Sidste chance for en tur i Lykkeland?

I over 12 år har Frelsens Hær, hvert år, sendt næsten 7000 udsatte danskere på udflugter og ferielejre. Det har været muligt på grund af en donation fra Arbejdsmarkedets Feriefond AFF, men med de nye ferieregler er fremtiden for fonden og dermed tilbuddet til de fattigste familier i Danmark i fare.

Eiffeltårnet, Burj Khalifa og Buckingham Palace, perfekt gengivet i millioner af klodser. Det er ikke sært, at Legoland hvert år tiltrækker næsten to millioner besøgende. Men en dag i ”Lykkeland” er ikke en luksus alle har råd til. Derfor sender Frelsens Hær hvert år omkring 3000 afsted, til en dag med alt betalt.

Af Regitze Bryld

”For mange af de her familier er ordet ferie et fremmedord. Det er måske første gang, de er i Legoland. Måske også første gang de er på restaurant, eller første gang der er råd til både is og bland-selv-slik til børnene. Men det er muligt på denne dag,” forklarer Frelsens Hærs informationschef Lars Lydholm.

 

 

 

 

 

 

 

Foruden transport til parken fra over 10 byer i Danmark, er entreen og et gavebevis på 200 kroner pr. deltager inkluderet.

”Det handler om at være en del af fællesskabet. Det er ikke sjovt at være den eneste i klassen, der endnu en sommer ikke har været på tur i sommerferien, eller den eneste i børnehaven, der aldrig har været i en forlystelsespark. Det får børnene til at føle sig uden for, og vi ved, at det kan give en følelse af isolation,” siger Lars Lydholm.

Afhængig af glemte feriepenge

Børn tager en tur i forlystelsen Fyrtårnet i Legoland

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udflugterne er mulige at stable på benene på grund af donationer fra private og ikke mindst fra Arbejdsmarkedets Feriefond, der administrere de feriepenge, folk ikke har fået udbetalt. AFF har i en årrække doneret tre millioner kroner til Frelsens Hær, så de – ud over turen til Legoland – kan tilbyde en dag i Fårup Sommerland eller BonBon-Land og måske en lejrtur i sommerferien.

”Meldingen fra AFF er, at de ikke ved, hvilken pose penge de vil have at gøre med til næste år. Med de nye ferieregler bliver det nemmere at få sine retmæssige feriepenge udbetalt – det er vi store tilhængere af. Feriepengene skal gå til dem, der har optjent retten til dem. Det giver bare et hul i kassen for os, og andre organisationer, der har fået del af de uhævede penge,” siger Lars Lydholm.

Derfor opfordrer Frelsens Hær nu Folketingets politikere til at finde pengene i næste års budget.

”I år har AFF uddelt lidt over 40 millioner kroner, det beløb ser vi gerne sat af på finansloven. Det betyder alverden for de mest udsatte i Danmark, at de bare for en enkelt dag kan føle sig som alle andre,” siger Lars Lydholm.

 

Fakta:

Deltagerne i Frelsens Hærs udflugter og ferielejre har alle ansøgt og er blevet godkendt til at modtage julehjælp. Ved den ansøgning tages der stilling til ansøgerens økonomiske råderum.

I 2018 uddelte Frelsens Hær julehjælp til over 8000 familier og enlige. Heraf får mellem 6-7000 personer tilbudt en udflugt eller lejrtur. Deltagerne findes via lodtrækning.

I år sendte Frelsens Hær 3200 personer afsted til Legoland d. 25. maj. Derudover bliver et tilsvarende antal tilbudt en udflugt til Fårup Sommerland eller BonBon-Land d. 14. september. Hen over sommerferien tilbydes også en række sommerlejre for familier med børn eller for børn alene.

Arbejdsmarkedets Feriefond er en selvejende institution. Fondens midler stammer fra uhævede feriepenge, og uddeles fortrinsvis til ferieophold for børn og familier, der midlertidigt ikke er i stand til at forsørge sig selv. I 2019 uddeler fonden kr. 40.815.102 til gennemførelse af Arbejdsmarkedets Feriefonds Feriehjælpsprogram 2019.