Familiearbejde
Da 800 familier på et ansøgningsskema om julehjælp i 2002 svarede: ’Ja, vi vil gerne holde kontakt med Frelsens Hær,’ anede ingen, at dette initiativ skulle føre til et omfattende arbejde blandt en udsat gruppe, hvis sociale og økonomiske problemer selvsagt ikke begrænser sig til juletiden.
Gennem mere end to årtier har tilbud om lejre, udflugter og feriehjælp, lokale aktiviteter for børn og voksne, mentor- og bisidderordninger og meget andet siden ført til markante forandringer i mange sårbare familiers hjem.
Det er således fortsat sådan, at hjælpen til jul ofte er den første kontakt med Frelsens Hær, som på sigt fører til positive forandringer og et opgør med fastlåste livssituationer.
Frelsens Hærs lokale tiltag tilbyder et favnende fællesskab med hjælp, støtte og rådgivning til at komme videre i livet.
Favnende fællesskab og bredere netværk
Frelsens Hærs lokale tiltag til sårbare familier kan variere fra sted til sted. Men fælles for dem er, at de tilbyder et favnende fællesskab med hjælp, støtte og rådgivning til at komme videre i livet. Mange oplever også, at de gennem Frelsens Hærs familietilbud får et bredere netværk – og dermed en vej ud af social isolation.
Mange steder tager familierne også gerne imod indbydelser til familiegudstjenester og andre familiære tilbud, mens man i nogle byer har udviklet et særligt tilbud om kreative hverdagsgudstjenester, som er inspireret af konceptet “Messy Church”. Ofte afsluttes disse familievenlige gudstjenestetilbud med fællesspisning og socialt samvær.
Positivt parløb mellem Frelsens Hær og kommuner
De ildsjæle, der er engageret i familiearbejdet ledes typisk af Frelsens Hærs lokale ledere, ligesom indsatsen nogle steder kvalificeres af ansatte familiekonsulenter. Nogle steder i landet indgår Frelsens Hærs familiearbejde i et partnerskab med kommunen omkring en målrettet samskabelsesindsats, hvilket har vist sig meget frugtbart.
For sårbare familier kan Frelsens Hærs familiearbejde både bidrage til at skabe tillid og bygge bro, ligesom både personlige relationer og positive forandringer i mange tilfælde viser sig at blive varige.
Et godt eksempel på det sidstnævnte er Familieværkstedet i Tønder, hvor Frelsens Hær siden 2020 har dannet parløb med Tønder Kommune. En omfattende indsats, der ugentligt benyttes af mere end 100 borgere, og hvor resultaterne i 2024 førte til, at samarbejdet blev udvidet til at omfatte endnu en by i kommunen, nemlig Toftlund.
Gennem en bred vifte af aktiviteter og indsatser såsom voksencafé, ungecafé, læringscafé, fødevarehjælp, socialrådgivning m.m. samt parallelle tilbud som udflugter, lejre og familiegudstjenester, er målsætningerne for indsatsen mere end indfriet – og har blandt andet styrket deltagernes livsmestring, familieliv og mod på at komme i uddannelse eller job.
Samarbejdet i blandt andet Tønder er et godt eksempel på et frugtbart parløb mellem det offentlige og civilsamfundet. For sårbare familier kan Frelsens Hærs familiearbejde således både bidrage til at skabe tillid og bygge bro, ligesom både personlige relationer og positive forandringer i mange tilfælde viser sig at blive varige.
Kom ’under huden’ på familiearbejdet
I bogen “Under huden” sættes Frelsens Hærs familiearbejde under lup – lige fra de første nybrud til indsatsen sidenhen. Bogen er skrevet ud fra et ønske om at give et informativt indblik i et vigtigt virkefelt, hvor erfaringer og perspektiver foldes ud og forhåbentlig kan være til inspiration for andre organisationer, kommuner, kirkesamfund m.m. Under huden er skrevet af Katja Lund Knudsen og Anne Jakshøj. Bogen kan læses i en bladrevenlig udgave ved at klikke her.
En engelsk version af bogen, Under the skin, kan endvidere købes som e-bog via Amazon: