Det danske officerspar Camila og Steven Thomas har stået i spidsen for Frelsens Hær i Polen siden februar 2020. En opgave der er blevet forandret totalt med den russiske invasion af nabolandet Ukraine.
Af Regitze Bryld
”Det er fra morgen til aften lige nu. Behovet for hjælp ændrer sig dag for dag, så vi gør vores bedste for at følge med,” forklarer engelskfødte Steven Thomas, der er regional leder for Armia Zbawienia, Frelsens Hær i Polen.
Sammen med sin danskfødte hustru Camilla står han i spidsen for de fire lokale Frelsens Hær afdelinger i landet, med base i hovedstaden Warszawa.
”Warszawa er fyldt til bristepunktet. Alle hoteller og mange private hjem huser flygtninge lige nu. Senest har vi fået meldinger om, at vores nordligste afdeling i Malborg (tæt på Gdansk) også begynder at modtage flygtninge nu, så der er vi også gået i gang med hjælpearbejdet,” forklarer Steven Thomas.
Steven og Camilla Thomas besøger det store modtagecenter i Medyka, for at vurdere hvordan Frelsens Hær bedst kan hjælpe.
Stort pres på Polen
Polen er det naboland mod vest, der har den længste grænse med Ukraine. Landet har modtaget 2/3 af de over 3 millioner mennesker, der er flygtet fra Ukraine. Selvom mange er draget videre ud i Europa, har mange andre planer om at blive i Polen for nu – det bevidner et hastigt igangsat sprog-tilbud i korpset i Warszawa. Her underviser en ukrainskfødt ansat hver uge flygtninge i polsk.
”Jeg er så imponeret over disse menneskers stålsatte vilje for at få det bedste ud af deres situation. De er flygtet fra en krig for kort tid siden. Har efterladt sig alting uden at vide, hvornår de kan vende hjem, og har måske intet at vende hjem til. Alligevel står de her hos os nu og beder om hjælp til at kunne lære et nyt sprog, så de kan få sig et job, så de kan klare dig selv. Det er vidunderligt at se,” siger en tydelig rørt Steven.
Frelsens Hær i Polen har valgt at fokusere hjælpearbejdet i byerne, for nu. Behovet for hjælp er allestedsværende og skifter, som dagene går.
”Vi forsøger at se på behovet for hjælp og finde de steder, hvor vi bedst kan sætte ind. I sidste uge sagde vi fx, ’vi har ikke behov for tøj’. Det var ikke det, der blev efterspurgt. I denne uge, er det så netop det, flygtningene har behov for fra os. Heldigvis har vi Herren på vores side. Hver gang et nyt behov opstår, opstår en måde at afhjælpe det på,” siger Steven Thomas.
Derfor har de lokale afdelinger også valgt at fastholde de kirkelige aktiviteter, forklarer han:
”Hver søndag har vi besøg af ukrainske flygtninge til vores gudstjenester. Selvom de kun forstår meget lidt polsk, kommer de for at være sammen i troen. Det er viser os, at det er vigtigt, vi fastholder disse tilbud, så vi kan møde både de fysiske og spirituelle behov.”
På trods af det åbenlyse pres på landet, oplever både Steven og Camilla Thomas en enorm velvilje mod de ukrainske flygtninge fra det polske folk. Selv fra de yngste.
”I søndags fortalte en herboende ukrainsk mor, at hendes datter er blevet frivillig i skolen, og bar et særligt badge, som tegn til ukrainske flygtningebørn om, at de gerne vil hjælpe dem på vej og blive venner,” fortæller Camilla Thomas.
”Det er endnu et eksempel på, hvordan det polske folk bare tager imod deres naboer med åbne arme. Det er vidunderligt,” supplerer Steven Thomas.
Steven med ukrainskfødte Oleg Samoilenko, på vej ud med hjælpepakker.
Camilla i færd med at organisere donerede artikler i korpset i Warszawa.
Parret håber, mange danskere fortsat vil støtte hjælpeindsatsen i og omkring Ukraine, og opfordrer til at holde dem der hjælper og de mange flygtninge i forbøn.
”Med Guds hjælp vil vi have kræfterne til at hjælpe, uden at brænde ud. Der bliver behov for en langsigtet indsats her, og vi er parate til at gå hele vejen med vores ukrainske naboer.”
