Stigning på 36 procent giver travlhed på værestedet Pakhuset

Sidste år fik næsten 12.000 gæster serveret et gratis måltid mad i Frelsens Hærs værested på Christianshavn i København. Det er over en tredjedel flere måltider end året før.

Af Regitze Bryld

Selvom kalenderen viser forår, viser naturen stadig kløer. Den kolde vind går gennem marv og ben – særligt hos dem, der tilbringer dag og nat på gaden. Det er for at tilbyde disse mennesker en hjælpende hånd, at Frelsens Hær har væresteder flere steder i landet. I København ligger værestedet Pakhuset, i en smuk gul bygning fra 1600-tallet.

Pakhusets dør er åben fra mandag til fredag, mellem klokken ni og kvart i to. Blandt gæsterne er gadesovere, hjemløse, sæsonarbejdere, flaskesamlere, misbrugere og andre skæve eksistenser. Folk, der ikke har råd til, eller mulighed for at komme andre steder i byen.

”Næsten 90 procent af vores gæster er migranter. De er i Danmark på et turistvisum, mens de søger job eller samler pant. Det siger meget om deres desperation, når de vælger at tilbringe nogle måneder på gaden i Danmark, i håbet om et bedre liv.”

Menuen i Pakhuset står på sund og nærende kost, og tilbydes ganske gratis.

I 2022 tog 8.704 mennesker imod dette tilbud, mens antallet i 2023 lå på 11.841. Det er en stigning på 36 procent.

Vær’ vor gæst!

Pakhusets leder, Arno Steen Andreasen, insisterer på, at husets besøgende omtales, og behandles, som gæster. Alle mødes med respekt og omsorg, og stemningen i den store spisesal er oftest rolig og varm.

”De labels vi vælger at sætte på folk, har stor betydning for den måde, vi møder dem på. Bevidst eller ubevidst. Derfor har vi valgt at møde hver og en, som en velkommen gæst. Det sker, at vi må bede enkelte om at forlade stedet, men det er oftest med et ønske om, at vi ser dem dagen efter.”

Størstedelen af gæsterne på Pakhuset kommer fra europæiske lande, mens mænd fra afrikanske lande også udgør en stor procentdel. Derfor ansatte man sidste år tre rådgivere, der kan hjælpe gæsterne med praktiske spørgsmål, kontakt til sociale myndigheder og jobsøgning. Rådgivningen sker uformelt i løbet af dagen, og er finansieret uden hjælp fra kommunen. Derfor er der brug for økonomisk støtte for at fortsætte indsatsen.

For jobsøgende fra andre EU-lande, er det muligt at blive del af projektet Trin-for-Trin, der ud over hjælp til jobsøgning, tilbyder deltagerne gratis aftensmad og en seng at sove i.

LÆS OM TRIN-FOR-TRIN HER

I gennemsnit bød personalet 54 gæster indenfor på hver åbningsdag i Pakhuset gennem 2023. Behovet for at blive mødt, få varmen, et gratis måltid mad og god rådgivning, ser ikke ud til at blive mindre i år.

Tilmeld nyhedsbrev

Alle beløb tæller. Tusind tak for din støtte.

Har du lyst og overskud til at hjælpe andre? Bliv en del af vores fantastiske team.