Hver dag lægger 60-100 mennesker vejen forbi Williams Cafe, hos Frelsens Hæri i Nuuk, for at få et gratis måltid mad. Derfor er pladsen i huset ved at være for trang, men hjerterum er der stadig rigeligt af.
Det fortæller Ruchama Münch, der i samarbejde med sin mand, Nathanaël Münch, står for det daglige arbejde i korpset højt mod nord.
Familien Münch bor i Nuuk på tredje år. Som præst i Frelsens Hær, har man mulighed for at blive sendt ud i verden som korpsleder, og da Nathanaël fik tilbuddet om at skulle til Grønland, bakkede resten af familien op.
”Vi er meget glade for at kunne give vores børn mulighed for at opleve en anden kultur og levemåde. Vi trives alle sammen, men afstanden til vores familier er enorm og det kan være hjerteskærende,” fortæller Ruchama, der er gravid med familiens fjerde barn.
Byens eneste værested
Williams cafe, opkaldt efter Frelsens Hærs grundlægger William Booth, danner rammen om korpsets sociale arbejde blandt Nuuks sårbare indbyggere. Enkelte gæster huset for at få et hurtigt måltid mad, men de fleste besøgende bliver i huset hele dagen. Det giver personalet mulighed for at skabe en god og tillidsfuld kontakt, fortæller Ruchama.
Korpset i Nuuk er hovedstadens eneste værested, hvor alle er velkomne, også selvom man ikke er kristen. Blandt gæsterne er der dog et stort ønske om at mødes om Guds ord. Derfor er der andagt, i cafeen, tre dage om ugen. Hertil kommer søndagens gudstjeneste.
”Min mand plejer at læser fra bibelen på grønlandsk, mens selve andagten er på dansk. Når vi synger, som vi ofte gør, er det næsten udelukkende på grønlandsk,” siger Ruchama, der lige som sin mand, har fået undervisning i grønlandsk.
Plads til alle familier
Kampen om pladsen i det blå hus bliver snart nemmere. I år har Frelsens Hær tilkøbt bygningen ved siden af det eksisterende korps. Det giver mulighed for at udvide tilbuddene til både de socialt sårbare gæster, og til alle de andre, der nyder at komme i huset. Fx de mange børnefamilier, der også gerne deltager i korpsets sociale aktiviteter.
”Vi har et godt samarbejde med flere børnefamilier i byen. Både familier, hvor børnene bor hjemme, og nogle familier, hvor børnene er anbragt. Formålet med vores familiearbejde er at styrke familierne og fællesskabet på kryds og tværs. Det er et område, vi gerne vil have mere fokus og plads til. Det får vi med det nye hus,” siger Ruchama Münch.
Planen er at flytte administrative faciliteter til den nye bygning, hvor der også bliver plads til at have private samtaler med de besøgende. Det betyder, at Williams cafe vil få mere plads i det eksisterende hus. Udvidelsen ventes at bliver gennemført i år.
Hvor længe familien Münch skal lede arbejdet i Nuuk, er endnu uvis.





