I Frelsens Hær kan vi igen konstatere, at der raser en politisk debat om, hvem der modtager julehjælp. Vi får jævnligt spørgsmålet, om vi hjælper mennesker, der måske – eller måske ikke – fejrer jul.
Frelsens Hær er en kristen kirke, og det er netop på baggrund af vores kristne tro, at vi nægter at skelne mellem tro, ikke-tro eller forskellige trosretninger, når vi hjælper mennesker i nød.
Frelsens Hær giver hverken julehjælp til muslimer, kristne, kommunister eller liberalister – vi giver julehjælp til mennesker. Ansøgninger bliver udelukkende behandlet ud fra et fattigdomskriterium – ikke et religionskriterium.
Julehjælpen gives til familier, som ellers ville stå uden for julens fællesskab, og som risikerer at blive glemt. Ingen skal sidde med en tom tallerken juleaften.
Der er desværre mange fattige familier i Danmark, og det går især ud over børnene. Med Frelsens Hærs julehjælp ønsker vi derfor at række en hjælpende hånd og sikre, at børnene får en juleaften, der minder om deres kammeraters.
Frelsens Hærs julehjælp fejrer 125-års jubilæum i år. Det er næsten en skandale, at der fortsat er behov for julehjælp i et velfærdssamfund – men det er der. I år har Frelsens Hær modtaget 17.025 ansøgninger, og vi forventer at uddele julehjælp til 10.417 familier.
Til sammenligning modtog vi i 2020 ”kun” 9.750 ansøgninger og hjalp lidt over 7.000 familier. Julehjælpen i 2025 ligger derfor på et historisk rekordniveau. Men når vi vurderer ansøgningerne, gør vi det fortsat alene ud fra et fattigdomskriterium – aldrig et religionskriterium.





