Tyveriet ramte særligt hårdt, da der var tale om midler, som møjsommeligt var indsamlet i løbet af december. Folk i Esbjerg havde lagt mønter og sedler i indsamlingsbøssen for at give andre en bedre jul – og nu var alt væk på få timer.  

Hele julemånedens indsats og byens gavmildhed var uden varsel forsvundet i vintermørket – og havde efterladt Frelsens Hær i en svær situation. 

Over hundrede poser med kolonialvarer stod allerede klar, men flæskestege og medisterpølser, som skulle fuldende julehjælpen, skulle først hentes – og betales – på slagteriet samme dag. 

– Vi har ikke en rød øre tilbage. Ikke engang bankbøger og bilag er blevet efterladt, lød det opgivende fra major Henry Hansen, der kun kunne håbe på en ordning med slagteriet, så juleuddelingen kunne gennemføres. Samtidig havde han og Kirsten dog endnu et håb: 

– Vi håber, der er nogen, som vil tænke venligt på os og træde hjælpende til, så ingen skal gå forgæves til Frelsens Hær. 

Og Esbjerg tænkte venligt. Allerede samme dag, hvor Vestkysten bragte historien, begyndte telefonerne at ringe. Fra medborgere – eller mere præcist medmennesker – der indtelefonerede donationer og hurtigt sikrede julen for byens økonomisk udsatte familier.