Krisecentre

Krise betyder på græsk “vendepunkt” og “mulighed for forandring”. En tilgang, der også gælder for Frelsens Hærs tre krisecentre, hvoraf to ligger i Storkøbenhavn og et i Næstved.

Gennem flere årtier har utallige voksne og børn på disse steder oplevet et positivt vendepunkt og fået nyt mod på en tilværelse i enten uddannelse, job eller ny bolig.

Krisecentre for kvinder og børn

Når man banker på døren til to af disse krisecentre, henholdsvis Den Åbne Dør på Vesterbro i København og krisecentret i Næstved, vil målgruppen her alene være kvinder med børn – typisk som ofre for fysisk og/eller psykisk partnervold i hjemmet. Kvinderne kan med afsæt i servicelovens §109 få mulighed for at bo og modtage målrettet hjælp på krisecentrene i en kortere eller længere periode.

Krisecenter for både kvinder, mænd og børn

På Frelsens Hærs krisecenter, Svendebjerggård i Hvidovre hviler arbejdet på både servicelovens §109 og §110, hvilket betyder, at man tager imod både kvinder, mænd og børn, som har oplevet fysisk og/eller psykisk vold i nære relationer eller står uden bolig på grund af en svær livssituation. På landsplan er Svendebjerggård således ét ud af blot tre krisecentre, der huser både mænd, kvinder og børn under samme tag.

Tilgangen på Svendebjerggård er, at man med afsæt i Frelsens Hærs menneskesyn insisterer på, at alle mennesker er ligeværdige. Derfor differentieres kriseramte borgere ikke efter køn, men alene efter en konkret og individuel vurdering. En tilgang, der i 2024 ligeledes blev indskrevet i lovgivningen – blandt andet efter initiativ fra Svendebjerggård.

Høj faglighed og værdighed i sikre og trygge rammer

Fælles for Frelsens Hærs tre krisecentre er, at der lægges vægt på en høj faglighed og værdighed samt fokus på personlig og social udvikling i sikre og trygge rammer. Det betyder blandt andet, at alle medarbejderne er kompetente med en relevant faglig uddannelse som eksempelvis pædagog, psykolog eller socialrådgiver.

Krisecentrene er selvejende institutioner under Frelsens Hær med driftsoverenskomst med de respektive kommuner/regioner.

Info om Frelsens Hærs krisecentre

Krisecentret Den Åbne Dør

  • Krisecentret Den Åbne Dør blev oprettet i 1976 på første sal i Tøndergade 8. I stuen var indrettet en café for hjemløse. Målgruppen for krisecentret er voldsramte kvinder og børn iht. servicelovens §109.
  • I de første år var der kun seks pladser. Men ved en flytning i 2003 fik centret nye og bedre rammer i Hedebygade 30. Her blev antallet af pladser fordoblet til 12. Den Åbne Dør er således stadig et lille krisecenter med vægt på tryghed og nærhed.
  • Forstander: Tina Adler Ørnbøl.
  • Adresse: Hedebygade 30, 1674 København.

Krisecentret i Næstved

  • Tilblivelsen af Frelsens Hær krisecenter i Næstved i 1983 skete spontant som svar på akutte behov. Siden har centret udviklet en højt specialiseret faglig indsats for voldsramte kvinder og børn iht. servicelovens §109.
  • Krisecentret har i dag kapacitet til otte kvinder og deres børn. Et antal, der gør det muligt at sikre både tryghed og nærhed.
  • Hertil rummer stedet en række alternative tilbud, blandt andet ambulante forløb, hvor kvinder, der ikke flytter ind, har mulighed for at få hjælp, råd og vejledning.
  • Forstander: Christina Nielsen.
  • Adresse: Østergade 13, 4700 Næstved.

Krisecentret Svendebjerggård

  • Svendebjerggård er et krisecenter og midlertidigt botilbud iht. servicelovens §109 og §110. Det tager imod både kvinder, mænd og børn, der har oplevet vold i nære relationer eller står uden bolig på grund af en svær livssituation.
  • Stedet har 27 værelser med bad og toilet.
  • Svendebjerggård blev opført i 1955 som mødre- og spædbørnshjem, i 1973 blev det ændret til børnehjem, og siden 1988 har det været krisecenter og botilbud.
  • Forstander: Randi Ringgaard Christoffersen.
  • Adresse: Catherine Boothsvej 20, 2650 Hvidovre.