Dansk hjælp til ukrainske skolebørn og mødre i Georgien

Frelsens Hær i Danmark støtter flere projekter for ukrainske flygtninge. I Georgien sikrer tilbud som fritidsaktiviteter, lektie- og fødevarehjælp en hverdag, hvor børnefamilier finder håb og livsglæde i en tid med uro og uvished.

Frelsens Hær i Østeuropa har vedholdende søgt at møde behovene hos de berørte siden krigens start. En indsats, der imidlertid er helt afhængig af støtte fra den frie del af verden.

Siden den russiske invasion begyndte i Ukraine i februar 2022 har Frelsens Hær i Danmark derfor samlet ind til projekter for ukrainske flygtninge i nærområder og nabolande.

Aktuelt står Frelsens Hær i Østeuropa bag 132 projekter for over 21 millioner amerikanske dollars. Projekter, der foreløbigt har hjul- pet mere end 524.000 mennesker – med et særligt fokus på børnefamilier, ældre og andre sårbare grupper.

Målrettet flygtningeindsats i Georgien

I øjeblikket er cirka 20 procent af Ukraine besat af russiske tropper. Ifølge FN har dette sendt mere end fire millioner ukrainere på flugt. De fleste har søgt tilflugt i EU, mens en stor del også har taget ophold i nabolande. Blandt de berørte er over 20.000 ukrainske flygtninge, der har fundet et midlertidigt tilflugtssted i Georgien. Et land, der i forvejen kæmper med arbejds- løshed, fattigdom og politisk uro.

Under et nyligt besøg i Georgien havde jeg det privilegium at tilse det utrolige arbejde, Frelsens Hær udfører blandt disse flygtninge. Frelsens Hær i Danmark har indsamlet over 2,7 millioner kroner til forskellige projekter i Georgien, Moldova, Polen og Rumænien, heraf fire projekter i Georgien. Denne artikel stiller skarpt på indsatsen blandt ukrainske flygtninge i Georgien, som primært finder sted i hovedstaden Tbilisi og sortehavsbyen Batumi.

Frelsens Hær har arbejdet i Georgien siden 1993 med et bredt kirkeligt og socialt virke. Foruden gudstjenestetilbud omfatter dette blandt andet fødevarehjælp, husly, tøjuddeling og undervisning.

I takt med den øgede tilstrømning af ukrainske flygtninge har Frelsens Hær yderligere udvidet sin indsats med integrationstilbud og hjælp til flygtningefamilier, hvilket gør det muligt for dem at omstille sig og trives i deres nye miljø.

Et fristed for skolebørn i Tbilisi

I Tbilisi besøgte jeg et skolefritidscenter, som er indrettet i Frelsens Hærs korps- bygning. Et vigtigt og sikkert fristed for ukrainske skolebørn, hvor de tilbydes måltider, fritidsaktiviteter og lektiehjælp.

Her tilbydes skole- og fritidsaktiviteter samt lektiehjælp for ukrainske børn fem dage om ugen. Centret har indskrevet 70 børn, selvom pladsen og lærerkræfterne reelt kun tillader 40 børn.

Programmet er fleksibelt og giver børnene mulighed for at deltage alle dage eller efter behov – afhængigt af det treskift-system, de lokale skoler har indført for at kunne rumme alle elever.

Børnene bliver med bus kørt videre til en af de tre skoler i Tbilisi, der tilbyder undervisning for ukrainske flygtninge- børn. På centret får de et sundt måltid mad, som i mange tilfælde er deres eneste varme måltid på dagen.

Foruden lektiehjælp i vigtige fag som engelsk, matematik og georgisk er også musik blevet en del af tilbuddet i skole- fritidscentret – hvilket for nogle rummer en terapeutisk dimension. Underviseren er en soldat i Frelsens Hær i Tbilisi.

En ung ukrainsk pige, Sasha, fortalte mig således, at hun finder glæde og indre fred i at spille på trommer. For hende er centret ikke blot et sted for læring, men også et tilflugtssted, hvor hun kan udtrykke sig gennem musik.

Rent økonomisk gør Frelsens Hær også en stor forskel for de ukrainske børns skolegang. Blandt andet gennem ‘Tilbage til skole’-programmet, hvor der i efteråret blev uddelt gavekort til en værdi af godt 500 kroner til 1000 familier.

På den måde fik familierne mulighed for at købe skoleudstyr, tasker og ikke mindst vintertøj til deres børn, da vinteren i Georgien kan være meget hård.

Jeg talte med Olha, en mor til to, som udtrykte sin taknemmelighed således:

“Jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle gøre uden Frelsens Hær. Det er en stor hjælp for mig og børnene. Her bliver vi tilbudt både økonomisk støtte, tid og venskab.”

Omfattende hjælpearbejde i Batumi

Batumi er den næststørste by i Georgien og hovedstad i den selvstyrende region, Adjara. Byen ligger ved Sortehavskysten i det sydvestlige Georgien, cirka 20 kilometer nord for den tyrkiske grænse og er således et populært turistmål.

Her yder Frelsens Hær en omfattende hjælpeindsats blandt de ukrainske flygtninge – som i modsætning til byens mange andre tilrejsende – ikke er turister, men har måttet søge tilflugt af nød og som krigsflygtninge.

Hver uge krydser mere end 1.000 mennesker, hovedsageligt ukrainske flygtninge, korpsets dørtrin for at søge støtte og hjælp. Indsatsen består blandt andet i servering af måltider og uddeling af basale fornødenheder.

De beretninger, jeg hørte om flygtningenes selvopholdelsesdrift og solidaritet, gjorde dybt indtryk på mig. Flere af flygtningene er således ikke blot modtagere, men bidrager selv som frivillige i arbejdet.

Det gælder blandt andet Oksana, der i 2022 ankom med sine børn fra Kherson i Ukraine. Efter at være blevet hjulpet af

Frelsens Hær i Batumi, stiller hun op som frivillig i køkkenet fem dage om ugen.

Her tilbereder hun ukrainske måltider, som borsjtj, boghvede-kasha og ukrainsk ostekage. For mange er dette en opmuntrende smag af hjemlandet – og dagens eneste varme måltid. Oksana beskriver det som en taknemlighedsgerning.

“Uden Frelsens Hær ved jeg ikke, hvem der skulle have hjulpet os. Vi kom til en ny by uden venner eller kontakter, men i Frelsens Hær fandt vi det fælles- skab, vi manglede,” fortalte hun.

Solidaritet og medfølelse gør en forskel

Mens tre års krig har medført omfattende ødelæggelser i Ukraine og sendt mange – især kvinder og børn – på flugt, forstærkes på det seneste også udfordringerne i Georgien, hvor der er stor politisk uro efter parlamentsvalget i oktober.

Mens krigen fortsat raser i hjemlandet, har beskyldninger om valgsvindel i Georgien samt krav om nyvalg således skabt dybe splittelser i det georgiske samfund. En kompleksitet, der ikke har gjort de ukrainske flygtninges situation lettere.

Behovet for donationer til hjælpearbejdet er derfor fortsat nødvendige – i et virke, der med relativt få ressourcer gør en stor forskel og bringer håb og lys i en mørk tid.

Før krigen levede mange af de ukrainske flygtningefamilier helt almindelige liv med gode jobs og skolegang. Men fra den ene dag til den anden mistede de alt og blev tvunget på flugt – og måtte i mange tilfælde efterlade deres kære.

Denne hjerteskærende realitet gælder i øvrigt også i Danmark, hvor Frelsens Hær er vært for ukrainske familier på Frelsens Hærs lejrcenter, Baggersminde på Amager. Her favnes de med både sociale tilbud og omsorgsfuld hjælp.

Både her og i nærområder som Georgien har det vist sig muligt med andres velvilje og støtte at yde hjælp og skabe glimt af håb i en tilsyneladende håbløs tid. Selv i de mørkeste tider kan solidari tet og medfølelse gøre en forskel.

Personligt har mit besøg i Georgien været meget inspirerende – og samtidig et vidnesbyrd om den forskel, dedikerede officerer, medarbejdere og frivillige i Frelsens Hær dagligt udfører for relativt få penge og på begrænset plads blandt mennesker, der virkelig behøver det.

Læs også