Hvert år markerer integrationsrådet i Sønderborg kommune, individer, virksomheder eller organisationer, der har gjort en særlig indsats for at integrere kommunes multietniske indbyggere. Frelsens Hær i Sønderborg er nomineret til prisen, som de har fået tildelt to gange tidligere.
Årets Brobygger skal uddeles under Kultur- og Idrætsnatten, der afholdes på havnen i Sønderborg, fredag den 5. september.
”Jeg blev enormt glad og stolt, da vi modtog nomineringen. Det er et flot skulderklap for den indsats, vi gør hver eneste dag,” siger Kaisa Sørensen, der er leder af Frelsens Hær i Sønderborg.
Det er 21. gang, Brobygger-prisen skal uddeles, og Frelsens Hær i Sønderborg har modtaget prisen to gange tidligere, i 2016 og igen i 2021.
”Jeg tør ikke tænke på, at vi skulle være så heldige at modtage prisen endnu engang, for det er en stor ære alene at være nomineret. Men jeg krydser alligevel fingre på fredag,” siger Kaisa Sørensen.
Nomineringen sker med følgende begrundelse: Frelsens Hær i Sønderborg er nomineret for at skabe et fællesskab, hvor alle er velkomne uanset baggrund. Her mødes mennesker i øjenhøjde og deltager side om side med mennesker af dansk oprindelse.
Korpset i Sønderborg har stor kontakt til folk med andre etniske baggrunde, end dansk. Særligt i tilbud som voksencaféen, fædregruppen og familiearbejdet er der stor tilslutning fra denne befolkningsgruppe. Derudover hjælper korpsets personale med det, de kan.
”Vi er dybt involveret i de her menneskers liv. Både med det praktiske og det sjælelige. Det er til tider rigtig tungt, fordi vi har med hårde skæbner at gøre. Men vi oplever, at vi gør en forskel, og det er det hele værd,” siger Kaisa Sørensen.
Kandidaterne til årets Brobygger er indstillet af borgere i kommunen, hvoraf integrationsrådet har udpeget de tre finalister: Alssund Børnehus, Kvindegruppen ved Røde Kors i Sønderborg og Frelsens Hær i Sønderborg. Hvem der løber med æren afgøres af en dommerkomité bestående af Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen, formand for Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab, Christel Leiendecker, samt formand for Arbejdsmarkedsudvalget, Jan Prokopek Jensen.





