Der var fyldt med mennesker, smil og forventning, da Frelsens Hær i denne uge officielt genåbnede Williams Café i Nuuk.
Sammen med den lokale leder, kaptajn Nathanael Münch, klippede Frelsens Hærs landsleder for Danmark og Grønland, oberstløjtnant Sandra Stokes, snoren til de nyrenoverede lokaler. Efter måneders ombygning kan Williams Café nu tage imod endnu flere af de mennesker, der hver dag søger mod stedet for at få et måltid mad, en kop kaffe, et bad, en vaskemaskine – og ikke mindst et trygt fællesskab.
Op mod 100 udsatte borgere besøger Williams Café dagligt, og de gamle lokaler kunne ikke længere rumme behovet.
Derfor er det oprindelige hus nu bygget om til et langt større og mere åbent café- og aktivitetsrum, mens nabobygningen er købt og renoveret, så der også er blevet plads til familieaktiviteter, børnearbejde og kvindegruppe.
Det er anden gang siden Frelsens Hærs arbejde begyndte i Nuuk i 2012, at aktiviteterne er vokset ud af de eksisterende faciliteter.
“Det, der begyndte som en vision, er nu blevet til virkelighed.
Med de nye rammer får vi plads til endnu mere fællesskab, omsorg og håb i Nuuk.”
– Lars Lydholm, informations- og forvaltningschef i Frelsens Hær
Flere dage med fejring og fællesskab
Genåbningen blev markeret over flere dage med familieaften, festgudstjeneste og officiel fejring.
Mere end 100 borgere og brugere deltog i festdagen sammen med gæster fra Danmark, Grønland og Storbritannien.
Ved den officielle markering rettede forvaltningschef Lars Lydholm en varm tak til de mange bidragydere, som har gjort projektet muligt – blandt andre Oak Foundation Denmark, der har støttet projektet med en bevilling på 1.990.000 kroner.
Med de nye faciliteter får Frelsens Hær nu bedre plads til både den daglige cafédrift, rådgivning, bad- og vaskefaciliteter og de mange sociale aktiviteter, som hver uge samler børn, kvinder og familier.
Williams Café står dermed stærkere end nogensinde som et vigtigt holdepunkt for mennesker, der har brug for både praktisk hjælp, nærvær og nyt håb.











