Nye ledere for Frelsens Hær i Danmark til august

En international rokade af ledere i Frelsens Hær kommer til at berøre Danmark. Posten som landsleder skifter således hænder med virkning fra 1. august 2018.

Ny landsleder for Frelsens Hær i Danmark og Grønland bliver fra 1. august major Christina Jeppsson, ligesom hendes mand, major Bo Jeppsson ligeledes vil optage en ny ordre i Danmark og Grønlands Territorium. Begge forfremmes til oberstløjtnanter.

De nye ledere kommer hertil fra Sverige og Letlands Territorium, hvor de senest har haft ansvar som henholdsvis distriktsofficer og assisterende forvaltningschef.

 


 

Tilbage til Holland

Lederskiftet betyder et farvel til oberst Hannelise Tvedt, der i fire år har bestridt posterne som både territorialleder og præsident for Hærens kvindearbejde. Hun overtager fra 1. august ansvaret som territorialleder i Holland og Tjekkiet Territorium.

Her tager hun over efter kommandører Hans van Vliet, der sammen med sin kone, kommandør Marja van Vliet går på pension.

Oberst Hannelise Tvedt ankom til Danmark fra en post som chefsekretær i Holland og Tjekkiet i 2014, så det er et velkendt område, hun nu vender tilbage til. Denne gang med rang af kommandør.

Oplysninger om farvel- og velkomstmøder annonceres på et senere tidspunkt.