Af Levi Giversen
Da skuespiller og instruktør Flemming Jensen i december indbød familier, som havde fået julehjælp af Frelsens Hær, til premieren for forestillingen Nissebanden i Julemandens Land, var det ud fra et ønske om at bidrage. Men også for at give noget at tænke over.
Mange børn oplever sjældent eller aldrig at komme i teatret. Det skyldes blandt andet, at underholdning i dag i vidt omfang er tilgængeligt på fjernsynet, mobilen og iPad’en. Når en stor gruppe i samfundet er sjældne kulturforbrugere, skyldes det desuden, at der typisk er tale om en ret dyr fornøjelse.
Begge begrundelser blev ophævet, da skuespiller og instruktør Flemming Jensen i december bad Frelsens Hær invitere 500 børn og voksne med til premieren for forestillingen Nissebanden i Julemandens Land i Cirkusrevyens telt på Bakken. Fælles for deltagerne var, at de havde modtaget julehjælp fra Frelsens Hær og sjældent eller aldrig havde tilbragt en fredag aften i teatret.
– Med det rekordhøje antal julehjælpsansøgere ville jeg gerne bidrage med noget, og da jeg jo tidligere har arbejdet sammen med Frelsens Hær, var det helt oplagt at tage kontakt, forklarer den folkekære skuespiller og tilføjer med sin karakteristiske klukkende latter:
– Alle bag forestillingen havde det usædvanligt godt med, at det ikke var de sædvanlige kendisser, vi lavede premiere for, men i stedet nogle indbudte modtagere af Frelsens Hærs julehjælp. Økonomisk gjorde det ingen forskel, for de kendte betaler jo heller ikke noget for at gå til premiere.
For Flemming Jensen, der er både manuskriptforfatter og instruktør på forestillingen samt ophavsmand til julekalenderen af samme navn, kan det at opleve scenekunst i et teater frem for via en skærm noget ganske særligt. Derfor betragter han også teaterversionen som bedre end de 24 julekalenderafsnit på tv.
– Teaterudgaven af Nissebanden i Julemandens Land er den, jeg er allergladest for. Vi har jo spillet den i to år på Odense Teater, og gør det nu for anden gang på Bakken, forklarer han, da premieren er vel overstået og publikum iklædt vinterfrakker og flyverdragter har forladt det opvarmede cirkustelt.
– I teaterrummet mødes man om en fælles oplevelse, der udspiller sig lige for øjnene af os. Man kan ikke zappe væk, men er nødt til at fokusere på det, der foregår på scenen. Foran en skærm bliver man let defokuseret, mens man her er fanget. Det giver nogle gode muligheder, hvis man ønsker at fortælle noget, tilføjer han med en klar antydning af, at det bestemt også er formålet.
Bramfrie politiske undertoner
Mens det ikke blot lykkes for kompagniet af små og store skuespillere at fremføre en hel julekalenderfortælling på en teaterscene, lykkes det dem også at formidle en pointe med bramfrie politiske undertoner – såsom, at materialismens og markedskræfternes velsignelser kan gøre os fattigere på gavmildhed og taknemmelighed.
I forestillingen trues julestemningen således af, at folk i Holme-Olstrup, især anført af figurer som Fiffig-Jørgensen og hans ekstravagante søn Fornøje-Frederik, via de magiske ønskesten’ drømmer om større og bedre gaver, inden de til sidst kommer på bedre tanker.
Det lykkedes nemlig i løbet af forestillingens cirka to timer for Fornøje-Frederiks datter Puk sammen med nisserne Lunte, Gemyse, Skipper og Hr. Mortensen at redde såvel julen som den gode stemning. Det sker med den gennemgående, næstekærlige morale: ‘Det vigtigste er ikke, hvad man får, men at man får’.
– Det, jeg ret utvetydigt ønsker at pege på, er, hvad den stigende tro på markedskræfterne og materialismen gør ved os og vores samfund. Det handler ikke kun om at redde en alt for kommercialiseret jul, men et samfund, hvor der er en stigende tendens til, at man ikke mere modtager en gave med ‘tak’, men med ‘haps’, siger han og fortsætter:
– De, som opfatter alting en-til-en, tror måske, det bare er sådan noget nisseunderholdning, men forhåbentlig er der også nogen, der tænker over problematikken. Det er i hvert fald min oplevelse, at det jeg vil med forestillingen, når ud til langt flere og langt yngre mennesker, end hvis jeg bare havde lavet et alvorligt skuespil om emnet. Det gør jo ikke noget, hvis folk også morer sig undervejs.
Humor og alvor er ikke modsætninger
Som humorist og humanist er det en hjertesag for Flemming Jensen, at humor og alvor ikke skal ses som hinandens modsætninger. For ham gør hverken smil eller et lunt glimt i øjet et betydningsfuldt budskab mindre seriøst. Det bygger snarere bro over kløften mellem modsætninger.
– Humor er som en fremstrakt hånd. Det er en mulighed for at få sagt noget alvorligt på en humoristisk måde. Derfor kommer det altid bag på mig, når folk tror, at humor er det modsatte af alvor, siger teatermanden, der med smil i stemmen peger på, hvordan Fornøje-Frederiks vanvittige trang til profit sammen med Fiffig-Jørgensens enfoldige aktivisme fiffigt gør griskheden til grin.
– Jeg er faktisk rigtig glad for den forestilling, siger den erfarne dramatiker og debattør, som ikke er bange for at træde ud af rollen og mene noget, hverken som kunstner eller privatperson. Men som erkender, at det kan være frustrerende, hvis man som kunstner forsøger at trænge igennem med et budskab, og pressen og publikum blot lukker ører og øjne og snakker om noget andet.
Lyspunkt og dejlig fællesoplevelse
Det sidste var imidlertid ikke tilfældet hos det veloplagte publikum på premiereaftenen. Selvom det nok er så meget sagt, at teateroplevelsen også reddede julen for de fremmødte, var det for mange både et skønt lyspunkt i en mørk tid og en dejlig overraskelse at kunne dele som familier.
Det gælder blandt andet Mette Christensen, der så forestillingen sammen med sin 13-årige datter, Lærke, samt Mai-Britt Hansen, der nød oplevelsen fra første parket sammen med døtrene Matilde på 12 år og Maja på 10 år. Begge beskriver på vej ud af cirkusteltet en både medrivende og meningsfuld teateroplevelse.
– Det var en rigtig dejlig fællesoplevelse, og bag de sjove optrin, var der faktisk også en del stof til eftertanke, lyder det således fra Mette Christensen, der for tiden er i fleksjob, mens hendes mand er på førtidspension. En indtægt, der gør det svært at holde trit med udgifterne til både hverdag og højtid.
Hun suppleres af Mai-Britt Hansen, der kalder teaterbesøget for ‘et lyspunkt i en krisetid’. Hun fortæller således, at hun netop har mistet sit job, mens budgettet er udfordret af høje el-udgifter. Som alenemor til to med udsigt til en fremtid på dagpenge var familieforestillingen derfor en juleoverraskelse, hun er meget taknemmelig for.
Formidabel og forståelig familieforestilling
Ligesom publikum i de plysrøde sæder under teltdugen, er også scenen i henholdsvis Holme-Olstrup og Julemandens Land befolket af både store og små deltagere. Den yngste er kun syv år, men med så overbevisende en optræden – blandt andet på flydende grønlandsk – at Flemming Jensen uden tøven kalder dem ‘de bedste børn, han har arbejdet med’.
– De spiller lige så formidabelt som de voksne skuespillere, og jeg knuselsker dem allesammen, siger han og understreger, at han som instruktør kun sjældent har oplevet det mere krævende at arbejde med børn end voksne – og ‘de her er virkelig dygtige og disciplinerede.’
Samme positive tilgang har han til det sammensatte publikum i scenerummet, hvorfor han understreger, at der ikke er tale om en børnemusical, men en familieforestilling, bevidst lavet med ‘foragt for målgrupper’ – fordi budskabet kan forstås af både store og små.
—
Flemming Jensen og Nissebanden:
- Flemming Jensen er født i 1948 og er uddannet lærer. Han debuterede som forfatter i 1975 og året efter som skuespiller.
- Han er manden bag de tre julekalendere om Nissebanden: ‘Nissebanden’ i 1984, ‘Nissebanden i Grønland’ i 1989 og ‘Nissernes Ø’ i 2003. Ligeledes teaterforestillingen ‘Nissebanden i Julemandens Land’ på henholdsvis Odense Teater i 2012 og 2018 samt i Cirkusrevyens telt i 2021 og 2022.
- Han har markeret sig som både instruktør, dramatiker og debattør og har optrådt i blandt andet teatersammenhænge, i cirkus og på TV.
- Som forfatter har han udgivet over 20 bøger, heriblandt bogen ‘Vorherre er en rutebil’, hvori Frelsens Hær spiller en helterolle.
- Han modtog i 2014 og 2015 franske litteraturpriser.
- Han er gift med Birte, og sammen har de seks voksne børn og ni børnebørn.
