Lars Lydholm, informationschef i Frelsens Hær, fortæller, at der i november er indkommet 19.556 ansøgninger om julehjælp, hvilket ikke alene er et ekko fra sidste år, men mere end en fordobling siden 2020. Til sammenligning modtog Frelsens Hær således for blot fem år siden 9.750 ansøgninger.
”Da ansøgningsfristen udløb ved midnat, stod det klart, at behovet for julehjælp fortsat befinder sig på et rekordhøjt niveau. Årsagen skal især findes i rekordhøje fødevarepriser,” siger han.
Inflationen er faldet, men fødevarepriserne er steget
Lars Lydholm peger således på, at fødevarepriserne ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik i gennemsnit er steget med 22 procent, siden inflationen eksploderede for et par år siden. Selvom inflationen ganske vist igen er faldet, gælder dette ikke priserne.
”Det er i dag dyrere end nogensinde at fylde indkøbskurven, hvilket især rammer mennesker på de laveste indkomster i samfundet. Deres indkomst er jo ikke steget,” påpeger, informationschefen, der oplever, at uligheden i samfundet tydeliggøres i julen.
”Mens mange mennesker risikerer at spise sig overmætte i julen, har andre knapt noget at sætte på bordet,” siger han og bakkes op af tal fra Danmarks Statistik, der i 2022 opgjorde antallet af danske børn, som vokser op i fattigdom til 47.000, ligesom nye undersøgelser viser, at børn i fattige familier jævnligt må undvære måltider.
Behov for 13-14 millioner kroner i december
For at kunne møde det rekordhøje behov for julehjælp, vil man i de kommende uger kunne møde Frelsens Hærs sangere og musikanter rundt omkring i gadebilledet. Mens julen således synges ind, er det håbet, at tilhørerne vil støtte godt op om Frelsens Hærs julehjælp.
Lars Lydholm oplyser, at hvis Frelsens Hær skal kunne hjælpe alle, der vurderes at have behov for julehjælp, skal der i december indsamles mellem 13-14 millioner kroner. De penge er slet ikke i hus endnu. Det er først nu, at indsamlingen begynder.
Julegrød på Hovedbanegården den 2. december kl. 18-20
Allerede i morgen aften kan man nyde de første juletoner fra Frelsens Hær, når indsamlingen til julehjælp blæses i gang med gratis risengrød og hornmusik på Københavns Hovedbanegård. Med begivenheden understreges både fællesskabet og det fælles ansvar for, at alle kan sætte mad på bordet i julen.
Arrangementet finder sted mandag den 2. december klokken 18.00-20.00, hvor pladsen foran det høje juletræ i banegårdshallen forvandles til et skønt spisested, mens Valby Musikkorps slår juletonen an.





