Temperaturen er på den anden side af 25 grader, stranden har det fineste kridhvide sand, og vandet er stadig til den lune side. Alt i alt så indbydende, at både børn og forældre har taget en tur i bølgerne.
”Jeg kunne ikke stå for det, så jeg gik i med tøjet på!” fortæller en kvinde grinende, nu iført en gennemblødt kjole, der dog hurtigt tørrer under den bagende sol.
Mens korpsleder i Frelsens Hær Nørrebro, Magdalena Pedersen, får de sidste gæster overtalt til at forlade det lille strandparadis, fortæller hun, at stemningen generelt har været i top, siden lejrdeltagerne ankom aftenen før.
”Vi har inviteret nogle af de familier, der ofte kommer i vores familiecafe. De fleste har derfor set hinanden før, men det var ikke alle, der kendte hinanden så godt, som de gør når vi tager hjem søndag eftermiddag,” siger hun.
Det er Frelsens Hærs afdeling på Nørrebro i København, der står for sommerens sidste lejrtilbud til økonomisk trængte familier. Med en egenbetaling på 200 kroner pr. familie, kan alle være med. Samtidig sikrer det, at de tilmeldte også deltager.
”Det er desværre ofte sådan, at folk med sociale eller økonomiske udfordringer, ikke oplever at være del at et fællesskab. Men vi ved, at det er vigtigt for ens trivsel og selvværd, at man har andre mennesker at læne sig op ad. Derfor har vi familiecafe hver anden torsdag på Nørrebro, hvor vi mødes om aktiviteter og fællesspisning, for at danne grobunden for et støttende fællesskab,” siger Magdalena.
Gode grin for fællesskabet
Lørdagens næste aktivitet er et familie-løb, hvor fem grupper dyster mod hinanden. Blandt andet i det skrupskøre-stafetløb, som familiekonsulent i Frelsens Hær Nørrebro, Maria Louise Høyer, står for.
Iført en Frelsens Hær t-shirt skal hver deltager løbe gennem skoven, under eller over en forhindring, tilbage igen og til slut kaste tennisbolden i en skål, før t-shirten og tennisbolden overtages af næste løber.
Alle hold kaster sig ud i løbet med stor kamplyst, og opbakning til hinanden.
”Vi vil gerne give familierne en mulighed for at lave sjove aktiviteter sammen. Det er sundt at røre sig, og grine sammen, og på den her måde ser børnene måske deres forældre på en ny måde. Samtidig er det godt for det store fællesskab, at de skal arbejde sammen i mindre grupper, på tværs af familier og venskab,” fortæller Maria Louise.
Indsatsen virker. Både børn og voksne taler og griner sammen på kryds og tværs, og mellem aktiviteterne, ser de voksne ikke meget til ungerne, fortæller et forældrepar:
”Vores søn er ofte forsigtig og tilbageholdende, når han møder nye mennesker, så det er så dejligt at se, hvordan han bare render afsted og leger med de andre børn her.”
I en anden opgave, skal grupperne få en vippe til at balancere i vatter. Her er det Conny Frederiksen, der holder øje med slagets gang. Hun er på lejren som frivillig hjælper.
”Det er altid skægt at se, hvordan grupperne griber det an. Er der en af de voksne, der tager styringen, og gør hele arbejdet, eller lader de børnene komme til? Der er i hvert fald ingen tvivl om, at de fleste har et veludviklet konkurrencegen!” siger hun.
Siden januar har Conny været frivillig i familiecafeen på Frelsens Hær i Nørrebro. Hun nyder muligheden for at komme tættere på familierne gennem denne weekend.
”Jeg får nogle andre snakke, når vi er afsted på den her måde. Vi laver alting sammen, og jeg har derfor god mulighed for at bygge et mere fortroligt bånd med familierne, som vi har gavn af senere.”
Som mangeårig ansat i Frelsens Hær, har Conny stor erfaring med at arbejde med sårbare og udsatte mennesker. I dag er hun pensionist, men er meget aktiv som frivillig.
Hendes kæreste Benny er også med som frivillig i denne weekend. Han og vennen Niller styrer køkkenet, hvor de – lyder det sammenstemmende fra deltagerne – tryller lækkerier frem flere gange om dagen. Det har de to gjort på flere af sommerens lejrture.
”Det er vild luksus at stå op til et kæmpe morgenbord med nybagt brød, pandekager, scrambled eggs og alt muligt andet. Alene det, at jeg ikke skal tænke på at lave maden, er noget jeg nyder, som enlig mor,” siger en deltager.
Fornøjelser uden økonomiske kvaler
Efter et veloverstået familie-løb, går turen til områdets isbod der er kendt for at servere store is. Både store og små bliver alligevel overraskede da de ser størrelsen på de is, der langes over disken. Som alle andre udgifter på lejrturen, er også isen gratis for deltagerne.
Familielejren er finansieret via den Feriehjælp, Frelsens Hær indsamler hvert år. Formålet er at give familierne et pusterum fra hverdagen, hvor der ikke skal tænkes på andet, end at være sammen. Alle familierne har sociale eller økonomiske udfordringer i hverdagen, og har typisk ikke selv mulighed for at tage på ferie. Det er gældende for en af de enlige forældre, fortæller hun, da eftermiddagskaffen nydes på terrassen:
”Det er dejligt at komme væk og se noget andet, end de fire vægge, jeg kigger på hver dag. Uden dette lejrtilbud, havde vi ikke haft nogle ferieplaner i år, så jeg sætter stor pris på at have fået muligheden.”
En far, der er afsted med sine to døtre, er enig.
”Hvis vi ikke havde været afsted her, havde vi nok bare været hjemme bag hver vores skærm. Nu har vi haft en dag udenfor, med sjove aktiviteter. Det har været dejligt.”
Lørdagen afsluttes med en tre-retters festmiddag, hvor der også dystes i forskellige lege. Vinderen af familieløbet kåres og modtager et lidt lunkent bifald fra de halvskuffede modstandere. Der er dog ingen skuffelse at spore, da Benny og Niller modtager aftenens største bifald, for endnu engang at have tryllet i køkkenet.
Efter middagen puttes de mindste, mens der er aktiviteter for de unge. Søndagen står på flere fælles oplevelser, før bussen igen kører mod hovedstaden.





