthue er blandt andet uddannet i antropologi, og har mange års erfaring med at arbejde med både danske og afrikanske hjemløse.
På Hørhuset er hun blandt andet ansat til at skabe tiltag, der giver beboerne indhold og medbestemmelse i hverdagen.
For nylig stod hun i spidsen for en sommerfest på terrassen, med en donation fra Amager Lokaludvalg, hvor nycirkus-truppen Cameliorquestra optrådte for beboerne.
”Det var en rigtig dejlig eftermiddag og aften. Nogle af beboerne havde inviteret familie eller venner med. For os som ansatte er det en måde at anerkende beboerne på, som mere end en person, du skal hjælpe videre i livet. Den anerkendelse sker hver dag i øjenkontakten, i det spil billard, vi tager sammen, og også i den sommerfest.”
Ligeledes er der indført et beboermøde, med dagsorden og referat, hvor beboerne kan drøfte forholdene på herberget og komme med ønsker om forbedringer. Et af ønskerne har været at gå fra ét møde hver anden måned, til et møde hver måned. Det er blevet indfriet.
”Det er vigtigt, at beboerne føler, de har indflydelse på det sted, de bor. Samtidig er det en måde at lære dem omkring medindflydelse og ansvar for det sted, man bor. Mange af dem kender godt til konceptet med en dagsorden, men der er alligevel en læring i, at man taler pænt til hinanden, venter på tur, og følger dagsordenen"
Ingen behøver at være hjemløse
I Danmark er der en fortælling om, at ingen behøver at sove på gaden. Det er ikke sandt. Antallet af folk i hjemløshed i Danmark lå på 5789 personer i 2022, 535 af disse sov på gaden – svarende til næsten 10 procent.
Næsten halvdelen af folk i hjemløshed bor på et herberg (47,26%). For at få en plads her, skal man ifølge loven kæmpe med mere end ”blot” at være boligløs. Andre sociale udfordringer som fx misbrug, økonomiske problemer eller psykisk sygdom, skal også være til stede. Desuden skal man have lovligt ophold i Danmark og til have et cpr-nummer.
Næsten hver femte hjemløse sover hos venner og bekendte, på må og få. Det er især kvinder, der bliver sofa-sovere. Det kan være mere trygt, end at sove på gaden. Der er dog også stor risiko for at disse kvinder havner i et skyldnerforhold, hvor de betaler for opholdet med deres krop.
Det var ikke tilfældet for Carina, der nu igen kan forestille sig at få en fremtid uden misbrug og hurtige penge.
”Jeg drømmer om at bo i et lille rækkehus på landet med en hund. Jeg fik aldrig børn, så en hund ville være en stor glæde.”
Ro i kroppen giver en bedre fremtid
Et ophold på Hørhuset kan vare fra nogle måneder og op til flere år. Det tager tid for kommunen at finde en passende bolig, og beboerne skal være klar til at bo alene, fortæller Pia Myrthue.
”Det er en stor omvæltning at komme ud i egen bolig. Ofte er det en hel tom bolig, de kommer ud til. Nogle gange uden hårde hvidevare. Det kræver meget at skulle få alt det på plads alene, så den proces hjælper vi også med, hvis det er nødvendigt. Vi slipper dem ikke, før vi ved, de kan klare sig."
På herbergets store terrasse møder vi Emil, der suger i en e-cigaret. Han er en af de beboere, der har et relativt kort ophold på Hørhuset. Han har boet her siden marts, og kan til oktober flytte i egen bolig.
Emil kæmper ikke med misbrug, og har godt styr på sin psykiske lidelse. Opholdet på Hørhuset har dog givet ham en god platform til at komme videre i livet, siger han.
”Det vigtigste for mig er ro og stabilitet. Jeg har flyttet over 25 gange i mit voksenliv, så jeg ville gerne have været opholdet her foruden. Men det har alligevel givet mig en ro, som gør, at jeg kan starte forfra i min nye bolig, uden at have en masse rod i hovedet og kroppen, som jeg først skal have styr på."
Inden opholdet på Hørhuset har han blandt andet boet på et mandekrisecenter, og hos forskellige venner. I seks år, hvor han har ventet på af finde en bolig i Storkøbenhavn.
”Jeg får førtidspension, så jeg har økonomien til egen bolig, men det har ikke været muligt at finde en. Jeg har ikke megen kontakt til min familie i Jylland, og min omgangskreds er her i København, derfor ville jeg meget gerne blive her,” fortæller han.
Emil fortæller, at han var urolig for udsigten til at skulle bo på et herberg. Tidligere ophold på forsorgshjem og krisecenter har givet ham dårlige oplevelser med i bagagen. På Hørhuset føler han sig dog taget godt af.
”Jeg har ofte brug for at ventilere de oplevelser og tanker, jeg har, for at få dem på plads, så jeg kan komme videre. Derfor er det enormt rart, at de ansatte ofte er meget fleksible, og tager sig tid til at tale med mig.”
Netop fleksibilitet er et af nøgleordene i arbejdet på Hørhuset. Selvom der kun er skemalagt en enkelt ugentlig tid med kontaktpersonen, strækker hele personalet sig meget langt for at hjælpe beboerne, når de har behovet, forklarer Pia Myrthue.
”Mange af beboerne har traumer med i bagagen. En af de helt klassiske er at blive svigtet. Det er de blevet mange gange gennem livet. Derfor kan de reagere kraftigt på selv små svigt, som fx at få en afvisning, når de kommer til os. Så når en beboer kommer og beder om noget, gør vi vores allerbedste for at hjælpe, og hvis det ikke er muligt i øjeblikket, så giver vi dem et venligt og brugbart svar på, hvornår de så får hjælp."
Emil har haft kontakt til systemet det meste af hans ungdoms- og voksenliv. Han er vant til at blive mødt med en noget køligere tilgang.
”Jeg kan godt håndtere at blive mødt som endnu et nummer i rækken, men jeg kan sige, at den menneskelige tilgang, jeg har mødt her, har hjulpet mig på min vej til at klare mig selv."
Når den nye bolig er på plads, drømmer Emil om at tage en HF-eksamen, for derefter at læse videre – måske kemi eller matematik. Hans drøm er at blive førtidspensionen kvit.
Mere end en seng at sove i
En menneskelig tilgang er også synlig i Hørhusets måde at håndtere konflikter på. Her er ikke mange absolutter. Kommer en beboer hjem i påvirket tilstand, ryger vedkommende ikke bare ud på gaden igen. De bliver bedt om at opholde sig på værelset, til rusen er dampet af, mens personalet holder et ekstra øje med dem. Personalet går langt for at undgå, at opholdet skal ende i utide.
I det arbejde er dagbogen et vigtigt arbejdsredskab. I den skriver alle husets ansatte i løbet af dagen. Her noteres, hvad der er sket, hvilken stemning der er i huset, om der er særlige hensyn at tage til nogle, og om der er konflikter under opsejling.
”Det er vigtigt, at alle de ansatte bidrager til dagbogen. Det giver et helt billede af de beboere, vi har. Lars, der er vores pedel, han har fx nogle andre snakke med beboerne, end dem jeg har. Så hans input og oplevelser er lige så vigtige og relevante for, at vi kan være på forhånd med det meste. Den bog er en af årsagerne til vores rolige sted."
Kombinationen af fleksibilitet og medmenneskelighed giver pote. I opholdsstuen spiller en lille gruppe beboere billard. De griner og driller hinanden. På værelsesetagerne er der roligt. Ingen råber, og der høres kun dæmpet musik fra de åbne vinduer. Endnu en uge går på hæld i Frelsens Hærs herberg Hørhuset på Amager, hvor der tilbydes langt mere end en seng at sove i.
