Succesfuldt familiearbejde i Tønder udvides til Toftlund

Knap to år efter opstarten af Familieværkstedet hos Frelsens Hær i Tønder, har kommunen set så lovende resultater, at de har lavet en ekstrabevilling, så Frelsens Hær kan udvide tilbudet til sårbare familier i og omkring Toftlund.

Da Frelsens Hær åbnede dørene til korpset i Tønder den 24. januar 2021 var det med et håb om at kunne gøre en forskel for sårbare familier i den sønderjyske kommune.

Med i rygsækken, havde korpsleder Astrid Christensen god erfaring med familiearbejdet fra sit virke i Sønderborg, hvor hun i fællesskab med sin mand var korpsleder fra 2012-2020. 

Her resulterede et fireårigt pilot-projekt for familier i, at næsten hver fjerde deltager fik modet til at komme under uddannelse eller i job. Det er en langt højere succesrate, end kommunens egne resultater.

Hvad er opskriften på Frelsens Hærs succesfulde familierarbejde? Læs mere her

En sådan succes håber man nu på i Tønder kommune.

"Vi går og venter på en halvvejsevaluering, men min mavefornemmelse er rigtig god. Jeg tør ikke sætte tal på, men jeg ved, at vi allerede har hjulpet rigtig mange godt på vej."

Familiearbejdet i byen Tønder sker i et strategisk partnerskab med kommunen og er støttet økonomisk af Den A.P. Møllerske Støttefond frem til udgangen af 2025. Udvidelsen af tilbudet i Toftlund er finansieret af kommunen selv.

I udkanten af en kommune i udkanten af Danmark

Toftlund er en lille by med næsten 3500 indbyggere. Beliggende i en af de yderste kommuner i Danmark med blot 30 indbyggere pr. kvadratkilometer, er den kollektive transport sparsom. Så selvom der kun er 33 kilometer til Tønder, har afstanden vist sig at være en hindring for nogle familier. Det er derfor ideelt at give et tilbud i denne del af kommunen, siger Astrid Christensen.

Vi er igang med at finde familier, som vi kan tilbyde at deltage. Vi har god kontakt til folk i hele kommunen, blandt andet gennem vores database over modtagere af Julehjælp. Det er også muligt for familier at henvende sig direkte til os, hvis de ønsker at deltage."

Familieværkstedet har opstart i Toftlund den 21. februar.

I første omgang bliver der tale om en ugentlig aften med aktiviteter og fællesspisning for familier. Siden er planen at udvide med flere tilbud, som fx en lektiecafe.

Alle beløb tæller. Tusind tak for din støtte.

Har du lyst og overskud til at hjælpe andre? Bliv en del af vores fantastiske team.