Vi sørger ikke bare for mad, men også for noget at tro på
Læs Kaisas historie →
- 16/10/2025
Der er styr på tingene hos Frelsens Hær i Sønderborg. Korpsets leder er Kaisa Sørensen. Hun er født i Finland og udstråler ved første øjekast en vis autoritet. Men varmen strømmer én i møde, når først man er kommet indenfor.
Der er nok at se til, når man er korpsleder i Frelsens Hær. Kaisa Sørensen er leder i Sønderborg. Her byder hun en torsdag formiddag velkommen i familiecaféen – et lokalt tilbud til socialt udsatte familier og enkeltpersoner. Fælles for de besøgende er, at de har behov for at styrke relationer og netværk. Mens kaffen og maden bliver anrettet, tager Kaisa imod dagens besøgende og giver ind i mellem et par instrukser til de frivillige, der hjælper til i caféen.
”Min mission er at hjælpe alle de mennesker, der kommer og beder om hjælp."
– Kaisa Sørensen
”Min mission er at hjælpe alle de mennesker, der kommer og beder om hjælp. Og også at tilbyde tro”, fortæller Kaisa med et lille smil og fortsætter: ”Min arbejdsdag starter ret tidligt, for min kollega og jeg møder allerede kl. 8. Så gennemgår vi mails og snakker om dagens program. Og det kan være meget, meget forskelligt. Det kan være, at vi har møder i byen. Enten med vores borgere, eller også er der kommunale møder. Det kan også være med andre organisationer. Og så har vi også vores aktiviteter her i huset”.
Familiecafé med 50-70 besøgende
Kaisa er ikke verdens højeste kvinde. Men hun har styr på tingene. Hun ved, hvor vigtigt det er med enkle og klare retningslinjer, når man skal drive et korps, styre en håndfuld frivillige og en café, der til tider får besøg af 50-70 mennesker i alle aldre. Sideløbende har hun administrative opgaver og plejer kontakter med kommunen og andre aktører i byen.
Når du støtter Frelsens Hær, støtter du Danmarks udsatte og mennesker som Kaisa.
”Jeg ved faktisk aldrig helt, hvordan dagen former sig. Der kan lige pludselig komme én, som har akut brug for hjælp. Og så skal vi selvfølgelig hjælpe”, fortæller Kaisa og forklarer videre: ”Frelsens Hær i Sønderborg er for socialt udsatte familier. Selvfølgelig har vi alle slags mennesker her. Og når jeg siger alle slags mennesker, så mener jeg alle slags mennesker. Man behøver ikke nødvendigvis være i nød eller have udfordringer. Alle er velkomne. Men vi har rigtig meget familiearbejde, hvor vi hjælper økonomisk og personligt. Det er der, vi nogle gange skal lære mennesker, hvordan de skal begå sig med deres børn”, fortæller Kaisa stilfærdigt.
"Når jeg siger alle slags mennesker, så mener jeg alle slags mennesker. Man behøver ikke nødvendigvis være i nød eller have udfordringer. Alle er velkomne.
– Kaisa Sørensen
Begejstring kombineret med knus
I lighed med andre korps oplever Kaisa, at julen er en særlig travl tid for Frelsens Hær. Travlheden begynder allerede, når sommerferien er forbi. For fattigdom og social nød hører ikke kun den kolde årstid til. Er man socialt og økonomisk udsat, er man det året rundt. Og frygten for ikke at have mad at stille på bordet i julen betyder, at mange kontakter Frelsens Hær allerede i efteråret for at ansøge om julehjælp. I Sønderborg er det især børnefamilier, der har behov for hjælp. Som Kaisa forklarer: ”Her hos os i Sønderborg er det især familier, vi laver aktiviteter for. Og når man møder de mennesker, er de altid fulde af begejstring. De er glade og kommer hen og giver knus og har tillid til én. Det giver energi, så man kan fortsætte hver eneste dag”.
Kaisa får et helt særligt lys i øjnene, når hun fortæller, at Frelsens Hærs familiecafé efterhånden er blevet ret kendt i Sønderborg. Ifølge hende skyldes det blandt andet, at mange af de frivillige og daglige besøgende fortæller om aktiviteterne og samværet til deres venner og bekendte. ”Jeg håber virkelig, at vi kan fortsætte arbejdet, og at vi stadig kan være noget for de, der har brug for hjælp”, slutter den sønderjyske korpsleder med et varmt smil.
Kaisa Sørensen arbejder som korpsleder i Frelsens Hærs korps i Sønderborg.
Vi hjælper Danmarks udsatte hver dag, året rundt.
Det kræver en hær – og vi har brug for dit bidrag.
Der er mange bekymringer i løbet af dagen, når man er udsat. Og der er rigtig mange hverdage i løbet af året. Derfor gælder det om at få det bedste ud af dem.
Men det er lettere sagt end gjort, når man er socialt udsat. For så er hverdagene ikke bare grå. De er mest af alt rå.
Danmarks udsatte har brug for vores hjælp året rundt. Men det kan vi kun tilbyde dem, hvis du sender os et bidrag nu.
Når du støtter Frelsens Hær, støtter du Danmarks udsatte og mennesker som Kaisa.