Op mod 11.000 ansøgninger om julehjælp

Mere end en fordobling i antallet af julehjælpsmodtagere hos Frelsens Hær siden år 2000.

Selvom samfundet drøner afsted, og den økonomiske vækst er høj, så har Frelsens Hær igen modtaget et rekordhøjt antal ansøgninger. Julehjælpen har stabiliseret sig på et historisk højt niveau. Derfor regner Frelsens Hær også i år med en julehjælp på rekordniveau. Sidste jul i 2018 modtog Frelsens Hær knap 11.000 ansøgninger og hjalp over 8.000 familier. Denne rekord fastholdes igen i år.

– Vi har modtaget cirka 10.700 ansøgninger fra økonomisk trængte familier i år. Når vi har registreret de sidste henvendelser, så forventer vi at lande på knap 11.000 ansøgninger, det vil sige at vi igen får et kedeligt rekordår, siger Lars Lydholm, Frelsens Hærs informationschef.

Siden 2016 har antallet af ansøgninger stabiliseret sig på et historisk højt niveau. Det er Frelsens Hærs klare opfattelse, at niveauet skyldes kontanthjælpsloftet og andre reformer af dagpengesystemet.

– Vi så det allerede første jul efter kontakthjælpsloftet. De fattigere er blevet fattigere. Det kan vi se på de rådighedsbeløb ansøgerne har, siger Lars Lydholm.

De mange ansøgninger betyder også, at Frelsens Hær bliver nødt til at sætte en ny rekord i indsamlingen af penge til julehjælp. I år regner Frelsens Hær med, at julehjælpen kommer til at koste cirka syv-otte millioner kroner.

 

Julehjælpen er mere end fordoblet siden 2000

Hvis man ser på udviklingen i uddelingen af julehjælp hos Frelsens Hær, så er der tale om en markant stigning over årene. En stigning der på mange måder svarer til den generelle stigning i fattigdommen i Danmark.

Udviklingen i antallet af modtagere af julehjælpen ser således ud:

  • 2000 – 3906 familie
  • 2008 – 6303 familier
  • 2012 – 7941 familier
  • 2018 – 8102 familier

 

Frelsens Hær sætter fokus på julehjælpen via de sociale medier

For at sætte fokus på julehjælpen har Frelsens Hær lanceret en kampagne med titlen ”Det er ikke alle familier, der har råd til varm julemad”. Frelsens Hærs julehjælp handler dybest set om, at ingen skal sidde med en tom tallerken juleaften. Derfor er der behov for, at vi alle støtter op om julehjælpen. Giv derfor et bidrag på www.julebidrag.dk

Kampagnen kan ses ved at klikke her.