Bliv medlem
Frelsens Hærs forgrenede arbejde giver mulighed for at engagere sig på vidt forskellige måder. Som medlemsbaseret kirkesamfund er især soldater og medlemmer af stor betydning – og helt afgørende, når det gælder at bidrage til og forme Frelsens Hærs virke i nu- og fremtiden.
Forhåbentlig vil introduktionen herunder inspirere flere til at blive medlem af Frelsens Hær.
Samtidig er det vigtigt at understrege, at tærsklen til Frelsens Hær er lav. Et første skridt kan for mange således være at engagere sig som frivillig. Dette kan man også læse mere om herunder.
Medlem
Selvom Frelsens Hær almindeligvis opfattes som et uniformeret kirkesamfund, er det dog langt fra alle medlemmer, der er soldater.
Mange betragter således Frelsens Hær som deres kirke og naturlige ramme for tro og tjeneste, men kan eller ønsker ikke at blive soldater. For disse er et ’civilt’ medlemskab en alternativ mulighed, som ikke indebærer den samme grad af forpligtelser, der stilles til dem, der tilslutter sig som soldat.
Et medlemskab er således et oplagt tilbud til dig, der er kirkegænger og på andre måder aktiv i Frelsens Hær, men ikke kan eller ønsker at forpligte dig som soldat.
Ønsker du at blive medlem af Frelsens Hær, er det blot at henvende dig til korpslederen i dit lokale korps (menighed) eller udfyld nedenstående formular.
Hvis du vil være medlem af Frelsens Hær, kan du henvende dig til korpslederen i dit lokale korps - eller udfyld formularen nederst på denne side.
Soldat
Hovedparten af Frelsens Hærs medlemmer er soldater, hvilket implicit er forbundet med en vis grad af synlighed og forpligtelse.
Soldater er blot helt almindelige mennesker, der passer deres jobs, studerer, er pensionister etc., men som bruger en stor del af deres fritid i Frelsens Hær. De ser Frelsens Hær som deres kirke og naturlige ramme for tro og tjeneste.
Trods det ensartede og uniformerede udtryk, består soldater i Frelsens Hær af mennesker med vidt forskellige baggrunde og livssituationer. Det, der forener dem, er oplevelsen af et ’kald’ til at forpligte sig på Frelsens Hærs mission gennem det lokale korpsfællesskab (menighedsfællesskab).
Som soldat får man ret til at bære Frelsens Hærs uniform, hvilket både tjener som en praktisk præsentation og et synligt vidnesbyrd om tro og tilhørsforhold til Frelsens Hær.
Som soldat tilslutter man sig Frelsens Hærs troslære og en række livsstilsprincipper, heriblandt afholdenhed fra alkohol og tobak. Man giver ligeledes tilsagn om at støtte Frelsens Hær økonomisk.
Hvis du overvejer at blive soldat, er det næste naturlige skridt at bede om en samtale med din korpsleder, som vil forholde sig til dit ønske og facilitere det videre forløb. Forud for indvielsen til soldat gennemgås et forløb med introduktion til Frelsens Hærs trosgrundlag, principper og værdier.
Medlemskab, fællesskab og forpligtelse
Uanset om man er civil eller uniformeret, indebærer medlemskab af Frelsens Hær først og fremmest at blive en del af et aktivt, kristent fællesskab – der også er et tjenestefællesskab. Her har man mulighed for at engagere sig og bidrage personligt med sine ressourcer, tid, evner og kræfter.
Både som medlem og soldat har man stor mulighed for at være med til at præge sit korps’ (menigheds) udvikling og Frelsens Hærs engagement i lokalsamfundet.
Med indflydelse følger også forpligtelser, hvilket ligeledes gælder økonomisk. Som frikirke er Frelsens Hær uafhængig af offentlig støtte – og dermed helt afhængig af sine medlemmers økonomiske bidrag. Hvis man overvejer at blive soldat eller civilt medlem af Frelsens Hær, er den personlige givertjeneste således en naturlig del af overvejelsen.
En trofast hær af frivillige udfører en nyttig og påskønnet indsats i både korps, væresteder, genbrugsbutikker, på lejre etc.
Frivillig
Ikke alle, der engagerer sig eller stiller op som frivillig, har et ’medlemskort’ til Frelsens Hær. En trofast hær af frivillige udfører således en nyttig og påskønnet indsats i både korps, væresteder, genbrugsbutikker, på lejre etc.
Ønsker du at gøre en forskel for andre som frivillig, kan et godt sted at starte være at klikke her: Bliv frivillig