Der var både musik, æbleskiver og julelys i øjnene, da Frelsens Hær torsdag den 18. december afholdt årets største juleuddeling i København. På Frederiksberg Allé samledes over 2.000 børn og voksne for at modtage julehjælp – midt i en tid, hvor behovet er større end nogensinde.
Her er en video med stemningsbilleder fra dagen:
→ Hjælp os med at hjælpe – Støt årets julehjælp her
Rekordhøjt behov – og en dag med håb.
I alt har vi i Frelsens Hær i år modtaget 17.025 ansøgninger om julehjælp. På trods af et fortsat rekordhøjt pres kan vi hjælpe 10.451 familier, som alle opfylder kriterierne for støtte. Juleuddelingen i København blev afviklet i fem hold i løbet af dagen og var præget af både festlighed og alvor.
Dagen begyndte med sang, musik og julesalmer – og fortsatte med, at familierne modtog julehjælp i form af gavekort, gaver og lidt ekstra til julen. For Frelsens Hær handler julehjælpen ikke kun om økonomisk støtte, men om at skabe et rum med værdighed, fællesskab og håb.
“Vi gør os umage for, at dagen ikke kun bliver en praktisk uddeling, men en oplevelse, hvor familierne mærker julens varme og fællesskab. Mange kommer med tung bekymring – og går herfra med lettelse og håb,” siger Lars Lydholm, informationschef i Frelsens Hær.
En tradition, der rækker 125 år tilbage.
Som en del af markeringen af, at julehjælpen i år uddeles for 125. gang, blev der serveret æbleskiver til alle modtagere – en tradition, der går helt tilbage til den første julehjælp i år 1900.
“Æbleskiverne er en påmindelse om, at julehjælpen altid har handlet om mere end mad og gaver. Den handler om at blive set og lukket ind i fællesskabet,” siger Lars Lydholm.
Socialminister Sophie Hæstorp Andersen deltog i dagens juleuddeling og holdt en tale, hvor hun satte ord på betydningen af fællesskab, omsorg og den hjælpende hånd i en tid, hvor mange familier kæmper for at få hverdagen – og julen – til at hænge sammen.
For selvom julen for mange forbindes med hygge og overflod, er virkeligheden en anden for tusindvis af familier. Stigende priser på mad, bolig og faste udgifter betyder, at der for mange ganske enkelt ikke er råd til jul.
“Vi møder familier, der har vendt og drejet hver en krone i månedsvis. Når huslejen er betalt, er der intet tilbage. Julehjælpen er forskellen på en jul med tomme tallerkner – og en jul med lidt lys og glæde,” siger Lars Lydholm.
→ Hjælp os med at hjælpe – Støt årets julehjælp her













