Frelsens Hær i Nuuk

I Frelsens Hær i Nuuk leves hverdagen dér, hvor mennesker mødes ansigt til ansigt, og hvor fællesskab, håb og nærvær er det, der fylder.

Nathanael Münch er daglig leder i Frelsens Hær i Nuuk. Det er den eneste Frelsens Hær-menighed i Grønland, og missionen er den samme som alle andre steder: at dele tro og fællesskab med mennesker – midt i de liv, de lever.

Frelsens Hær har været en del af Nuuk siden 2012. Både som kirke og som socialt fællesskab med plads til mennesker. På de gode dage. Og på de svære.

Meget af arbejdet tager udgangspunkt i Williams Café, et åbent værested, hvor alle er velkomne. I dagtimerne kommer mennesker med vidt forskellige livshistorier. Nogle lever med hjemløshed, andre med ensomhed, sygdom eller sociale udfordringer. Fælles for dem er behovet for et sted at høre til.

Her handler det ikke om at rette op på fortiden, men om at gå vejen videre – sammen.

Vi kan ikke løse det, der skete tidligere,” siger Nathanael. “Men vi kan forhåbentlig være med til, at folk kan komme videre. At forandring kan ske.

Et anderledes liv – og et nært fællesskab

Livet i Grønland er anderledes end livet i Danmark. Afstandene er store, og hverdagen er lokal. Man tager ikke lige toget til nabobyen for at besøge familie. Folk er dér, hvor de er. Og når vejret er godt, er mange ude – på havet eller i naturen.

Det sætter sit præg på fællesskabet. I Nuuk kan man ikke bare vende ryggen til hinanden. De mennesker, der træder ind ad døren, er dem, man møder igen – i morgen og i næste uge.

I Williams Café hjælper alle hinanden. Nogle hjælper til i huset, andre deler erfaringer og gode råd. Frelsens Hær støtter, hvor det er muligt – med samtaler, praktisk hjælp og som bisidder i mødet med myndigheder og andre organisationer.

“Det er jo egentlig bare at dele livet med mennesker,” siger Nathanael.

Håbet som drivkraft

Håbet er en stille, men tydelig drivkraft i arbejdet i Nuuk. Håbet om, at mennesker finder eller genfinder troen. At relationer, der er gået tabt, kan genopbygges. Og at man kan få et bedre forhold til sig selv.

Frelsens Hær i Nuuk er et fællesskab med plads til både frirum og fordybelse. Et sted, hvor man kan komme, som man er – og tage ét skridt ad gangen mod et rigere liv.

Læs også