Faderen, Sven Elkjær Sørensen, der i mange år havde arbejdet som repræsentant og forsørget sin familie uden problemer, var blevet syg tre år forinden og indstillet til invalidepension.  

Familien havde måttet flytte flere gange, efter at deres tidligere lejebolig i Langå var blevet solgt. Via en avisannonce fandt de et nyt hjem i en nordjysk landkommune. Men her ventede dem ikke den forståelse, de havde håbet på.  

Hvor et månedligt forskud på invalidepensionen på 854 kroner hidtil havde udgjort livsgrundlaget, blev beløbet i den nordjyske kommune sat ned til 600 kroner – sammen med en anvisning fra sognerådet om at Elkjær Sørensen måtte indtjene forskellen ved at ’kalke vejsten’. 

Da han forsigtigt påpegede sin umulige situation, fik han et isnende svar fra et af sognerådsmedlemmerne: ’I kan dårligt komme inden for kommunens grænser, før I begynder at søge hjælp.’ 

Efter et kort ophold i den nye bolig skaffede kommunen dem i oktober samme år en landejendom i nabokommunen. Huset var dog i så elendig stand, at kredslægen straks kasserede det som menneskebolig. Familien flyttede alligevel ind, blot for at få tag over hovedet.  

Her boede de få uger, indtil endnu en fogedforretning sendte dem på gaden. Denne gang blev de endda mødt af to sognerådsmedlemmer, som – mens børnene sad i stuen – forklarede, at ejendommen var blevet solgt, og at kommunen ikke kunne hjælpe yderligere. ’Men vi er parate til at sende børnene på børnehjem,’ lød beskeden. 

– Splittelse af familien er den eneste løsning, kommunen deroppe har kunnet anvise, forklarede den syge far opgivende til Aarhus Stiftstidende.