Der er over 1.000 frivillige i Frelsens Hær.
Kylle er en af dem.
- 02/10/2025
Efter en håndfuld år i København er Kylle vendt tilbage til Bornholm og brygger nu kaffe, snakker, gør rent, synger, spiller og får de besøgende til at føle sig hjemme hos Frelsens Hær i Rønne.
Dialekten er umiskendelig og syngende charmerende, når Kylle fortæller om sin hverdag i den bornholmske ”hovedstad” Rønne: ”Jeg er født bornholmer og flyttede til København i ’87. Men jeg savnede familien, og så flyttede jeg hjem igen i 1999. Og det har jeg det rigtig godt med”.
"Gud er jo Gud, lige meget hvor man er henne.”
– Kylle
Glad for en varieret hverdag
Kylle arbejder i dag i Frelsens Hærs korps i Rønne. Her tager hun sig af en række vidt forskellige opgaver. Lige fra rengøring og kaffebrygning til at være organist og medhjælper i genbrugsbutikken. Hun fungerer i princippet som korpsets lokale ”blæksprutte” og er glad for sin varierede hverdag.
”Frelsens Hær tiltalte mig rigtig meget. Gud er jo Gud, lige meget hvor man er henne. Og jeg kan godt lige konceptet med, at man hjælper folk. Jeg er sådan lidt en ”blæksprutte”, tror jeg. Jeg gør rent, jeg er pianist, og jeg har nogle gange caféen. Jeg snakker med alle og får folk til at føle sig hjemme, så de måske kommer igen og bruger lidt penge i genbrugsbutikken”, fortæller Kylle med en intens glød i de mørke øjne.
Når du støtter Frelsens Hær, støtter du Danmarks udsatte og mennesker som Kylle.
Døren er altid åben
For Kylle er det vigtigt og værdifuldt, at døren hos Frelsens Hær altid er åben. Alle er velkomne. Og der er med Kylles ord ingen restriktioner på, hvordan man skal se ud, eller hvordan man skal være. Hun kan især godt lide åbenheden og kom-som-du-er-tilgangen.
“Frelsens Hær er for mig et sted, hvor der er hjerterum. Gud er i centrum, og man kommer ikke her forbi, uden at man lige får et Guds ord med hjem.”
– Kylle
”Frelsens Hær er for mig et sted, hvor der er hjerterum. Gud er i centrum, og man kommer ikke her forbi, uden at man lige får et Guds ord med hjem. Det, synes jeg, er rigtig dejligt”, forklarer Kylle med et lille smil. Torsdag og søndag spiller hun klaver til korpsets gudstjenester og arrangementer. Det gør hun især fordi, hun elsker musik. Faktisk elsker hun musik så meget, at hun altid nynner – også når hun for eksempel er ude at handle. På den måde ved hendes bedre halvdel altid, hvor hun er.
Rundt om hjørnet og straks på pletten
Kylle og hendes partner har en søn, der i øjeblikket har brug for ekstra hjælp og opmærksomhed. De sørger derfor sammen for, at han får en stabil tilværelse.
”Jeg bor lige rundt om hjørnet her i Østergade, hvor Frelsens Hær holder til. Så er der det mindste, er jeg straks på pletten”, slutter Kylle med et glimt i øjet.
Kylle arbejder som frivillig i Frelsens Hærs korps i Rønne.
Vi hjælper Danmarks udsatte hver dag, året rundt.
Det kræver en hær – og vi har brug for dit bidrag.
Der er mange bekymringer i løbet af dagen, når man er udsat. Og der er rigtig mange hverdage i løbet af året. Derfor gælder det om at få det bedste ud af dem.
Men det er lettere sagt end gjort, når man er socialt udsat. For så er hverdagene ikke bare grå. De er mest af alt rå.
Danmarks udsatte har brug for vores hjælp året rundt. Men det kan vi kun tilbyde dem, hvis du sender os et bidrag nu.
Når du støtter Frelsens Hær, støtter du Danmarks udsatte og mennesker som Kylle.