- December 2025
- Giv julehjælp
Et bjerg af bagværk og tonstung juleglæde
I de 125 år, Frelsens Hær har uddelt julehjælp, har mange oplevelser sat sig fast i erindringen. Men julen 1990 skiller sig alligevel ud som året, hvor julehjælpen i Vejle og det meste af Jylland duftede af småkager og tontung juleglæde.
Af Levi Giversen
Julen 1990 blev en sød affære i Frelsens Hær i Vejle. Ikke kun på grund af julehjælpen til de mange familier, der det år kæmpede med arbejdsløshed og tomme pengepunge, men også fordi korpset bogstaveligt talt druknede i småkager.
Det begyndte med et telefonopkald fra Kjeldsen Kager, der havde et bjerg af småkager til overs i en lagerhal i byen. Et helt ton småkager – et restparti fra en eksportordre til England, der var blevet annulleret – stod og ventede på et lager i det nordlige Vejle. Og de skulle ud inden jul.
Den følgende fredag rullede en lejet varevogn fra Frelsens Hær i Staldgårdsgade afsted mod industrikvarteret med korpsleder, major John Wahl bag rattet og en hjælper ved sin side.
" Det var en meget kærkommen gave med lidt ekstra knas i julekurven. "
- Hanne Wahl
Hall'en stopfyldt to gange
Da de første læs blev båret ind i hall’en hos Frelsens Hær, blev major Hanne Wahl mødt af synet af kasser og dåser i stabler fra gulv til loft – og en besked fra John:
– Ring til alle korps i nærheden. De må komme i weekenden og hente alt, hvad de kan – for på mandag henter vi lige så meget igen. Og sådan blev det.
I dag husker Hanne og John stadig den tætte trafik af blå, hvide og røde Ladaer – et populært og prisbilligt bilmærke blandt frelsesofficerer på den tid – der i decemberdagene kørte i pendulfart til Vejle.
Kollegers biler blev læsset til overvægt med kagedåser, der senere skulle finde vej til julekurve i det meste af Jylland.
For mange af modtagerne blev småkagerne et uventet lyspunkt midt i en hård tid. Som en ekstra sløjfe på julepakkerne, der foruden gængse ingredienser som kartofler, rødkål og medister, det år var krydret med sprøde vaniljekranse, finskbrød og kringler – sirligt pakket i flotte gaveæsker og kagedåser med det kendte Kjeldsenlogo på låget.
– Det var en meget kærkommen gave med lidt ekstra knas i julekurven, lød det efterfølgende fra Hanne Wahl til Vejle Amts Folkeblad.
" Til sidst orkede vi næsten ikke at se en vaniljekrans. "
- John Wahl
Starten på en sød tradition
Hall’en i Staldgårdsgade blev fyldt til randen to gange, og de sidste kagedåser blev stillet i depot på loftet og holdt længe ind i det nye år.
– Til sidst orkede vi næsten ikke at se en vaniljekrans, ler John Wahl.
Alligevel satte det måske en slags ‘tradition’ i gang. For i årene, der fulgte, blev Frelsens Hær i Vejle jævnligt begavet med kager fra gavmilde kageproducenter – romkugler, roulader og andre søde sager.
Men året 1990 står stadig som det år, hvor julen i Vejle og det meste af Jylland på en særlig måde duftede af småkager – og hvor julehjælpen til økonomisk trængte familier fik et ekstra sukkerdrys på toppen.
Frelsens Hær har delt Julehjælp ud til økonomisk trængte i Danmark i 125 år. Bag hver julepakke står et menneske, et hjem, en jul der blev mulig.
Gå på opdagelse i historierne om julehjælp dengang og i dag:
Julen er at lukke ind - ikke at lukke ude
Ingen skal føle sig udelukket i julen. Spred håb: Støt Frelsens Hærs julehjælp!